Kære læser,
Tillad mig at indlede nyhedsbrevet med lidt fundamental klimafysik om Jordens energibalance, eller rettere ubalance.
Med et klima i balance udsender Jorden lige så meget varmestråling til rummet, som vi modtager fra vores stjerne, Solen. Den balance har vi mennesker ødelagt med vores udslip af CO2, metan og lattergas. Drivhusgasserne lader det ultraviolette lys fra Solen passere ned til overfladen, men fanger en lille del af den infrarøde stråling, som ellers var blevet reflekteret tilbage fra Jorden til verdensrummet.
Så skulle man tro, at ubalancen i planetens energiregnskab ville stige i et jævnt tempo, i takt med at vores udslip får koncentrationen af drivhusgasser til at stige.
Derfor havde den danske professor Torsten Mauritsen svært ved at tro på det, da beregninger for fire år siden begyndte at vise en pludselig stigning i ubalancen i energiregnskabet. Siden er den tredoblet, hvilket ingen af forskerne havde set komme.
Først for ganske nylig blev Torsten Mauritsen ved en workshop for 40 eksperter på et sydtysk slot overbevist om, at målinger og beregninger holder vand. Men en entydig og god forklaring på stigningen har forskerne ikke, selv om nogle af elementerne er kendt.
Derfor frygter Torsten Mauritsen og de øvrige klimaforskere, at opvarmningen af kloden kommer til at gå endnu hurtigere, end de hidtil har forudset. Hvordan det hænger sammen, kan du læse i min forsideartikel. Den byder også på en sarkastisk professor og en forklaring på, hvor al den ekstra varme bliver af.
Desuden indeholder artiklen en omtale af en kommende El Niño. Den skal vi desværre nok komme til at høre mere til, hvis den som forudset fører til markante temperaturrekorder mod slutningen af året.
Storbritannien havde også sagt nej til altan-solceller. Så kom Iran-krigen
»Nogle gange skal der en god krise til, før træge bureaukratier for alvor rykker sig«.
Sådan indleder Lars Dahlager sin artikel om den muligvis eneste positive konsekvens af krigen i Iran, hvor det i skrivende stund endnu er svært at forudsige, hvad udfaldet bliver af den to dage gamle våbenhvile. Nemlig at flere lande accelererer investeringer i grøn energi for at slippe fri af fossilerne.
Lars nævner blandt andet Storbritannien, hvor såkaldte altan-solceller, små og simple solcellepaneler, der helt enkelt sættes i en stikkontakt, ligesom herhjemme har været forbudt på grund af strenge sikkerhedskrav. Men nu er briterne vendt på en tallerken for at skaffe mere energi.
Eske Willerslev havde jord fra Påskeøerne under neglene, da mine kolleger besøgte hans kontor.
Eske Willerslev finder gammel plante-dna for at sikre afgrøderne mod ændret klima
Danmarks absolutte stjerneforsker, Eske Willerslev, har fået en ny mission. På blot syv år vil han samle et katalog over plantegener, som kan sørge for, at der stadig er mad at spise, selv hvis vores udslip af drivhusgasser får klimaet til at gå amok. Derfor rejser han rundt til forskellige dele af verden og stikker fingrene i den lokale muld for at samle gener fra fortidens planter til sit katalog.
»Naturen har i virkeligheden selv koden til, hvordan man tilpasser sig klimaforandringerne, fordi den har prøvet det mange gange før gennem millioner af år«, siger han i et interview med min kollega Sara Wilkins.
Der er store forsinkelser i den planlagte udbygning af elnettet, og det bliver kritiseret af Rigsrevisionen.
Rigsrevisionen kritiserer Energinet og Klimaministeriet
For halvanden måned siden skrev jeg om Lidl, som ikke kan få strøm til at oplade ellastbiler ved sit distributionscenter i Kolding. Elnettet er presset til sidste elektron under spidsbelastning, og elselskaberne frygter sammenbrud, hvis de kobler flere kunder på.
