Kære læser
Hvis du slapper mere af ved at vandre en tur end ved at ligge stille på en solseng i din ferie, er du langt fra den eneste. Ifølge en række danske rejsebureauer, som Politiken har talt med, er der en stor stigning i interessen for såkaldte ’træningsrejser’.
I en undersøgelse lavet af Apollo Rejser i januar 2026 svarer 48 procent af de adspurgte danskere, at de kunne tænke sig at tage på en træningsrejse. I denne uges nyhedsbrev kan du derfor finde inspiration til rejser, hvor du ligger alt andet end stille.
Personligt er jeg dog ikke sikker på, at jeg turde begive mig ud på en vandretur hen over bjergkæden Dolomitterne i det nordlige Italien som min kollega Lars Igum Rasmussen. Hans beskrivelser får angstens sved til at løbe koldt ned ad ryggen på mig: »Med handsker på hænderne holder jeg særdeles godt fat i en fingertyk stålwire, boltet dybt ind i klippevæggen. Mine vandrestøvler hviler på klipperne, ryggen læner sig ud over afgrunden og et måske 50 meter frit fald«, skriver han i sin reportage.
Og jeg tror heller ikke, jeg ville overleve en tur op – eller for den sags skyld ned – ad et fransk bjerg, som Sara Krog beskriver det: »For mit indre blik kan jeg se, hvordan de professionelle ryttere ligger i asfalten efter styrt. Jeg kravler bogstavelig talt ned. »Det er faktisk nok farligere, at du kører så langsomt«, siger min kæreste til mig«.
Så er jeg måske mere til en flad cykeltur på et dansk dige eller en vandretur på en græsk ø.
God rejse- og læselyst