Kære læser.
Dagens nyhedsoverblik begynder med et dødsfald: Peter Lund Madsen er i dag død. Han er kendt for sin værtsrolle i blandt andet Hjernekassen på P1, hvor han i selskab med gæster talte om svære videnskabelige dilemmaer og emner.
I Gaza er Al Jazeera-journalisten, Anas al-Sharif, sammen med fire af sine kollegaer, blevet dræbt i et israelsk angreb. Herhjemme har Højesteret afvist drabsdømte Peter Madsens sag om sendte kærestebreve. Og så er tre personer blevet tiltalt for at ødelægge et søkabel i Østersøen.
Peter Lund Madsen er død
Lægen, psykiateren og tv-personligheden Peter Lund Madsen – populært kaldet Hjerne-Madsen – er død i en alder af 65 år, oplyser hans familie til Ritzau mandag.
Peter Lund Madsen var på vej på cykel fra Havnsø til København, da han tilsyneladende fik et ildebefindende. Forbipasserende fandt ham i vejkanten og alarmerede politiet. Han blev fløjet til Rigshospitalet, men var død ved ankomsten.
Peter Lund Madsen specialiserede sig som læge i hjernen og fik blandt andet en doktorgrad for sine studier af hjernens blodomløb og forandringer ved forskellige bevidsthedsniveauer. Han blev vært for tv-programmet ’Hjerne-Madsen’ i 1998 og blev kendt for at kunne formidle ofte svært tilgængelige videnskabelige emner på en letforståelig og underholdende måde. Han har siden også lavet både radio og teater om videnskabelige emner, og ofte skete det i selskab med broren Anders. Han bestyrede ved sin død radioprogrammet ’Hjernekassen’ på P1, der senest udkom tirsdag i sidste uge.
- Portræt:»Det er noget, man skal lære og vedligeholde. Ellers er det svært at give sig hen til det«
- En »mesterlig formidler« fylder 60:Havde uheldet været ude, kunne Peter Lund Madsen meget vel have været Danmarks første coronapatient
Fremtrædende journalist og fire af hans kollegaer dræbt i israelsk angreb
En journalist for det arabiske medie Al Jazeera er søndag blevet dræbt i et angreb i Gaza By, skriver Israels militær, IDF, i et opslag på X, mens direktør for al-Shifa-hospitalet fortæller det til Al Jazeera. Der er tale om den 28-årige journalist Anas al-Sharif.
IDF hævder, at journalisten var en del af den militante Hamas-bevægelse.
»Anas al-Sharif var leder af en terrorcelle i terrororganisationen Hamas og var ansvarlig for at fremme raketangreb mod israelske civile og soldater fra IDF«, skriver militæret i opslaget.
Irene Khan, der er FN’s særlige rapportør for ytrings- og meningsfrihed, kaldte i samme måned de israelske beskyldninger mod journalisten for ubegrundede, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Ekspert:»Det virker, som om demonstrationen har fået et nøk op i vrede«
- Erklæring:Australien vil anerkende en palæstinensisk stat
- Følg udviklingen: Læs Politikens live-artikel om udviklingen i Mellemøsten
Drabsdømte Peter Madsen får nej til Højesteret i sag om kærestebrev
Landets øverste domstol, Højesteret, kommer ikke til at forholde sig til sagen om tre kærestebreve, som den drabsdømte Peter Madsen har sendt fra fængslet uden tilladelse. Procesbevillingsnævnet har afvist, at sagen må komme for Højesteret, oplyser Peter Madsens forsvarsadvokat, Tobias Stadarfeld.
Sagens omdrejningspunkt er en lov fra februar 2022, som forbyder livstidsfanger og visse forvaringsdømte at skrive breve til personer, som de ikke kendte, før de blev varetægtsfængslet, i de første 10 år af deres afsoning. Hvis man skal sende breve til personer, man ikke kendte på forhånd, skal Kriminalforsorgen give grønt lys til det.
Nu planlægger Peter Madsen og hans advokat i stedet at gå videre med sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Her vil det være op til domstolen, om den ønsker at tage sagen op. Det vides ikke, hvornår Menneskerettighedsdomstolen afgør det.
- Retsmøde:Livstidsdømte Peter Madsen taber sag om breve til forlovet
- Debat: Advokat sammenligner Peter Madsens afsoning med russiske forhold
Tre personer er tiltalt i finsk sag om kabelbrud i Østersøen
Tre personer er mandag blevet tiltalt i en sag om kabelbrud i Østersøen, skriver den finske anklagemyndighed i en pressemeddelelse. Myndigheden har rejst tiltale mod en kaptajn samt en første- og andenstyrmand på tankskibet ’Eagle S’ for »groft hærværk og grov forstyrrelse af kommunikationslinjer«.
Det oplyses i pressemeddelelsen, at skibet ’Eagle S’ mistænkes for at have beskadiget fem undersøiske kabler i Den Finske Bugt ved at slæbe sit anker hen over havbunden i cirka 90 kilometer. De tiltalte nægter sig skyldige. Ifølge anklagemyndigheden mener de tiltalte desuden, at Finland ikke har jurisdiktion i sagen, fordi skaderne på kablerne er sket uden for finsk territorialfarvand.
Den seneste tid har der været meget opmærksomhed på undersøiske kabler i Østersøen efter flere hændelser med beskadigede kabler. I flere tilfælde er kablerne blevet beskadiget ved, at et skibs anker er blevet trukket hen over havbund og kabler – nogle gange ved et tilfælde, andre gange mistænkes det for at være bevidst.
- Ekspert: Finnerne har haft en klar plan for at kunne udføre »spektakulær operation«
- Ekspert:»Finland sender et kraftfuldt signal«
Bezzerwizzer-quizzen i dag stiller spørgsmålet: Hvor mange ben har en husstøvmide, som der er mange af i sengetøj og gulvtæpper?