Kære læser
Endnu en dejlig fredag, hvor septembers himmel stadig er så blå. For mig begyndte ugen søndag aften, hvor jeg sammen med fotografen Emil Bay gik rundt i mørket i Østre Anlæg sammen med den svenske forsker Johan Eklöf, som har skrevet bogen ’Mørkemanifestet’, hvor han fortæller om alt det gode, mørket gør for os - og hvorfor vi skal opfatte lysforurening som et reelt problem.
Jeg kom til at tænke på et interview, jeg lavede en meget tidlig morgen, for fem år siden, lige da jeg var begyndt på avisen. Med den britiske journalist og forfatter Allan Jenkins, som er fortaler for morgenen, selvom den typisk ikke har haft høj status.
Han siger f.eks.
»Men hvis man står op tidligere, måske bare en halv time eller en time, hvor ingen andre er vågne, får man tid, som nærmest er som i Narnia-bøgerne, hvor børnene går gennem et skab og opdager en magisk verden. Morgenerne er Narnia: en magisk verden, man har for sig selv. Om aftenen, når jeg har fri, kan det være svært at lægge arbejdet fra sig, også mentalt, og der er andre forventninger og planer. Jeg laver mad til min familie om aftenen, der er vi sammen, og det er dejligt. Men om morgenen har man frihed«.
Interviewet med Johan Eklöf kommer i avisen og online i løbet af de næste par uger, og jeg skal nok linke til det, for det var meget tankevækkende for mig at begynde at sætte pris på mørket.
Silas Dam fik ændret psykiatriloven. Nu er han død, 24 år gammel.
I denne uge har jeg også med virkelig stor fornøjelse læst Emilie Steins fine interview med en 103-årig kvinde, der fortæller om at blive gammel. Tænk at have været ung under krigen! Jamen så svimlende altså. Hør bare, hvordan hun fortæller om tiden efter krigen:
»Der var meget, man ikke kunne få. Duften af hjemmebagt brød og rigtig kaffe var en sjældenhed i de tider, og der var rationeringsmærker på alt, så nogle gange måtte man fifle med dem og bytte rundt på kaffemærker og smørmærker«.
Og det var ikke bare mad, det var svært at få fat i.
»Den vinter, hvor der var allermest frost, var jeg i huset hos en urmager i Valby. Det var ikke til at få fat i så meget som et par uldne strømper, og jeg kan huske, at jeg en dag, da jeg kom hjem, bare satte mig på en stol og tudede, fordi jeg frøs«.
Et andet liv beskriver Hans Drachmann her i en nekrolog over Silas Dam, der kun blev 24 år, men som har sat sig store spor, og hvis indsats får betydning for mange andre. Det er meget meget fint og meget meget trist.
Læs også Annemette Grundtvigs portræt af den tidligere jordemoder Nina Stork, der fylder 60 og ser tilbage på sit liv. Og frem.
Til sidst et par anbefalinger.
Det er lige nu sæson for majs, som man bør spise i store mængder, og når man er færdig med hele kolber spist med smør og salt, har Melissa Lippert nogle virkelig gode bud på retter med majs her. Sletvharen lyder lækker. Og salaten. Husk, hvis du skærer kernerne af majsen og står med den blottede kolbe tilbage at smide den i fryseren og koge den med, næste gang du koger fond. Det giver virkelig meget ekstra smag.
I denne uge var det 50 året for kuppet i Chile, hvor den demokratiske valgte præsident Allende blev væltet. En ny bog fortæller historien om at være barn af flygtninge fra Chile. Den vil jeg gerne læse. For at huske og for at forstå.
I Iran er kampen mod regimet stadig i gang, og i denne weekend runder oprøret med slagordet ’Kvinde, liv, frihed’ det første år. Vil man vide mere om Iran og eksiliranere, kan man med fordel, skriver Henrik Palle, se en dokumentar på DR.
Der er meget at kæmpe for. Og meget at sætte pris på for os, der lever så fredeligt et sted.
Det var de sidste ord. Ikke bare for i dag, men i de næste to uger, hvor jeg holder sensommerferie.
Vi skrives ved i oktober.
Mange hilsner