Kære læser
Der er sandsynligvis mange af jer, der lige nu holder efterårsferie – måske bare hjemme eller i sommerhus eller længere væk. Hvis I læser dette nyhedsbrev, mens I holder ferie, skal I måske overveje at tage på skærmfri ferie. Det gjorde en familie fra Silkeborg for et par uger siden, og det blev et sjovt eksperiment for familien, der inkluderer to drenge, der elsker at game. Min kollega Tina Krongaard har talt med familien før og efter ferien.
På dette tidspunkt af året er der rigtig mange familier, der kigger frem mod vintermånederne i starten af 2027 og overvejer en tur på ski. Men måske burde flere overveje en sneferie i stedet. Her prøver man at stå på ski, men man laver også andre ting i sneen. Sådan en tur havde jeg med mine børn sidste vinter, hvor vi udforskede en svensk destination og brugte dagene på meget andet end skiløb.
Og så til en lidt kedeligere nyhed: Klimarådet har udgivet en rapport, der viser, at passagerafgiften, man betaler for at flyve fra en dansk lufthavn, skal være langt større, hvis det skal få danskerne til at flyve mindre. Det nuværende niveau batter ikke noget.
God rejse- og læselyst