0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Diagnoserne er eksploderet. Nu er forskerne kommet tættere på årsagen

Kære læser.

Velkommen til eftermiddagens nyhedsoverblik.

Vi skal blandt andet forbi et mineselskab, der har hyret en Trump-støtte som rådgiver til et omstridt projekt i Grønland og Greta Thunberg, derer blevet tiltalt i en dansk straffesag.

Vi runder også Norges kronprinsesse Mette-Marit, der har fået en lungetransplantation, og tilslut giver nyhedsbrevet dig et nyt bud på, hvorfor flere og flere får diagnoserne adhd og autisme.

God læselyst.


Vikki Søholm
Foto: Vikki Søholm

Mineselskab hyrer Trump-støtte til projekt i Grønland

Det australske mineselskab ETM har ligget i en årelang strid med Grønlands regering om retten til at udvinde strategisk vigtige sjældne jordartsmetaller fra en mine i Sydgrønland. Nu har selskabet hyret Trump-støtten Alexander Gray som rådgiver til at hjælpe selskabet med at få grønt lys til minedriften i Grønland.

Gray er tæt på den amerikanske Maga-bevægelse og præsident Donald Trump, som han tidligere har arbejdet for. Han støtter USA’s krav på Grønland, og senest har Donald Trump rost ham på sociale medier og kaldt ham en »god fyr«. Direktøren for ETM, Daniel Mamadou, har været i København, hvor Politiken har interviewet ham. Her siger Mamadou, at de hverken er forretningsfolk eller politikere. »Men det er klart, at vores mineprojekt i Grønland ligger i et krydsfelt mellem geopolitik og minedrift«.

Selskabet anerkender, at de kan drage nytte af, at han er tæt på Trump, og at det er en fordel, »hvis det her ender med, at USA, Grønland, Danmark og EU kan få løst problemerne og åbne for minedriften«, fortæller han.

Selskabet er frustreret over den grønlandske administrations holdninger og måden, den administrerer lovgivningen på.

»Deres opførsel er uprofessionel og bølleagtig«, siger direktøren til Politiken.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Greta Thunberg tiltales for husfredskrænkelse for aktion på Københavns Universitet

For snart to år siden besatte en gruppe aktivister en af Københavns Universitets bygninger i Indre København. Blandt dem var den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der sammen med fem andre blev anholdt i forbindelse med aktionen. De seks personer er nu tiltalt i en straffesag ved Københavns Byret, hvor de kræves idømt en bødestraf for husfredskrænkelse. Sagen skal for retten 24. og 25 .juni. Det er inden da uvist, hvorvidt Greta Thunberg dukker op, og hvordan hun forholder sig til tiltalen.

Aktionen ved Københavns Universitets bygning, der ligger i Nørregade ved Krystalgade i København, var arrangeret af den propalæstinensiske bevægelse Studerende mod Besættelsen. Her trængte de seks tiltalte ifølge anklagen mod dem ind 4. september 2024 klokken 07.40, hvor de tog ophold i et lokale. Bevægelsen krævede med aktionen, at Københavns Universitet skulle afbryde sit samarbejde med israelske universiteter.

Greta Thunberg er desuden tiltalt for et andet tilfælde af husfredskrænkelse i København 13. maj 2025. På denne dag besatte over 50 aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse kontorerne hos Maersk Tankers.


Lise Aserud/Ritzau Scanpix
Foto: Lise Aserud/Ritzau Scanpix

Norges kronprinsesse har fået nye lunger

Den norske kronprinsesse Mette-Marit har fået foretaget en lungetransplantation, oplyser det norske kongehus. Operationen blev foretaget på Rikshospitalet i Oslo. Ifølge afdelingsleder på Rikshospitalet Arne Fiane gik det godt: »Lungetransplantationen har indtil videre været vellykket«.

Alle lungetransplantationer i Norge udføres på Rikshospitalet, og der gennenføres årligt omkring 30 operationer af den slags. Antallet er begrænset af muligheden for at få brugbare lunger fra organdonorer. Det vides ikke præcis, hvornår Mette-Marit har fået foretaget transplantationen, men hun har stået på listen til at modtage lunger siden begyndelsen af juni.

Kronprinsesse Mette-Marit lider af den kroniske sygdom lungefibrose, der giver arvæv i de små lungeblærer, så lungerne bliver stive og dermed dårlige til at ilte blodet. Hun skal være indlagt i nogle uger efter operationen, fortæller leder for lungeafdelingen på Rikshospitalet Are Holm: »I lighed med alle andre nytransplanterede skal kronprinsessen være indlagt på Rikshospitalet i flere uger. Dette er fast rutine for at justere medicin, håndtere eventuelle komplikationer og gennemføre genoptræning«.



Kira Bube. Originalfoto: Thomas Borberg, Peter Maunsbach, Loui Pedersen, Miriam Dalsgaard, Vikki Søholm, Jacob Ehrbahn
Kollage: : Kira Bube. Originalfoto: Thomas Borberg, Peter Maunsbach, Loui Pedersen, Miriam Dalsgaard, Vikki Søholm, Jacob Ehrbahn

Diagnoserne er eksploderet. Nu er forskerne kommet tættere på årsagen

Antallet af danskere, der nydiagnosticeres med de to psykiatriske lidelser autisme og/eller adhd, er eksploderet blandt børn, unge og voksne de seneste 20 til 30 år. Men hvad skyldes stigningen i lige præcis de to psykiatriske diagnoser? Det har Sonja LaBianca fra Institut for Biologisk Psykiatri set nærmere på. Der har hidtil været tre dominerende forklaringer: Tærsklen for at få diagnoserne er blevet sænket. Lidelserne blev tidligere diagnosticeret som noget andet. Og psykiatere er blevet bedre til at hjælpe og diagnosticere dem.

Men i forskningsprojektet iPsych har forskere haft adgang til data fra hælblodprøver fra spædbørn født mellem 1981 og 2008. Det er et af verdens største genetiske forskningsprojekter, og her fandt Sonja LaBianca en genetisk mulighed for at belyse de tre forklaringer. Konklusionen er klar: I 1994 havde patienterne i gennemsnit omkring 20 procent flere genetiske risikovarianter end i 2016. Genetiske varianter, der er direkte forbundet med de to diagnoser adhd og autisme. »Det vil sige, at dem, der i 1994 fik diagnosen adhd eller autisme, genetisk set var mere anderledes målt i forhold til baggrundsbefolkningen end dem, der fik diagnoserne i 2016«, siger Sonja LaBianca.

Studiet viser derfor, at den genetiske tærskel for at få de to psykiatriske diagnoser er faldet i den undersøgte periode.

»Ud fra resultaterne kunne vi nu konkludere, at det er den første hypotese, der er den væsentligste forklaring på, hvorfor vi har set den store vækst i diagnoserne: Du er i gennemsnit mindre genetisk belastet nu end tidligere, når du får en af de to diagnoser«, siger hun.

Du kan læse mere om, hvad forskningsresultaterne siger om de øvrige to mulige forklaringer her.




Det indledende spørgsmål i dagens Bezzerwizzerquiz lyder: Hvad er navnet på det franske højreradikale parti, der blev stiftet af Jean-Marie Le Pen i 1972?


ULVEFRYGT:


TRUMP-MODSTAND:


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.