Kære læser.
I dag kan du få overblik over følgende historier:
- Den tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen har vundet en sag over advokat Yvonne Frederiksen i Højesteret.
- EU-aftale letter virksomheders byrder fra regler for bæredygtighed
- Europas skjulte hiv-krise: Mange får diagnosen alt for sent
- Den planlagte EuroNight-nattogsrute, som skulle starte i maj næste år, er blevet aflyst
God læselyst!
Jes Dorph vinder i Højesteret
Den tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen har vundet en sag over advokat Yvonne Frederiksen i Højesteret. Det betyder, at hun skal betale ham en erstatning på knap to millioner kroner, afgør Højesteret.
Sagen udspringer af en krænkelsessag på TV 2, som advokaten i 2020 blev sat til at gennemføre en undersøgelse af. Mens undersøgelsen blev foretaget, fik Yvonne Frederiksen henvendelser fra to tidligere praktikanter på TV 2, der berettede om episoder, der havde fundet sted i 2001 og 2003 og involverede Jes Dorph. Efter advokatundersøgelsen blev Jes Dorph fyret fra sin stilling i det produktionsselskab, som leverede ’Go’ Aften Live’.
Yvonne Frederiksen konkluderede på baggrund af undersøgelsen, at der var et sagligt grundlag for at fyre Jes Dorph. Men undersøgelsen var i strid med de principper, som kaldes for ’god advokatskik’. Det har først Advokatnævnet, siden Østre Landsret og senest Højesteret slået fast i en anden sag. Højesteret finder blandt andet, at Yvonne Frederiksen ikke havde haft tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at Jes Dorph havde begået seksuel chikane i de to episoder fra 2001 og 2003.
- Læs også: Jes Dorph tabte spektakulær #MeToo-sag. Men spørgsmålene hober sig op
- Efter fire dage i retten: Her er de centrale citater i Jes Dorph-sagen
EU-aftale letter virksomheders byrder fra regler for bæredygtighed
Det har været en træls opgave for mange småvirksomheder. Men nu kommer noget så sjældent som et stykke med afbureaukratisering fra EU: Størstedelen af virksomhederne i Europa kan se frem til at slippe for arbejdet og omkostninger ved rapportering af bæredygtighed, efter at der er indgået en aftale natten til tirsdag.
Aftalen betyder, at kun virksomheder med flere end 1.000 ansatte og en årlig omsætning på over 450 millioner euro – svarende til 3,36 milliarder kroner – skal rapportere om bæredygtighed: »Der er nu indgået en stor aftale med massive byrdelettelser for dansk og europæisk erhvervsliv. Byrder for milliarder forsvinder nu. Det danske EU-formandskab har sikret aftalen«, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S).
Lempelserne kommer efter bekymringer for, at EU’s bureaukrati kan hæmme konkurrenceevnen i forhold til konkurrenter. For danske virksomheder skrumper mængden af byrder med 95 procent i forhold til det oprindelige forslag. Alene i Danmark svarer det til, at danske virksomheder fremover vil spare mindst seks milliarder kroner i administrative omkostninger om året. Omnibus 1-forslaget har undervejs i lovgivningsprocessen mødt modstand i EU-Parlamentet, hvor De Grønne og venstrefløjen har udtrykt bekymring for, at regelforenklingerne vil gå ud over den grønne dagsorden.
- Erhvervsledere: »Måske er Trump i virkeligheden den største gave til Europa«
- Verbal kindhest: Vismanden advarede Europa mod en stille død. Nu giver han ny lussing til Bruxelles
Europas skjulte hiv-krise: Mange får diagnosen alt for sent
Europa står midt i en overset sundhedskrise. Ifølge en ny rapport fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) og WHO blev over halvdelen af alle hiv-diagnoser i 2024 stillet, efter at patientens immunsystem allerede var blevet markant svækket af sygdommen: »I Europa var 48 procent af de mennesker, der fik diagnosen hiv, allerede i et sent stadie«, mener sundhedsekspert i ECDC, Juliana Reyes.
Forsinket diagnose betyder ikke blot øget dødelighed og potentiel udvikling af aids – det er også en katalysator for videre smitte, når mennesker i måneds- eller årevis går rundt uden at vide, at de kan smitte andre. Situationen er mest alvorlig i Østeuropa. Her vurderes andelen af sene diagnoser at ligge omkring eller over 60 procent i flere lande.
Der kan være mange årsager til, at diagnoser kommer sent, forklarer Juliana Reyes: »Nogle ser ikke sig selv som værende i risiko. De kan have begrænset viden om hiv. I nogle lande bliver tilgængelige data ikke udnyttet til at planlægge, hvor og hvordan hiv-test skal tilbydes. Andre frygter at blive stigmatiseret og undgår at blive testet«.
- Danmarks Bløderforening i kronik: I dag står det klart, at den dobbelte tragedie kunne have været undgået
- Unicef: Flere unge kvinder end mænd får konstateret hiv
»Det er utroligt sørgeligt. Toget var allerede blevet til et forbillede«
Den planlagte EuroNight-nattogsrute mellem Basel og København/Malmø, som skulle starte i maj næste år, er blevet aflyst, da schweiziske politikere har trukket den nødvendige statsstøtte på cirka 80 millioner kroner tilbage. Det schweiziske togselskab SBB anerkender beslutningen og meddeler, at en økonomisk rentabel drift af ruten ikke er mulig uden finansiering.
Hos Togrejse.dk arbejder man på at ombooke passagerer, der allerede har købt billetter til den aflyste rute. Udlandsansvarlig Ulrich Albrechtsen beklager, at rejsende bliver fanget i en politisk proces og kritiserer SBB for at sælge billetter uden politiske garantier.
Poul Kattler fra Rådet for Bæredygtig Trafik kalder aflysningen et tilbageslag for nattog i Europa og understreger behovet for politisk støtte til klimavenlig international transport. Han mener, at offentlig planlægning og støtte er nødvendige for at sikre den grønne omstilling med nattog. Danmark har tidligere haft nattog til Amsterdam/Prag/Basel, men de blev lukket i 2014.
- Læs også: Nyt hypet nattog er i fare for aldrig at komme af sted
- »Sørgeligt«:Markant nattogsrute må lukke
Bezzerwizzerquizzen spørger i dag: Hvem var Michael Meyerheims medvært på ’Go’Morgen Danmark’, da programmet havde premiere i 1996?