Kære læser.
Inden længe kan Europa løbe tør for brændstof til sine fly, medmindre Hormuzstrædet ved Iran hurtigt genåbnes.
Dagens Overblik bringer også nyt om arbejdet med at fjerne den voldsomme forurening ved Cheminova, om unges forbrug af energidrikke, der advares mod, og til slut om Politiken, hvor der er rokeret i ledelseslaget.
Energichef: Europa har omkring seks ugers flybrændstof tilbage
De europæiske fly kan holde sig på vingerne endnu i seks ugers tid. Derefter er der ikke mere brændstof til flere flyvninger, advarer lederen af Det Internationale Energiagentur, Fatih Birol. Han forudser, at flyafgange kan blive aflyst over alt på kontinentet, hvis der ikke snart begynder at komme olieleverancer gennem Hormuzstrædet.
Flaskehalsen opstod, da USA og Israel 28. februar begyndte at bombe Iran, der svarede igen ved at blokere trafikken gennem Hormuzstrædet. Det har, vurderer Fatih Birol, udløst »den største energikrise, vi nogensinde har stået overfor«.
Samtidig forudser den amerikanske centralbank, at konflikten i Mellemøsten er blevet en væsentlig kilde til usikkerhed og dermed komplicerer beslutninger om ansættelser, prissætninger og investeringer i USA. Omkostningerne for energi og brændstof er steget kraftigt overalt i USA, hvor udviklingen blev tilskrevet konflikten i Mellemøsten. Det har blandt andet ført til højere fragt- og transportomkostninger og højere priser på plast, gødning og andre petroleumsbaserede produkter.
- Følg udviklingen: Læs Politikens liveartikel om krigen i Mellemøsten
- Besynderligt: Hormuzstrædet er stadig lukket, men aktiemarkedet er tilsyneladende ligeglad
Oprensning af Cheminova-grund går i gang til efteråret
Det er en af Danmarks mest omtalte forureningssager. Og en forurening, der er svær og dyr at håndtere. Men nu begynder myndighederne at gøre noget for at få mere styr på Cheminovas forurening. Det sker, når arbejdet på at få renset virksomhedens gamle fabriksgrund på Harboøre Tange i Vestjylland begynder til efteråret.
Det sker, når entreprenørvirksomheden Arkil A/S indkapsler området med en 750 meter lang jernspuns - en form for afgrænsning eller væg. Spunsvæggen i jorden skal forhindre, at den forurenede jord breder sig, og den skal skabe grundlaget for en senere oprensning. »Indspunsningen er et afgørende første skridt i oprensningen af forureningen, ligesom den danner en effektiv barriere mellem forureningen og omgivelserne«, meddeler regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).
Regningen for projektet betales af staten, der har sat 100 millioner kroner af til indsatsen for at få begrænset miljøskaderne i området. De er betydelige. Cheminova producerede på stedet kemikalier - blandt andet til landbruget - i årene fra 1953 til 1962. Undersøgelser viser, at den gamle fabriksgrund indeholder cirka otte ton kviksølv og cirka 40 ton sprøjtegifte. At fjerne dem vil tage flere generationer.
- Kronik: Med lommerne fulde af kommende celleskader tilbragte min far sin barndom midt i den allerstørste giftforurening
- Sagen kort: Det er der sket i sagen om Cheminova og miljømyndighederne
- »Grotesk« og »forkasteligt«: Cheminova sælger forbudt nervegift til Pakistan og Libanon
- Cheminova: Ministerium har tilladt ulovlig praksis med miljøskadelig udledning
Stigning i indtag af energidrikke kan få negative sundhedskonsekvenser hos unge
De seneste år er salget af energidrikke steget voldsomt i Danmark, og mange unge drikker så meget af det, at det risikerer at forstyrre deres søvn. Det viser en undersøgelse, som DTU Fødevareinstituttet har lavet på baggrund af tal fra 2010-2024.
Undersøgelsen viser, at 15 procent af de unge mellem 10 og 17 år drak energidrikke regelmæssigt i 2024. Langt størstedelen af dem overskrider ugentligt koffeingrænsen fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (Efsa). Ifølge Efsa bør børn højst indtage 3 milligram koffein per kilo kropsvægt om dagen.
Det betyder, at en 14-årig på 52 kilo, der drikker en halv liter energidrik med omkring 160 milligram koffein, vil overskride Efsas niveauer for både søvnforstyrrelser og negative sundhedseffekter.
Særligt unge mennesker er mere følsomme over for den effekt, som koffein har, blandt andet fordi hjernen stadig er under udvikling. Forskerne bag undersøgelsen opfordrer til at implementere målrettede tiltag som eksempelvis aldersgrænse for køb og begrænsning af reklamer rettet mod børn og unge, samt tydelig advarselsmærkning.
- Debatindlæg: To ministre: Børn skal beskyttes bedre mod reklamer for usunde føde- og drikkevarer
- Naboland: Norge forbyder salg af energidrik til unge under 16 år
Store ændringer på chefgangene på Politiken
Der kommer til at ske op til flere nyskabelser på chefgangene på Politiken, hvor både kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen og digital direktør Troels Behrendt Jørgensen forlader deres poster.
Mette Davidsen-Nielsen har været med til at udvikle den digitale dækning af kulturstoffet, og hun har samtidig været bannerfører for undersøgende journalistik, hvilket har resulteret i en lang række afsløringer – blandt andet historierne om grænseoverskridende fysisk og psykisk undervisningsmiljø på Det Kongelige Teaters balletskole.
Politiken skal samtidig sige farvel til digital direktør Troels Behrendt Jørgensen, der skifter til et job som direktør og chefredaktør for Ugebrevet A4. Troels Behrendt Jørgensen har om nogen været arkitekten bag den strategi, der har gjort Politiken til et – med Christian Jensens ord –succesfuldt digitalt abonnementsmedie baseret på kvalitetsjournalistik.
Desuden tiltræder Johannes Skov Andersen i en nyoprettet stilling som udviklingschef. I en alder af blot 31 år, har han haft 10 års jubilæum på Politiken, og ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, beskriver ham som et »sjældent talent«. I 2024 placerede den internationale medieorganisation INMA ham på listen over de 30 chefer under 30 år, der var værd at holde øje med i mediebranchen på globalt plan.
Som udviklingschef skal han varetage både innovation, podcast, layout, grafik og sociale medier, og en central opgave bliver at udvikle nye teknologier, herunder kunstig intelligens, der skal udmønte sig i nye redaktionelle værktøjer og formater.
- Prisuddeling:Politiken hædret med 28 internationale designpriser
- Læs også: Politiken får en gruppe for undersøgende journalistik med en erfaren mand i spidsen
Bezzerwizzerquizzen spørger i dag: I hvilket asiatisk land kan man vandre i Annapurna-området?