Når et barn fødes, slipper moren sjældent for et par sting eller flere bagefter.
Men hvordan påvirker en fødselsbristning den enkelte kvinde i efterfødselstiden? Og hvad med behandlingen – er den, som den skal være?
Selv om bristninger rammer omkring 35.000 kvinder årligt alene i Danmark, mangler der stadig viden om konsekvenserne af at få den type fødselsskade. Hverken herhjemme eller i udlandet er det noget, forskere for alvor er gået ind i.
I hvert fald ikke før nu.
I løbet af kort tid er der nemlig udkommet tre studier her i Danmark, alle fra Herlev Hospital, hvor en forskergruppe har besluttet at undersøge forskellige aspekter af fødselsbristninger.
Min gode kollega Signe Thomsen er kvinden, der har talt med forskerne.
»Vi har så meget fokus på, hvordan vi forbereder kvinden rigtig godt på selve fødslen, men så snart hun har født, så er det, som om vi ikke helt kan finde ud af, hvordan vi skal hjælpe hende«, siger Lærke Vinberg Moestrup, der er jordemoder og ph.d.-studerende og forfatter til et af studierne.
»Jeg har kæmpet med en enorm berøringsangst; jeg har ikke haft lyst til hverken at se det eller røre ved det dernede. Psykisk har det fyldt meget, men jeg har fået det bearbejdet nu«, siger Sarah Cholewa, 30 år og mor til Bertha på 3 år og Agnes på 1 år.
»Det gjorde VANVITTIGT ondt i ugerne efter. Jeg måtte sidde på halebenet de få gange, jeg forsøgte at sidde op. Der gik en hel måned, før jeg kunne gå den første korte tur med barnevognen. Jeg var meget hæmmet af tyngdefornemmelse og smerter, selv om jeg fik både Panodil og ibuprofen fast i fire uger«, siger Ida Anna Jacobsen Kæmmer, 31 år, mor til Ella på 3 år.
»Jeg græd simpelthen så meget, og da vi kom hjem, råbte jeg ind i et håndklæde ude på badeværelset. I smerte og frustration. Jeg forsøgte at kigge dernede med et spejl, men hvad skulle jeg forvente? Hvordan skulle mit underliv se ud, når jeg lige havde født«, siger Camilla Juul Kjærgaard, 36 år, mor til Julian på 1 år.
Jeg fortsætter min serie om den store danske forekomst af kræft.
For sandheden kan være ilde hørt.
I Politikens artikler har en håndfuld eksperter forklaret, at den store danske kræftforekomst skyldes »groft sagt vores livsstil. Altså, kost, inaktivitet, alkohol – og så rygning, rygning, rygning«, som professor Janne Tolstrup formulerede det.
Det fik en hel del læsere til tasterne på sociale medier og i mails til Politiken.
»Jeg er lidt træt af, at det ofte kun reduceres til et spørgsmål om livsstil. Kan det være rigtigt? Nu bliver det jo anekdotisk, men man begynder at tænke på, om der er noget i vandet, noget i luften«, skrev Cecilie M eksempelvis i en mail.
Derfor tog jeg fat i en af landets absolut førende forskere i årsager til kræft, supernørden (se foto af hans kontor i artiklen) Johnny Hansen.
Han ved alt, ikke kun om de faktorer i vores livsstil, der kan forårsage kræft, men også alt det andet – pesticider, noget i arbejdsmiljøet, stråler, kemikalier. Og han kan om nogen sætte proportioner på.
Eksempelvis har svejsere 50 procent forøget risiko for lungekræft – trods værnemidler. Alligevel er der kun et par tilfælde af lungekræft blandt svejsere. Fordi der ikke er så mange.
Så når et lands samlede kræftforekomst skal undersøges, handler det om at se på, hvad der er meget kræftfremkaldende, hvor mange der er udsat for det, og hvor længe folk er udsat for det.
Regeringen vil over ti år indføre gratis tandlæge til alle voksne danskere. Det lyder dyrt. Og som en gave, der vil kræve mere end blot penge.
Jeg har talt med Esben Boeskov Øzhayat, professor i samfundsodontologi på Københavns Universitet, altså læren om tandsundhed i et samfundsperspektiv, om gaven.
Han mener, at det enten er en større gave til danskerne, end de fleste forestiller sig. Eller også er det et politisk blufnummer.
Og så fortæller han, at mange gør én ting, når de møder ham.
Det var alt for denne gang.
Som altid: Pas godt på dig selv og folk omkring dig.