Siden har statens energiselskab, Energinet, indført et midlertidigt, fuldstændigt stop for nye kunder, mens elselskaberne forsøger at lægge en plan for, hvordan de med størst fornuft vælger de virksomheder, som får adgang til nettets begrænsede kapacitet.
I går kom Rigsrevisionen og statsrevisorerne så med en skarp kritik af Energinet for at ikke have udbygget nettet i tide og af Klimaministeriet for ikke at have holdt tilstrækkeligt øje og grebet ind.
»Energinet har systematisk undervurderet, hvor lang tid det tager at gennemføre deres projekter«, lyder hovedkonklusionen.
Detaljerne finder du i Lars Halskovs artikel.
Middelgrundens Vindmøllelaug tilbyder sammen med rederiet Spar Lystfiskeri nu ture ud til de gigantiske havvindmøller, som står på rad og række ude foran København (arkivfoto).
Vindmøller som turistattraktion
Jeg har netop haft et kort ærinde på Strøget og for Gud ved hvilken gang undret mig over mængden af turister i København. De fleste ankommer med fly, som udgør en kæmpe klimabelastning.
Hvis vindretningen er den rigtige, er de landet i Kastrup fra Øresund, og her har de haft udsigt til vindmøllerne på Middelgrunden, som er blevet et af hovedstadens vartegn. Og står det til det lav, som driver møllerne, skal møllerne også udgøre en turistattraktion. Lavet er begyndt at arrangere vindmøllesafari med afgang fra centrum i en turbåd med opvarmede kahytter.
»Vi håber, det er noget, der på sigt kan markedsføre København«, siger møllelaugets formand, Erik Christiansen.
Det er hyggeligt men også nervepirrende at tage på togrejse ud i Europa, skriver Lasse Fogsgaard, som sammen med familien på dette billiede er nået til hovedbanegården i Zürich på vej hjem fra de tre dale i Frankrig.
Tog-glad familie udfordret: »Næste gang tager vi fandeme flyveren«
Som daglig togpendler og med en fortid, hvor jeg blandt andet skrev hundredvis af artikler om jernbane for Ingeniøren, er mit forhold til skinnebåren transport snarere konfliktfyldt end romantisk. Men at tage toget er unægtelig det klimavenlige valg, og videnskabsredaktør Lasse Fogsgaard er en af dem, som holder af den rejseform.
Selv en tilhænger kan dog få nok af forsinkelser, missede skift og gamle vogne, når de nye bryder sammen. Lasse sammenligner med Stockholm-syndromet, hvor et gidsel kan forelske sig i sin gidseltager. Det var familiens oplevelser, som fik hans hustru til at udbryde: »Næste gang tager vi fandeme flyveren«. Alligevel er han sikkert at finde i et tog på sin næste rejse.
»Men for dælen, hvor skal der strammes op i Danmark og Europa, hvis der skal komme gode oplevelser ud af det«, konkluderer han.
En anden mulighed for at rejse grønt er naturligvis at tage elbilen. En FDM-medarbejder kørte sammen med en ven til Alsace i påsken, han selv i elbil, vennen i benzinbil. Dernæst regnede de ud, hvor mange penge det havde kostet dem henholdsvis at lade og tanke. Svaret kan du se i den øverste af de artikler, jeg har lagt nedenfor.
Til den kommende uge har jeg skrevet om, hvorfor det er en umådeligt dårlig idé at sænke afgifterne på benzin og diesel. Sammen med resten af redaktionen kommer jeg også til at vende tilbage til et af de store valgtemaer, Danmarks svineproduktion. Måske kan forbedringer af den skrives ind i et regeringsgrundlag, som i skrivende stund ikke ser ud til at lande foreløbig.
Tak for at læse med og husk, at vi meget gerne tager imod tip til de grønne historier, vi har overset.