0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Store ændringer i toppen af politiet efter sønderlemmende kritik

Kære læser.

Regeringens nye ministre begynder én efter én at rykke på sig. Socialminister Monika Rubin vil sætte ind over for de tragiske partnerdrab, der fylder i drabsstatistikken. Og justitsminister Nicolai Wammen skifter nu ud i politiets kritiserede topledelse.

  • Akutrokade i politiet kommer efter sønderlemmende, langvarig kritik
  • Minister har som læge selv oplevet patienter, der var udsat for partnervold
  • VM i fodbold er gået ind i slutfasen. Men det er Tyskland og Holland ikke.
  • Ikke alle er glade for, at Ole Lund Kirkegaard er kommet med en ny bog
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Akut rokade i politiet

Efter den sønderlemmende kritik og manglende politiske tillid skulle der ske noget i toppen af dansk politi, og nu har justitsminister Nicolai Wammen valgt at skifte ud og rykke rundt på det meste af holdet i toppen af dansk politi.

Blandt andet bliver politiets øverste chef, rigspolitichef Thorkild Fogde, degraderet til politidirektør i Københavns Vestegns Politi.

Rokaderne kommer efter, at den nye justitsminister i sidste uge sagde, at der skal »rettes op« og »ryddes op«’ i politiet, bl.a. i kølvandet på Rigsrevisionens afdækning af politiets såkaldte vask af sager – et begreb, der dækker over, at selv alvorlige sager om vold og voldtægter blev henlagt uden efterforskning.

Rigsrevisionen fandt bl.a. 5.900 sager om personfarlig kriminalitet og 7.100 sager om økonomisk kriminalitet, hvor politiet havde oplyst den forurettede om, at der var indledt en efterforskning, selv om sagen reelt var henlagt. Flere retsordførere har udtrykt tilfredshed med rokaden.

»Efter en lang række alvorlige sager, fra minkskandalen til dronesagen og politiets vask af sager, er det nødvendigt med nye kræfter i toppen. Danskerne fortjener et politi med en ledelse, de kan have fuld tillid til,« skriver formand for Retsudvalget Jens Meilvang (LA) på det sociale medie X.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Minister har selv set patienter, der har været udsat for partnervold

Socialminister Monika Rubin (M) er rystet over at læse en ny rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, der kortlægger 61 partnerdrab.

Mest af alt hæfter ministeren sig ved den tilsyneladende manglende indgriben fra myndighederne, før drabene sker. For der er nemlig tydelige tegn.

»Jeg er overrasket over, at der er så dårlig kommunikation på tværs af myndighederne. At man ikke er i stand til at se det bredere billede. At der ikke et sted er nogle alarmklokker, der ringer«, siger Monika Rubin i et interview med Politiken. Monika Rubin er selv læge og har oplevet, at der kom patienter på skadestuen, som havde været udsat for partnervold.

Rubin fremhæver under Politikens interview et særligt afsnit i rapporten: en kvindes noter, som kvinden havde skrevet, før hun blev dræbt af sin partner.

»Det berørte mig meget«, siger hun til Politikens Line Vaaben.



Stacy Revere/Ritzau Scanpix
Foto: Stacy Revere/Ritzau Scanpix

Kan Erling redde Europas ære til VM?

»Endnu et tysk fodboldmareridt«. De tyske medier havde de helt store gloser fremme, da de skulle gøre boet op efter en tysk VM-præstation, der var stort set lige så ringe som slutrunderne i 2018 og 2022. Politikens Jeppe Laursen Brock beskriver det malende i en analyse i Politiken Liveblog:

»Det tyske landshold består af profiler fra klubber som Bayern München, Real Madrid, Arsenal og Dortmund. Nogle af klodens fodboldmastodonter. Paraguays største navn spiller for Atlanta United i den nordamerikanske MLS. Men natten til tirsdag, dansk tid, var klubadresser og stjernestøv ligegyldige, da de hårdtarbejdende paraguayanere slog fantasiforladte Tyskland, der leverede så bleg en indsats, at det må rejse tvivl om landstræner Julian Nagelsmann«.

Samme aften røg Holland ud i VM-kulden efter en straffesparkskonkurrence mod formstærke Marokko, og dermed er to af Europas tidligere så dominerende hold røget ud.

Det er nu op til Frankrig, Sverige, Portugal, Kroatien, Spanien, Østrig, Bosnien-Hercegovina, Belgien, England, Schweiz og Norge at forsvare Europas ære.

Netop Norge skal tirsdag i kamp mod Elfenbenskysten om en plads i ottendedelsfinalen, og alles øjne hviler nu på superstjernen Erling Braut Haaland.

En mand, der i Norge er så stor en stjerne ifølge Politikens portræt, at der sågar er en turistrute, ’Erling Braut Haaland Tour’, der sender gæsterne forbi det slidte fodboldanlæg, der engang var så heldigt at lægge græs til angriberens støvler.

»Undervejs kan man endda smage hans yndlingssodavand og foretrukne norske bagværk«, lokker ’Visit Norway’ på sin hjemmeside.


Gyldendals Billedbibliotek
Foto: Gyldendals Billedbibliotek

Man kan da ikke bare skrive en ny Ole Lund Kirkegaard-bog

Forfatteren til elskede værker som ’Lille Virgil’, ’Orla Frøsnapper’ og ’Gummi-Tarzan’ har udgivet en ny bog. Eller rettere: Det har hans datter, Nana Bang Kirkegaard, på baggrund af et manuskript, som Ole Lund Kirkegaard aldrig nåede at gøre færdigt før sin død for snart 47 år siden.

Men det er ikke en beslutning, som alle er lige begejstrede for. Kulturkommentator og litteraturkritiker Jeppe Krogsgaard Christensen mener, at det er en respektløs udgivelse.

»Kunne man forestille sig, at Gyldendal fandt et ufærdigt manuskript af afdøde Klaus Rifbjerg eller salig Leif Panduro og fik et familiemedlem til at ’gøre bogen færdig’ – og så udgav det? Svaret er selvfølgelig nej«, mener kommentatoren.

Anna Karlskov Skyggebjerg, der er litteraturhistoriker med særlig ekspertise i børne- og ungdomslitteratur, mener derimod, at det er fint, at forfatterens arving gør historien færdig. Et ufærdigt manuskript ville kun komme bogeksperter til gavn.

»Så for børnelæserne er det den eneste rigtige løsning«, siger hun.


I dag spørger Bezzerwizzerquizzen: Hvilken skuespiller var gift med kollegaen Demi Moore fra 2005-13?




International


Navne


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.