Sommeren er forbi nu, sang C. V. Jørgensen i min ungdom, og han synger den stadig på Spotify. Det er jo ikke fedt, at sommeren er slut, men noget er dog godt, og det er, at Bøger, vores bogsektion, er tilbage efter sommerpausen, og at der forude venter et hav af interessante bøger.
Nogle af dem er allerede kommet.
Det gælder Samantha Harveys ’Seksten Solopange’, som vores anmelder Sigrid Adamsson er begejstret for. Hun kalder romanen, der handler om seks astronauter, der flyver i kredsløb om Jorden på Den Internationale Rumstation, for »tindrende smuk«.
Fra rumstationen oplever de seks solopgange på et enkelt døgn, og udsynet er fantastisk:
»Hver en tilbagetrækkende eller tilbagetrukken eller desintegrerende gletsjer, hvert et bjerg, hvis granitskulder blottes for sne, der aldrig før er smeltet, hver en afsvedet eller flammende skov eller busk«, således nærmest messer Harvey jordkloden frem, og det er selvfølgelig åbenlyst, hvorfor hun gerne vil have os til at stirre indgående på vores egen planet netop nu.
For mig blev sæsonen skudt i gang med sjette bind af kæmpeværket ’Om udregning af rumfang’, Solvej Balles mageløse septologi, altså det sidste bind inden finalen, og det lover godt.
Det kan minde om en prøvelse, en indvielse af en slags, at læse Solvej Balles store undersøgelse af en verden, der er stoppet på en novemberdag, og blive konfronteret med så store doser af standset tid.
Men, og det er et vigtigt men, gør godt, fordi Balle skaber opmærksomhed mod det helt nære i dagligdagen, skriver jeg i min anmeldelse:
»Som moderne mennesker bliver vi stopfodret med fiktion skåret over den samme læst, men Balle har ikke den vante måde at fortælle historier på til rådighed, fordi hun skriver om en verden, hvor tiden er gået i stå. »Det eneste vi har er planter der gror og så os selv i færd med at blive ældre«, som Tara siger et sted«.
Du kan læse hele anmeldelsen her
Svend Nordqvists bøger om Findus og Peddersen rummer et pragtfuldt blik ind i rødtorpenes gamle Sverige og det er umuligt ikke at blive charmeret og nostalgisk fortryllet af dem. Sådan har jeg det i hvert fald, og det lyder på Ida Dybsahl, som om jeg må have fat i ’Hele vejen hjem’, hvori Nordqvist byder på »vidunderligt kriblende helsidesbilleder« i en helt ny saga om en hovedperson, der skal finde hjem:
»Jeg kan vildt godt lide det her helt nyopfundne myldretegnings-univers, Sven Nordqvist ryster ud af ærmet samme år som hans ’Peddersen og Findus’-bøger kan fejre 40-års jubilæum! Der er en kæmpe fortælleglæde, der skinner igennem; det her er ikke et desperat eller halvhjertet forsøg på at klemme lidt mere bogsalg ud af en stjernestatus i billedbogsverdenen«, »Stemningen i illustrationerne er lun, men ikke fersk, hjemme hos mig kan vi godt bruge fem minutter bare på at synke hen i dingenot-rodet på opslaget i Konen-der-ved-alt’s arbejdsværelse«. Her er hele anmeldelsen
Fik du i øvrigt hørt den seneste udgave af Bogfolk? I den fortæller Thomas Bredsdorff om sine 60 år som anmelder på Politiken. Her finder du podcasten.
God læselyst!