Kære læser
Du kender til brat summer og Krøyer-sommer. Men hvad med Tonny-sommer?
Ja, nogle har døbt sommeren 2026 efter Mads Mikkelsen-karakteren Tonny fra ’Pusher’-filmene.
Det skyldes blandt andet, at Instagram har været rodet til med cigaretter, uæstetisk mad og rødvinsplettede caféborde. Københavnerne har omfavnet kaosset, og det er næsten ligefrem blevet smart at spise fransk hotdog og drikke Cocio på dåse.
Hvad er det lige, det handler om? Læs med her.
Og her kommer en håndfuld anbefalinger til ugen i København.
OPLEV! Vil du gerne omfavne efteråret, men går din idéudvikling i stå ved pumpkin spice latte og reality-tv? Så søg mod Cinemateket i Indre By, der denne uge tager hul på filmfestivalen ’Arabiske stemmer 2026’. Fra tirsdag 15. til søndag 27. september kan du søge ly fra det grå vejr i biografmørket og opleve nogle af de mest omtalte og ambitiøse filmværker fra Nordafrika og Mellemøsten lige nu. Programmet giver plads til filmskabere, som insisterer på at fortælle deres egne historier fra regionen, og som nægter at lade sig reducere til forsimplede nyhedsoverskrifter.
Denne uge kan du blandt andet se dokumentarfilmen ’Little Sinner’, der gennem 20 års personligt arkivmateriale skildrer en syrisk kvindes lange rejse fra Damaskus til Danmark, hvor fortiden kaster lange skygger. Det sker onsdag 16. september, hvor du efter visningen kan møde filmens hovedperson og medinstruktør Daro Hansen. Læs mere her. Og se så det fulde program for Arabiske stemmer her.
OPLEV! Skal du bruge efteråret på endelig at indfri dit nytårsforsæt om at blive en edgy københavner med ladcykel, farvet hår og smag for avantgarde og elektronisk musik? Lidt af det har du mulighed for denne uge, når der er seje og rå musikarrangementer i byen. For eksempel på undergrundsspillestedet Mayhem på Ragnhildgade mellem Østerbro og Nørrebro. Her inviterer pladeselskabet Janushoved til 12-års jubilæum fredag 18. september med koncerter og dj-set fra nogle af pladeselskabets musikere såsom Hasfeldt, Internazionale og Kristian Alexander. Entré: 100 kr. Læs mere her.
Undergrundsagtigt bliver det også på Nørrebro på spillestedet Alice denne uge. Lørdag 19. september lægger den venezuelanske producer Safety Trance nemlig vejen forbi med dekonstrueret latinamerikansk klubmusik og vilde visuals. Selv om musikken kommer fra undergrunden i Caracas, har den opnået international anerkendelse og gjort, at gæster som Arca, Eartheater, Sega Bodega og Six Sex har fundet vej til Safety Trances seneste album. Altså et ret sejt selskab, hvis du skulle være i tvivl. Heva Vaupel varmer op. Entré fra 175 kr. Læs mere her.
FEST! Du er modvilligt kommet på fornavn med dørpersonalet på din stamnatklub, og trænger til luftforandring i nattelivet. Vi har dig, for selv om København er en landsby af en storby, og du måske føler, at festen for dig ikke findes, kommer her tre ret alternative festbud til weekenden.
Start weekenden på Gråbrødretorv. Ja, det der torv midt i Indre By, hvor man kan få en cafeburger uden spor af brioche og nachos med kylling. Her er nemlig åbnet en ny bar, Echo, der har dedikeret sig til festkonceptet, mange elsker, men nok også lige så mange elsker at hade: silent disco. Det sker hver fredag og lørdag med headsets til 200 gæster, to forskellige dj-kanaler at vælge mellem og fri entré. Læs mere her.
»Prost!« kan du råbe denne uge på Rådhuspladsen uden at stikke synderligt ud fra mængden. Der er nemlig Københavns Oktoberfest torsdag 17. til lørdag 19. september. En tyrolerfestival med plads til 2.000 gæster, bayersk øl serveret i literkrus, schlager-musik og lederhosen. Entré fra 50 kr. Læs mere her.
Træt af prætentiøs techno? Så moonwalk væk fra din go to-technoklub og mod Absalon på Vesterbro fredag 19. september, hvor der er ’Guilty Pleasure Musikbanko’ efterfulgt af ’Skamløs fest’. Aftenen er dedikeret til alle de sange, som du synger med på i smug under bruseren. »No shame. Just guilty pleasures«, står der i invitationen. Det er Instagram-trioen ’Piger med plot’, der inviterer til fest. Entré fra 50 kr. Læs mere her.
God fornøjelse!