0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Tova (Sally Field) kigger ind til sin ottearmede ven i en ny feelgood-film, som du kan læse meget mere om i brevet. Foto: Netflix
Nyhedsbrev - Politiken Film

Shhh ... sprutten taler

10 stærke bud til din streaminguge.

Nyhedsbrev - Politiken Film

Kære læser,

Ugen på streaming byder på klog sprutte, forbudt kærlighed, et væld af mødre, en ny ishockeyromance og en mulig dansk Eurovision-vinder.

Velkommen til brev.


Netflix
Foto: Netflix

’Lykken har otte arme’

Vi begynder streamingugen med en usædvanligt klog kæmpeblæksprutte.

Den bor i eget bassin i et akvarium, men har for vane at skrue låget af ved nattetide og æde søpølserne i nabobassinet.

Og nå ja, så kan den tale. Med Alfred Molinas stemme.

Dens bedste ven er Tova (Sally Field), en ældre kvinde, der arbejder som rengøringsassistent i akvariet.

Blæksprutten Marcellus ved noget afgørende om Tovas familiehistorie, men hvordan overleverer man lige fra sprutte til menneske?

Nøglen ligger på bunden.

Bogen ’Remarkably Bright Creatures’ er et amerikansk fænomen, som er solgt i over tre millioner eksemplarer. Herhjemme gik den mere under radaren, da den udkom i 2023 som ’Lykken har otte arme’.

Jeg mødte forfatteren, Shelby Van Pelt, i Miami i februar, og her betroede hun mig, at hun ikke var helt tilfreds med en vigtig ændring fra bog til film.

Til gengæld var hun jublende lykkelig over at se Tova personificeret af ikoniske Sally Field.

Filmen kan ses på Netflix fra i dag, fredag

Camera Film
Pr-foto: Camera Film

’Det er ikke slut endnu’

I denne uge sætter kommuner, organisationer og frivillige fokus på livet med demens i Demensugen, og det er derfor oplagt at trække Louise Detlefsens dokumentar fra 2021 frem.

Den hjertevarme film foregår på Dagmarsminde i Græsted, hvor sygeplejerske May Bjerre Eiby har skabt et plejehjem, der forsøger at gøre op med billedet af alderdom som noget, der bare skal administreres og medicineres væk.

Her er frisk luft, fysisk kontakt, tid til at lytte, plads til vrede og sorg.

Og en lille skarp til kaffen.

Kim Skotte kalder filmen »en vellavet stilfærdigt bevægende og virkelig vigtig dokumentar«.

Filmen kan ses på Filmstriben.

Apple TV
Foto: Apple TV

’Unconditional’

Hvad gør man, når ens datter bliver anholdt for narkosmugling i Moskva?

Hvis man er Orna i den israelske thrillerserie ’Unconditional’, afventer man ikke bare diplomatiet.

Hun kaster sig ind i kampen for at få 25-årige Gali ud af fængslet, men opdager, at datterens historie måske ikke er helt så uskyldig, som en mor gerne vil tro.

Apple TV har hentet serien fra produktionsselskabet Keshet 12, der står bag flere serier, som er lavet i nye versioner.

Mest kendt er nok ’Prisoners of War’, der blev til ’Homeland’ i USA.

Bag ’Unconditional’ står Adam Bizanski og Dana Idisis. Sidstnævnte var med til at skabe den prisvindende serie ’On the Spectrum’.

De to første afsnit kan ses på Apple TV fra i dag, fredag. Otte afsnit i alt.

Wildgaze Films & All3Media International/DR
Foto: Wildgaze Films & All3Media International/DR

’Forbudt kærlighed’

Der er forbudte forelskelser, og så er der forbudte forelskelser i Nordirland i 1975.

I den britiske dramaserie spiller Lola Petticrew den unge katolske skolelærer Cushla, der også hjælper til på sin families pub uden for Belfast.

Her møder hun advokaten Michael (Tom Cullen).

Der er dog tre udfordringer ved den relation. Han er gift. Han er 20 år ældre. Og så er han protestant.

