Journalist og krimiforfatter Kim Faber spillede fodbold i Fælledparken. Han var lige ved at miste bolden og smed sig ned i en glidende tackling. Og vågnede på gulvet.
Bevægelsen i drømmen var blevet til en bevægelse i virkeligheden.
Sådan opfører kroppen sig ellers ikke. I den del af søvnen, REM-søvn, hvor vi drømmer, er vores muskler lammede. Vi ligger stille, mens vi drømmer, at vi foretager os dette eller hint. Kun vores øjne bevæger sig under øjenlågene.
Det viste sig, at de særlige bevægelser i søvne var fortegn på den Parkinsons sygdom, han siden blev diagnosticeret med.
Forskerne har i stigende grad fundet ud af, at vores søvn er direkte forbundet med vores sundhed, og hvordan fysiske, psykiske sygdomme og egentlige søvnsygdomme er forbundet med søvnen.
Det kan du læse om i den serie om søvn, som Politiken netop har startet.
Poul Jennum er klinisk professor i neurologi og neurofysiologi samt overlæge på Dansk Center for Søvnmedicin på Rigshospitalet. Han siger, at der er sket en »revolution« i søvnforskningen.
»Vi er gået fra blot at have haft en fornemmelse af, at søvnen måtte være vigtig for os mennesker og vores helbred, til at vi i dag ved, at der er særlige sygdomme, der er knyttet til vores søvn. Og vi kan forklare det på detaljeret niveau og i visse tilfælde på molekyleniveau«, siger Poul Jennum, der kan betegnes som dansk søvnforsknings grand old man.
Undersøgelser viser, at flere og flere oplever dårlig søvn. Det giver de i hvert fald udtryk for, når de bliver spurgt i spørgeskemaundersøgelser. Men professor Birgitte Rahbek Kornum advarer mod at tro, at flere faktisk søver dårligere. Nogle kan skyldes egentlig dårligere søvn, eksempelvis fremkaldt af skærme.
Men alene det, at vi taler så meget som søvn, som vi nu har gjort i nogle år, kan også føre til, at nogle tror, at deres søvn ikke er god nok.
»Ingen kan ædrueligt sige, hvor meget af de oplevede søvnproblemer og problemer med søvnkvalitet i Danmark og internationalt der skyldes det øgede fokus«, siger hun.
Kan du huske bogen ’Tarme med charme’?
Det var den tyske læge og forsker Giulia Enders, der havde skrevet den, og nu er hun klar med opfølgeren til den 12 år gamle klassisker. Den nye bog har titlen ’Organisk’ og er inddelt i fem hovedkapitler, der sætter spot på hver sin del af kroppen: lungerne, immunforsvaret, huden, musklerne og hjernen.
Politikens journalist Signe Thomsen har mødt forfatteren og fået gode råd til, hvor vi alle kan passe på de fem vitale dele af kroppen.
Om lungerne siger hun:
»Vores lunger er fuldstændig essentielle for, at vi kan leve«.
Om immumforsvaret siger hun.
»Vidste du forresten, at kartofler, ris, nudler og den slags er sundere, når du spiser dem kolde? Det er guf for tarmbakterierne, fordi stivelsen ændrer sig, når maden køler ned«.
Om huden har hun fået to indsigter og siger:
»Den anden indsigt handler om berøring. Jeg er begyndt at røre andre mennesker mere – give knus, lægge en hånd på skulderen og den slags. Det er så gavnligt for begge parter«.
Om muskler siger hun:
»Da jeg læste om motion og immunsystemet, besluttede jeg at finde en sport, jeg syntes om«.
Om hjernen siger hun:
»Den gør ingen nytte uden de andre organer«.
Hvis ikke du kender Politikens sundhedspodcast med professor Bente Klarlund Pedersen og journalist Pelle Hvenegaard, så skal du gå i gang.
I nu to sæsoner af ’Vi henter Bente’ får du viden om alt fra kosttilskud, motion, sex, kost og vaneændring.
Seneste afsnit handler om overgangsalderen, der rammer nogen hårdere end andre. Men livsstilen kan have en indflydelse. Klinisk professor Ellen Løkkegaard har bud på, hvad du selv kan gøre, hvis du oplever symptomer.
Så lyt med og bliv klogere på et hot emne.
Det var blot et highlight over, hvad Politiken på net og print har bragt om sundhed. Husk følg med på alle kanaler og platforme, hvis du vil oplyses.
Og som altid, pas godt på jer selv og hinanden.