Kære læser
Elsker du kunst og museer, men hader både du og dit januarbudget entrépriser? Så er der håb at hente.
For hvis du kender genvejene, kan du komme gratis på museum i København og omegn.
Ibyen viser vejen og har samlet et lynoverblik over ti museer og udstillingssteder med gratis adgang på udvalgte dage – eller ligefrem hver dag.
På den måde er der måske endda råd til en cortado og kardemommesnurre i museumscafeen og den der blå Matisse-plakat fra gavebutikken.
Og her kommer så en håndfuld anbefalinger til ugen i København.
OPLEV! Enten har du dem selv, eller også har du nok konsumeret en Édouard Louis-bog eller lignende om dem: Daddy Issues. Farrollen er ikke bare et gennemgående tema for dig og din petnat-drikkende vennegruppe, men også i samfundsdebatten og kulturen. I en ny gruppeudstilling på Gammel Strand i Indre By sætter 25 danske og internationale kunstnere farens rolle under lup. Udstillingen inviterer til kollektiv refleksion over fænomenet ’far’ med værker af blandt andre Tracey Emin, Kim Richard Adler Mejdahl, Adam Christensen og Dennis Oppenheim. Tag din far med i hånden eller sindet, når Gammel Strand torsdag 29. januar inviterer til udstillingsåbning, der er lovet tre timers banjo-performance, fjer, tjære og cowboys. Entré: 100 kr. Læs mere her.
Fernisering finder du også denne fredag 30. januar hos udstillingsplatformen Rum for Æstetik på Nørrebro. Her åbner en ny udstilling af den dansk-jordanske og palæstinensiske kunstner Banaan Al-Nasser. Under titlen ’In Memory of Home’ udforsker hun i en totalinstallation komplekse spørgsmål om fordrivelse, diaspora, nødhjælp og krig. Og du bliver som publikum inviteret ind til til at overveje din rolle i denne komplekse verden samt betydningen af at have et hjem. Fri entré. Læs mere her.
OPLEV! Nu kommer lyset. Sådan da. For er du ikke en af de lys-hungrende københavnere, der har rykket til Thailand eller Brasilien for at undslippe vintermørket, kan du glæde dig over, at byens mørke gader igen i år lyses op af Copenhagen Light Festival fra fredag 30. januar. Rundt omkring i det fri opstiller festivalen nemlig imponerende værker og installationer af lyskunst, lysdesign og lysende oplevelser. Og undervejs kan du også opleve alt fra korkoncert og danseforestilling til guidede ture og et lysløb.
Tag en kær i hånden og træd ud i mørket. Oplev blandt andet den tilbagevendende installation af en grøn laserstråle, der skærer gennem luften rundt omkring i byen, eller de 22 himmelvendte lyskegler, der lyser Christiansborg. I kan også traske mod Vestre Kirkegård, hvor tre lysværker er placeret, der alle kredser om fred i Europa. Se det store program her. Festivalen løber ind til 22. februar, og der er gratis adgang til at opleve værkerne. Læs mere her.
OPLEV! Vil du med til release party? Så har du chancen denne uge. Og det kræver hverken et medlemskab til SØ eller en særlig invitation. Fredag 30. januar inviterer to danske musikere, du gerne vil kende, nemlig til release party for ny musik. Skal du nå begge dele, skal du starte på Nørrebro-baren Kølsters Tolv Haner, hvor duon Gents fejrer udgivelsen af sit nye album ’Masculinity’. Der er lovet bobler, djs og mini livekoncert med et par akustiske numre fra det nye album. Fri entré. Læs mere her.
Derefter går turen mod baren Conga, som er en del af Nørrebro-natklubben Rust. Her inviterer musikeren Søren Michelsen, tidligere medlem i bandet Søn, til fejring af sin nye single med titlen, du måske kan relatere til: ’Gid jeg var en boomer’. Søren Michelsen spiller et par numre på baren, og du er inviteret til at komme og synge med – og skulle du have nogle boomer-bekendtskaber, opfordrer musikeren dig til at tage dem med i hånden. Fri entré. Læs mere her.
God fornøjelse!