Så gik danske Ali Abbasi på den røde løber i Cannes og ind til premieren på sin ’Holy Spider’, der er udtaget til festivalens hovedkonkurrence, hvor Guldpalmen uddeles 28.maj. Se ham på den røde løber her.
Den iranskdanske instruktør Ali Abbasi er aktuel med filmen 'Holy Spider'. Han har tidligere instrueret 'Shelley' og 'Grænse'.
Halvvejs gennem festivalen ligger ’Holy Spider’ foreløbig lunt i svinget. Sammen med Cristian Munguis ’R.M.N.’, Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’ og van Groening & Vandermeersch ’The Eight Mountains’ er den blandt de film, jeg har holdt mest af. Der er stadig 11 film, der ikke har haft premiere endnu, så meget kan ske.
Ali Abbasi er født i Iran, og det er også der, ’Holy Spider’ foregår. Den udforsker den virkelige historie om en seriemorder, Saeed Hanaei, der har besluttet sig for at rydde gaderne for uværdige kvinder. Om dagen er han familiefar, om natten samler han prostituerede op på sin motorcykel for at dræbe dem. Han dræber dem, som havde han set Hitchcocks ’Frenzy’ (slipsemorderen), men Abbasis film læner sig mere mod film som ’Ondskabens øjne’ eller ’Se7ven’, hvor spillet mellem seriemorder og detektiverne er i centrum.
Still fra 'Holy Spider'
I ’Holy Spider’ er det en kvindelig journalist, der sætter sig for at afsløre den morder, som den patriarkalske ordensmagt ikke virker synderlig interesseret i at fange. Genistregen i ’Holy Spider’ er den nærmest bressonske detaljegrad i seriemorderens virke, og hvordan det mere er ham end kvinderne, vi som publikum bliver bedt om at følge og nærmest sympatisere med – lidt som det iranske samfund synes at gøre.
Der bliver næppe klappet ad Ali Abbasi i Iran, men det bliver der i Cannes, hvor instruktøren vandt Un Certain Regard for ’Grænse’, sidst han var her, og hvor han altså 28. maj potentielt kan vinde Guldpalmen.
’Holy Spider’ får premiere i danske biografer senere på året. Se traileren her.