The Guardian kalder serien »en berusende, opløftende og hjerteskærende kærlighedshistorie«.

Alle fire afsnit af serien kan ses på DRTV fra i dag, fredag.

Kasper Møller, DR
Foto: Kasper Møller, DR

’Forfulgt’

Rystende nok har hver femte unge dansker i alderen 15-31 oplevet at føle sig forfulgt online, viser en Epinion-undersøgelse for DR P3.

Samtidig svarer halvdelen, at de ikke ved, hvor de kan henvende sig, hvis de bliver udsat for digital stalking.

En ny dokumentarserie på DR går tæt på en række unge kvinder, der alle har oplevelser med en digital kontakt, der kom helt ud af kontrol.

Alle fire afsnit af serien kan ses på DRTV fra søndag.

UIP
Foto: UIP

’Lady Bird’

Søndag er mors dag, og ja, vi kan da sagtens se ’Mamma Mia’ for 19. gang, men lad os nu prøve at udforske filmkataloget under M for Mor lidt grundigere.

Her står søreme Greta Gerwigs oscarnominerede komediedrama ’Lady Bird’ fra 2017 og stråler.

17-årige Christine, der insisterer på at kalde sig selv ’Lady Bird’, vil væk fra Sacramento, fra gymnasiet, fra alt, der føles småt. Hun spilles med stor autoritet og lyserødt hår af Saoirse Ronan.

Men det er Laurie Metcalf som mor Marion, der er helt uforglemmelig. Hun er sygeplejerske, fattig og træt ind i knoglerne. Skarp og urimelig i den ene scene. For så at stå i en genbrugsbutik i den næste for at vælge den helt rigtige kjole til sin datter.

Når Marion siger: »Jeg ønsker bare, at du bliver den bedste version af dig selv, som du kan blive«, og Lady Bird svarer: »Hvad nu hvis det her er den bedste version, mor?«, bliver det ikke meget finere.

Bonus: En ung Timothée Chalamet i en birolle.

Filmen kan ses på Netflix.

TV 2
Foto: TV 2

’Emil skruer ned’

Manuskriptforfatteren Emil Millang har ofte stået lidt i skyggen af sin kendte storebror Magnus, men nu er han aktuel i egen ret.

I en ny livsstilsserie på TV 2 tager han sin familie som gidsel i et otte måneders forbrugs- og klimaprojekt.

Sammen skal de forsøge at leve bæredygtigt, mens de holder fast i ’det gode liv’. Hvad det så end betyder.

Første afsnit sendes tirsdag på TV 2 Play og TV 2 samme aften. Tre afsnit i alt.

Liane Hentscher/Prime
Foto: Liane Hentscher/Prime

’Off Campus’

Den hede canadiske ishockeyserie ’Heated Rivalry’ blev et globalt fænomen for et halvt år siden, og hvis du sidder med abstinenser efter mere puck, stav og romance, er der godt nyt.

I en ny ungdomsserie følger vi Hannah på universitetet i Massachusetts. Hun vil helst koncentrere sig om musik og sin medstuderende Justin, som hun er forelsket i.

Problemet er, at universitetets ishockeystjerne, Garrett, har brug for hendes hjælp for at redde sine karakterer og blive på holdet. De laver en aftale. Hun hjælper ham med lektierne. Og han hjælper hende ved at gøre Justin jaloux.

Intet kan da gå galt i den plan!

Bonusinfo til rigtige ishockeyfans: VM begynder næste fredag, og det kan følges på Viaplay. Danmark er selvfølgelig med.

Alle otte afsnit af ’Off Campus’ kan ses på Prime Video fra onsdag.

Fødevarestyrelsen/TV 2
Foto: Fødevarestyrelsen/TV 2

’Hvem passer på grisene’

Det var rystende at se TV 2’s dokumentar ’Hvem passer på grisene?’, da den i 2024 viste billeder af syge, skadede og døende grise i dansk svineproduktion.

