0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Venstre-politiker fjerner sit navn fra omstridt udredning

Kære læser.

Mens Trump tømmer sin ’reflection pool’ for alger, er der god grund til at hoppe i havet herhjemme for at køle ned i det varme vejr.

I dagens nyhedsoverblik skal vi forbi Danmarks nye miljøminister, der vil gå til kamp mod omstridt form for fiskeri. Vi runder også en tidligere forsvarsminister fra Venstre, som i dag har meldt ud, at hun kommer til at være anonym i omstridt Afghanistan-udredning. Og så har Ukraine gennemført nye angreb, derrammer Rusland hårdt, mens udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ikke ser problemer i, at hans søn arbejder som våbenlobbyist.

God læselyst.


Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Venstre-politiker fjerner sit navn fra omstridt udredning

Når offentligheden engang får lejlighed til at læse udredningen om Danmarks militære og civile indsats i Afghanistan, kommer citater fra tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech til at være anonyme. Forklaringen er, at hun ikke ved, hvilken kontekst citaterne kommer til at indgå i.

Hvorfor kan hun så beslutte det? Det kan hun, fordi Folketingets Præsidium, anført af tidligere forsvarsminister Søren Gade (V), har besluttet, at udredningen kun må citere politikeres udtalelser med navn, hvis medlemmer og gæstende ministre giver samtykke hertil. Beslutningen fra Folketingets Præsidium har vakt kritik fra Dansk Institut for Internationale Studier og fremtrædende professorer bag lignende udredninger. Også foreningen Danmarks Veteraner mener, at soldaterne har krav på størst mulig indsigt. I tidligere udredninger har forskere ikke skullet hente tilladelser.

Forskerne fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har haft til opgave at granske de danske beslutninger om krigen i Afghanistan og lave en uvildig udredning om krigen. Som led i dette arbejde har de haft adgang til referater fra Udenrigspolitisk Nævn. Her har forskerne ønsket at citere flere politikere, men det må de altså kun gøre med navn, hvis de får lov.


Vantor/Ritzau Scanpix
Foto: Vantor/Ritzau Scanpix

Peter Viggo Jakobsen om nye ukrainske angreb: »Derfor rammer de her angreb hårdt«

Ukraine har en plan, og den er klar, siger Peter Viggo Jakobsen, ph.d. i international politik og lektor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier.

»Ukraine prøver systematisk at ødelægge Ruslands muligheder for at raffinere og sælge olie over hele Rusland«.

Søndagens ukrainske droneangreb mod fem mål i det østlige Krim og i det farvand, der skiller den østlige del af halvøen fra Rusland, er en del af taktikken fra ukrainsk side, vurderer lektoren:

»Målet er at få Putin til at indse, at det ikke kan betale sig at fortsætte offensiven. At gevinsten ikke kan opveje tabene«.

Ukraine går altså efter olieanlæg og brændstoflagre, og angrebene har blandt andet medført indstillet færgedrift, reducerede åbningstider i butikker og offentlig transport, aflysninger af offentlige arrangementer og stop for brændstofsalg til private aktører. Også ifølge tænketanken Institute for the Study of War er angrebene en del af en bredere ukrainsk strategi, der skal gøre det umuligt for Rusland at bruge Krim som logistisk knudepunkt og fremtidigt springbræt for offensive operationer.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Lars Løkkes søn arbejder som våbenlobbyist

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser ingen problemer i, at hans søn, Bergur Løkke Rasmussen, er hyret som konsulent for den britiske forsvarsgigant Babcock, som forsøger at vinde en tocifret milliardkontrakt til at bygge fregatter til Søværnet. Flere politikere har i de seneste dage kritiseret, at Bergur Løkke Rasmussen er hyret som konsulent – eller lobbyist – for Babcock, der i øjeblikket konkurrerer med blandt andet tyske, franske og spanske leverandører om at vinde en kæmpekontrakt på indkøb af en lille håndfuld fregatter til en samlet pris på op mod 50 milliarder kroner.

»Helt ærligt, jeg har en voksen søn, der er familiefar, og som driver sin virksomhed. Det skal han da have lov til. Og jeg går ikke og blander mig i det. Jeg har til gengæld heller ikke nogen dybere indsigt i, hvad det går ud på«, svarer han kritikerne.

Tidligere forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) arbejdede længe på udvælgelsen af de nye fregatter, men nåede ikke i mål før valgudskrivelsen. Nu er opgaven i første række lagt i hænderne på efterfølgeren Jeppe Bruus (S). Men ordren er i en størrelsesorden, så den utvivlsomt vil blive et anliggende for regeringsledelsen, hvor Lars Løkke indgår. Anonyme kilder har over for Ekstra Bladet vurderet, at Bergur Løkke Rasmussen vil kunne høste et tocifret millionbeløb i bonus, hvis det lykkes for Babcock at lande en kontrakt med det danske forsvar.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Opgør med »skadeligt« fiskeri på vej

Den nye miljøminister blæser til kamp mod de former for fiskeri, der skader havbunden markant: »Jeg mener ikke, at vi i Danmark kan sige, at vi har naturbeskyttede områder på havet, hvor bundtrawling er tilladt. Det er meget vigtigt for mig at sige: Vi skal et andet sted hen med fiskeriet af hensyn til vores havnatur og havmiljø«.

Ifølge Biodiversitetsrådet, der er et uafhængigt forskningsbaseret ekspertorgan, er dele af de danske farvande nogle af verdens mest trawlede. I alt bliver 42 procent af havbunden fisket med trawl. 32 procent af Danmarks havareal er godt nok omfattet af forskellige ordninger til naturbeskyttelse. På en tredjedel af det areal bliver der fisket med bundtrawl, og i nogle områder op til ti gange om året. De områder kan ikke betegnes som beskyttet natur, mener Biodiversitetsrådet, og Maria Reumert Gjerding er enig: »Vi skal have reelt beskyttede områder på havet uden bundtrawl«.

Ifølge formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, vil et totalt forbud mod bundtrawl i Natura 2000-områderne have store konsekvenser for fiskeriet: »Det vil decimere fiskeriet i de nordjyske havne, Hanstholm, Hirtshals og Skagen. De almindelige, danske kuttere har ikke tilstrækkeligt med områder til at fortsætte deres fiskeri, så de vil lukke deres forretning«, advarer han. Fiskeriforeningen mener dog godt, at det kan lade sig gøre at forbyde bundtrawl på 30 procent af havet, altså blot andre steder end i de Natura 2000-områderne, hvor der i dag foregår et intensivt fiskeri.


Quizzen fra Bezzerwizzer spørger i dag: Hvilket verdenshav krydsede nordmanden Thor Heyerdahl i 1947 ombord på tømmerflåden Kon-Tiki?

BREXIT:


ARKÆOLOGISK:


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.