0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Københavns Politi har ikke kunnet finde beviser for, at der var droner over lufthavnen

Kære læser.

I dag har nyhederne handlet om efterforskningen af dronerne over lufthavnen i efteråret, om det voldsomme jordskælv i Venezuela og om faggruppers risiko for at føde for tidligt. Der rundes af med en atomar beslutning hinsidan.


Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Politiet har efterforsket de mystiske droner over Københavns Lufthavn: »Vi kan ikke påvise det«

Mystiske droner blev i efteråret observeret over Københavns Lufthavn og indvarslede flere dramatiske døgn. Omkring 100 fly blev aflyst eller forsinket, og op mod 20.000 passagerer påvirket, da luftrummet 22. september blev lukket over Nordens største lufthavn, hvor politi og forsvar gik i aktion. Københavns Politi bidrog selv til alvoren, da ledende politiinspektør Jens Jespersen dagen derpå vurderede, at der at dømme ud fra antal droner, størrelse, flyvemønstre og tid over lufthavnen var tale om en »kapabel aktør«. Senere samme dag sagde politidirektør Anne Tønnes ligeledes fra Politigården i København, at det var et »anslag« mod kritisk infrastruktur.

Men efter ni måneders efterforskning er sagen mildt sagt knap så klar: »Vi kan ikke påvise, at der har været droneaktivitet i og omkring lufthavnen«, sagde chefpolitiinspektør Søren Thomassen fra Københavns Politi torsdag på et pressemøde om resultatet efterforskningen.

Ifølge Søren Thomassen fik Københavns Politi om aftenen 22. september en »lang række anmeldelser« fra ansatte og borgere i lufthavnen samt efterfølgende fra myndighedspersoner i og omkring lufthavnen. En »stor operativ indsats« blev sat i værk, og samtidig indledtes en efterforskning med det formål at afklare, hvorvidt nogen kunne pålægges et strafansvar. Efter en massiv efterforskning kan Københavns Politi imidlertid slet ikke konkludere, at der overhovedet var en eneste drone over Københavns Lufthavn: »Samlet set er konklusionen, at vi ikke kan påvise det – og vi kan heller ikke afvise det«, siger han.


Juan Barreto/Ritzau Scanpix
Foto: Juan Barreto/Ritzau Scanpix

Venezuela er hårdt ramt af jordskælv

Det bekræftede dødstal efter to kraftige jordskælv i Venezuela er opjusteret til mindst 164, mens 971 personer meldes sårede. Det oplyser fungerende præsident Delcy Rodríguez. Men tallene vokser hele tiden. Ifølge de foreløbige oplysninger er over 10.000 mennesker savnet.

Sammenstyrtede bygninger ligger som ruiner over dele af landet, mens redningsfolk de næste 24 til 48 timer har fuldt fokus på at redde overlevende ud af murbrokkerne. Det fortæller Peter Rothe Schultz, der er katastrofechef hos Røde Kors i Danmark, til Ritzau. »Lige nu er det mørkt og elektriciteten er nede i flere områder, og det besværliggør indsatsen, fortæller han.

Læger uden Grænser Danmark opfordrer til, at der skal handles hurtigt, så der kan reddes så mange liv som muligt, fortæller formand Gitte Rønde. Flere lande har allerede meddelt, at de vil sende redningsfolk og anden støtte til landet. Det gælder blandt andet nabolande som Mexico og El Salvador, men også USA og Frankrig.


Tomas Østergren. Foto/Grafik: Magnific
Fotocollage:: Tomas Østergren. Foto/Grafik: Magnific

Nyt studie viser risikoen for at føde for tidligt

Hvis du er gravid, kan du overveje at se på, hvilken jobtitel, du har. Den afslører nemlig, om du har øget risiko for at føde for tidligt. Selv om Danmark har regler og retningslinjer for gravides arbejdsmiljø, viser et nyt studie fra NFA, at nogle jobgrupper har en øget risiko for at føde for tidligt.

Hvis du arbejder som hjemmehjælper eller butiksassistent, er der nemlig øget risiko for, at du føder for tidligt. Hjemmehjælperes risiko er 17 procent over gennemsnittet og butiksassistenters otte procent over. Er du derimod læge eller lærer, skal du ikke være så nervøs for at føde for tidligt. Her ligger risikoen lavere end gennemsnittet.

Studiet er justeret for rygning, højt bmi, barnets køn, moderens oprindelsesland, alder og civilstatus. Undersøgelsen giver dermed en indikation på, at arbejdsmiljøet kunne have betydning for din graviditet, siger forskeren bag studiet, Karin Sørig Hougaard, seniorforsker ved NFA. Hun blev mildest talt overrasket, da hun så resultatet. »Jeg troede ikke, der ville være så stor jobulighed i for tidlig fødsel i Danmark«, siger Karin Sørig Hougaard.


Frederik Bruun Kynde
Foto: Frederik Bruun Kynde

Sverige vil bygge nye atomreaktorer

Først skulle Barsebäck væk. Men nu vender vinden i Sverige, der netop har indgået en aftale om statsstøtte til opførelse af tre nye atomreaktorer i landet. De skal bygges ved atomkraftværket Ringhals syd for Gøteborg.

Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, kalder på et pressemøde aftalen for »en helt historisk beslutning«. Det har allerede tidligere været fremme, at Sverige vil bygge nye atomreaktorer, men torsdag er vilkårene for den statslige støtte blevet præsenteret af regeringen: »Der har været mange spørgsmål om, hvornår det første spadestik kommer. I dag er aftalen altså underskrevet. Nu står det helt klart, at Sverige bygger ny atomkraft«, siger energi- og erhvervsminister Ebba Busch.

Planen skal dog stadig godkendes af EU for at sikre, at den ikke bryder reglerne for statsstøtte. Først når det sker, kan aftalen træde i kraft, og staten vil herefter komme til at eje 60 procent af atomkraftværket ved navn Videberg Kraft. Staten køber aktierne fra energiselskabet Vattenfall, som dermed reducerer sit ejerskab fra 80 til 20 procent. Sverige har i øjeblikket seks aktive atomreaktorer i drift, hvoraf to er placeret ved Ringhals. Ringhals atomkraftværk ligger knap 70 kilometer fra danske Læsø. Tre andre reaktorer ligger ved atomkraftværket Forsmark, og den sidste er placeret ved Oskarshamn.



På hvilken dansk radiostation blev Mads Brügger og Mikael Bertelsen ansat som kanalchefer i 2011? Hvis du ved det, så sus ind og svar i dagens Bezzerwizzerquiz. Du har hele døgnet til at svare.




Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.