Siden blev dokumentaren en sag i sig selv. Opfølgeren i 2025 brugte skjulte optagelser fra stalde hos topfolk i landbruget, og før udsendelsen nedlagde byretten i Odense forbud mod at vise optagelser fra en af staldene. TV 2 kærede afgørelsen, og landsretten ophævede senere forbuddet.

Nu føjer TV 2 et tredje og sidste afsnit til serien.

Denne gang handler det om systemet bag: Hvorfor er dyrevelfærden i dansk griseproduktion stadig et problem, selv om der har været debat, politiske aftaler og løfter om forbedringer?

Afsnittet ser også på grisenes sidste rejse fra producent til slagteri.

Afsnittet kan ses på TV 2 Play onsdag og samme aften på TV 2. De to første afsnit ligger også på TV 2 Play.

Nikolaj Thaning Rentzmann/DR
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann/DR

’Eurovision Song Contest’

Som inkarneret Eurovision-fan er jeg henrykt over, at Danmark for første gang i årevis nævnes blandt favoritterne.

Nu er der endelig noget ved at bruge fire timer på alskens eurogakkeløje-tv.

Europa elsker Søren Torpegaard Lunds ’Før vi går hjem’, men elsker de den mere end Finlands bidrag, som er bookmakernes yndling?

Det skarpe sceneshow fra Dansk Melodi Grand Prix er i hvert fald bibeholdt og tilføjet godt med bulder og pyroteknik.

12 point. 12 point. 12 point!

Kå’ så, Søren!

Semifinale 1 sendes tirsdag, semifinale 2 (med Danmark) sendes torsdag, finalen (med Danmark) sendes lørdag på DR 1.


Så er det lige før, jeg lader dig slippe.

Men tillad mig først at henlede din opmærksomhed på min gode kollega Henrik Palles anmeldelse af den nye sæson af ’Kastanjemanden’, som hedder ’Tælle til en, tælle til to’ og har kunnet ses på Netflix siden i går.

Palle blev så skræmt, at han næsten ikke kunne få vejret og uddeler 5 hjerter.

Du kan læse anmeldelsen her

Tine Harden/Netflix
Foto: Tine Harden/Netflix

Og nu vi har fat om kastanjerne, vil jeg flage for mit eget interview med Sofie Gråbøl, der spiller en bærende rolle i serien.

Jeg spørger hende blandt andet, hvordan hun oplevede virakken omkring ’Forbrydelsen’ for 15 år siden.

Som et »bombenedslag«, svarer hun.

Kunne du nyde det?

»Ikke nok. Det virker åndssvagt i dag, men jeg kan huske, at jeg slog mig i tøjret, når jeg skulle interviewes. Jeg var så irriteret på den sweater. Hvorfor skulle vi altid tale om den? Men især var jeg træt af at tale om Sarah Lund som en kvinderolle. Det var da lige meget, at hun var kvinde. Hun var jo en spændende karakter. Jeg ville tale om mennesket«.

Jeg lover, at jeg ikke stillede flere spørgsmål om sweatere i resten af interviewet.

Du kan læse hele interviewet her

Jeg skal ikke spoile noget om handlingen. Men jeg siger bare: Afsnit 3. Wow!

God weekend.

Mange hilsner
Tommy

PS: I sidste uge lavede jeg en lille brøler og skrev, at miniserien ’Fluernes herre’ ville blive tilgængelig på Netflix i denne uge. Det viste sig at være sandt. Men kun hvis man bor i USA. I Danmark må vi desværre vente lidt endnu, før den dukker op på streaming. Jeg bekagler.

Biograffilm: 'Værn'


Tv-serie: 'Half Man'


Tv-serie: 'Your Friends & Neighbors', sæson 2


Biograffilm: 'Velkommen på Månen'


Tv-dokumentar: 'Velkommen til Pengeland'


Biograffilm: 'Dead Man's Wire'


Streaming

Hver uge samler kulturjournalist Tommy Grøn 10 bud på aktuelle serier, film, dokumentarer og andet, du bør streame netop nu. Udsendes hver fredag.