Kære læser
Det er lidt en uheldig tendens, at vi ofte tror, de store eventyr kun findes langt væk fra hverdagen, langt væk fra, hvor vi bor. Det er ikke sandt. Hvis vi opsøger dem, dukker de op lige for snuden af os. Eksempelvis på Kullaleden. En 70 kilometer lang vandrerute, der går fra Helsingborg i syd langs kysten op til spidsen af klippehalvøen Kullen og tilbage langs nordsiden af halvøen til den lille by Utvälinge. Hvordan du gør, og hvad du kan opleve, har vi skrevet om i denne uge.
En anden form for eventyr kan findes ved de danske åer, søer og kyster. Det har medlemsbladet Sportsfiskeren skrevet om i 100 år, og den store tendens i de seneste mange år er netop at gøre fisketuren til meget andet end bare en fisketur. Igen: De store oplevelser, eventyret, findes der, hvor du vil have det til at være. Og det har en helt særlig gruppe lystfiskere altså taget til sig.
Uden for landets grænser venter der grænseoverskridende oplevelser – et eventyr for den bjerglystne, på gæstehotellet Aescher – der ligger i de nordøstlige schweiziske alper og kun kan nås til fods. Beliggenheden på kanten af en stejl bjergvæg er ikke hverdagskost for europæiske overnatningssteder.
God rejse- og læselyst