Kære læser
»Jeg har lige meldt mig syg på arbejde i morgen«, afslørede en 21-årig supermarkedsmedarbejder til Ibyen, da han var ved at drikke sig »fuld nok til at feste deruaf« ved en stor funkfest med diskokugler på Litauens Plads.
Han trodsede som tusindvis af andre vejrudsigterne og begav sig ud på Vesterbro, hvor Distortion var tilbage med årets gratis gadefest efter sidste års Nørrebro-intermezzo.
Regnfrygten blev gjort til skamme, og Vesterbro blev varm – men noget var ikke helt som sidste år, sagde flere. Ibyen tog glimmer i ansigtet og var med til gadefest.
Og her kommer så en håndfuld anbefalinger til ugen i København.
OPLEV! Har du heller ikke helt givet op på dine højskoledrømme om at blive analogfotograf, eller mangler du bare inspiration til din semikunstneriske Instagram-profil bestående af madbilleder og thirst traps? Så er der festival for dig i denne uge, nemlig Copenhagen Photo Festival, hvor du kan udforske, hvordan billeder former måden, vi ser verden på. Det sker via udstillinger, talks, performances og events fra torsdag 11. til søndag 21. juni rundt omkring i byen og ved festivalens hjerte, Det Kongelige Teater, i Indre By. Her kan du for eksempel torsdag 11. juni komme til åbningsreception og drikke bobler, mens du kigger på udstillinger af fem fotografer, herunder den amerikanske kunstner Carolyn Drake, der giver sit bud på festivalens tema ’Forestillinger, scenarier’. Entre: 135 kr. Læs mere her.
Fotofestivalen indtager også Refshaleøen med udstillingsparken Vækst, Refshalevej 173C, hvor du gratis kan opleve fotokunst centreret omkring ungt talent og eksperimenter. I festivalens Futures Nordic Talent-program finder du blandt andre Liv Latricia Habel, der har skabt udstillingen ’Belonging’, om at genskabe forbindelsen med sine kulturelle og biologiske rødder. Oplev udstillingen 11.-17. juni. Læs mere her. I samme periode i udstillingsparken Vækst kan du opleve ung fotografi, når eleverne fra fotoskolen Fatamogana fremviser udstillingen ’City Paste’, kurateret af fotograf Fryd Frydendahl. Læs mere her. Og se hele festivalprogrammet her.
SE! Har du mest af alt bare lyst til at stene til en film frem for at spille smart på La Banchina, selv om solskinnet også frister? Så hop op af hullet i din Omhu-sofa og kør mod Banegaarden i Jernbanebyen på Vesterbro, der hele sommeren inviterer til den populære eventserie Sommerbio – gratis film under åben himmel. Programmet starter denne weekend med tre ret så forskellige film af slagsen. Lørdag 13. juni står den nemlig på rotte-baskeren ’Ratatouille’ og Heath Ledger-romcomen ’10 Things I Hate About You’, mens søndag 14. juni byder på den iranske film ’En lille bid af kagen’. Kvit og frit, men først til mølle. Læs mere og se resten af sommerens program her.
Foretrækker du biografmørket, kan du også sætte dig til rette i Empire Bio på Nørrebro, der onsdag 10. juni danner rammen om en dag dedikeret til nye stemmer i dansk film. Her kan du nemlig komme til premiere på film fra eleverne på den eftertragtede filmskole Super16. Filmene vises i blokke, så du får altså tre af slagsen på én gang, der handler om alt fra en lovlydig sanger i et lokalt frikirkeband til en børnetegning, der ender som bevismateriale i en trivselssamtale. Visningerne er gratis, men book en billet. Læs mere her. Og efter visningerne er der desuden efterfest på Jolene i Kødbyen.
OPLEV! Det var med sprittusch på kisten, dj-pult og store klapsalver, da hiphop-pioneren, produceren og dj’en Phase 5, Henrik Marquart, for et par uger siden blev bisat i en fyldt Vor Frelsers Kirke med efterfølgende fest på Christiania. Fredag 12. juni kan du være med til at hylde Phase 5, når Pumpehusets Byhave på Vesterbro omdannes til ’’et urban street party’. »En dag med musik, kærlighed, fællesskab og gode vibes — præcis som han ville have ønsket det«, lyder det fra arrangørerne. Dj-listen er lang, og på den finder du blandt andre dj Cutfather, dj Noize, Chief 1, John Vincent og Clemens. Fri entré. Læs mere her.
Gratis musikoplevelser denne uge finder du også på Christiania, når der denne søndag endnu engang er gratis søndagskoncerter på Nemoland. Det er Elias Rønnenfelt, der står på scenen, nok bedst kendt som sanger i Iceage, der netop har udgivet sit sjette og »sjoveste album til dato«, som det lyder i en femhjertet anmeldelse fra Politikens Pernille Jensen. Samme aften kan du også opleve duoen Snuggle, der blandt andet er aktuelle på årets Roskilde Festival, Smukfest og Øhavet denne sommer. For nylig talte Ibyen med Snuggle om deres egne festivaloplevelser. Læs interviewet inden koncerten, som desuden er gratis. Læs mere her.
God fornøjelse!