Kære læser
I dag handler nyhederne om:
- Danske virksomheder rammes af ny meddelelse fra USA’s indenrigsministerium
- Grønlandske politikere rykker sammen mod Trump
- Mand erkender at have kastet toårig i døden i Høje Gladsaxe
- Akuttelefonen 1813 oplever stigning i opkald – også på grund af den fede julemad
God læselyst!
Rammer Ørsted og Vestas: Fem havvindmølleparker i USA sættes på pause
Det amerikanske indenrigsministerium har ifølge Fox News meddelt, at lejekontrakter for fem større havvindmølleparker sættes på pause øjeblikkeligt. Det gælder blandt andet parkerne Revolution Wind og Sunrise Wind, som danske Ørsted er ved at opføre ud for USA’s østkyst. Også lejekontrakten for Empire Wind, som danske Vestas skal levere vindmøller til sættes på pause. Det samme gælder Vineyard Wind 1, der er ejet delvist af danske Copenhagen Infrastructure Partners.
Ørsted-aktien falder kort efter meddelelsen med over 10 procent. Vestas falder med omkring 4 procent klokken 15. USA’s indenrigsminister, Doug Burgum, skriver på X, at lejekontrakterne for de fem havvindmølleparker sættes på pause grundet national sikkerhed.
Pentagon har angiveligt udtrykt bekymring for, at vindmøllevingernes bevægelse og reflekterende tårne forårsager radarforstyrrelser. Trump-administrationen har tidligere forsøgt at standse flere havvindprojekter i USA, blandt andet Ørsteds. Men efter sagsanlæggelse mod den amerikanske stat gav en dommer i september lov til, at byggeriet kunne fortsætte.
- Analyse:Analytiker kalder Ørsted-søgsmål for opsigtsvækkende
- Læs også:»Vi får brug for langt flere solceller og flere vindmøller på land og til havs«
Ved valget i Grønland i marts protesterede flere hundrede mennesker mod den amerikanske præsidents udtalelser om at købe Grønland. Blandt deltagerne var Jens-Frederik Nielsen (blå jakke), der blev Grønlands regeringsleder.
Grønlandske politikere rykker sammen mod Trump
Donald Trumps overraskende udnævnelse af en særlig udsending for Grønland skal få grønlænderne til at rykke endnu tættere sammen med de lande, som Grønland har et værdifællesskab med, mener Pipaluk Lynge, formand for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg i det grønlandske parlament.
»Jeg bliver ikke bange over Trumps udnævnelse, som for mig mere er en anledning til, at vi skal komme i arbejdstøjet«, siger hun.
Til Politiken lægger den grønlandske regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, og statsminister Mette Frederiksen (S) afstand til de ønsker om at kontrollere Grønland, som Trump har gentaget i forbindelse med udnævnelsen af den særlige udsending.
»Vi har sagt det meget klart før. Nu siger vi det igen. Landegrænser og staternes suverænitet er rodfæstet i international ret. Det er fundamentale principper. Man kan ikke annektere andre lande«, siger de blandt andet.
Erik Jensen, medlem af udenrigs- og sikkerhedsudvalget i det grønlandske parlament, opfordrer til at trække vejret dybt.
»Udnævnelsen er selvfølgelig bekymrende, men det ændrer ikke på vores holdning. Vi skal stå sammen og ikke gå i panik. Det er op til grønlænderne at bestemme vores egen fremtid«, siger han.
- Liveblog:Mette Frederiksen: »Vores allierede gennem en menneskealder sætter os i en svær situation«
- Nyhed: »Stærkt oprørt« Løkke kalder Trumps nye Grønlands-udsendings udtalelser for »helt, helt uacceptable« og indkalder USA’s ambassadør til samtale
Mand erkender at have kastet toårig i døden
En 32-årig mand erkender sig skyldig i at have kastet en toårig dreng ud fra syvende sal for at dræbe ham, og han er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger for drab. Manden blev anholdt søndag formiddag i Høje Gladsaxe og ført ind i Retten i Glostrup mandag morgen. Under retsmødet ønskede han at beholde sine håndjern på, hvilket er usædvanligt. Anklageren bad om lukkede døre, men dommeren afviste dette, dog med et referatforbud af hensyn til politiets videre efterforskning.
Specialanklager Rasmus Kim Petersen stillede spørgsmål til den 32-årige, som svarede kortfattet og efter lange pauser. Grundet referatforbuddet kan indholdet af spørgsmålene og svarene ikke refereres. Dommeren har besluttet, at den 32-årige skal varetægtsfængsles, men afviste varetægtsfængsling på en psykiatrisk afdeling, da den sigtede ikke gav samtykke. Der skal foretages en mentalundersøgelse af manden.
Pressens repræsentanter anmodede om at indskrænke referatforbuddet, men dommeren afslog dette for at beskytte personer i sagen mod unødig krænkelse. Den sigtede skal foreløbig sidde fængslet frem til 19. januar.
- Drabet på Jonas Thomsen Sekyere: Skal der tages hensyn til den straf, gerningsmanden fik i Somalia?
- Læs også: Politi efterforsker toårigs fald fra højhus som drab
Der er fart på 1813 i højtiden – også på grund af den fede julemad
Julen bringer ofte en stigning i opkald til akuttelefonen 1813, især på grund af mavepine og forstoppelse fra den fede julemad. Speciallæge Lotte Klitfod anbefaler at spise med måde, drikke rigeligt vand og gå en tur for at undgå fordøjelsesproblemer. Hun bemærker, at mange danskere overspiser i juledagene, hvilket kan føre til opkald om mave-tarm-problemer.
Akuttelefonen oplever også en stigning i opkald om luftvejsinfektioner som influenza og forkølelse, især blandt børn, ældre og kronisk syge. Infektioner hos voksne og sygdom hos børn dominerer opkaldene, og mange henvendelser resulterer i råd om egenomsorg eller henvisning til egen læge. Akuttelefonen er ekstra bemandet i travle perioder, men ventetider kan stadig være lange.
Julens helligdage, når praktiserende læger holder lukket, medfører øget travlhed på 1813. Akutberedskabet forventer cirka 53.000 opkald hen over julen og opfordrer til at søge råd på akut.dk for at lette trykket på telefonlinjerne. Der er dog et kort pusterum for personalet, når danskerne sidder til julemiddag den 24. december, før opkaldene stiger igen.
- Læs også:Nye tal afslører, hvor galt det går, når voksne går på druk
- Sundhed:»Du er ædru? Fantastisk! Her er din invitation til julefrokosten«
Det første spørgsmål i dagens Bezzerwizzerquiz lyder: Hvilken aarhusiansk kirke er omgivet af Store Torv, Skt. Clemens Torv og Bispetorvet?