Kære læser.
I dag har en fransk ankesag givet højrefløjspolitikeren Marine Le Pen mulighed for at stille op til præsidentvalget næste år. I Tyrkiet frygter de europæiske ledere for, hvad Trump kan finde på under Nato-topmødet. Og i lufthavnene er der lange køer, udløst af et EU-system, der ikke rigtigt virker, som det skal. Til sidst i dette nyhedsbrev kommer en bøn fra landets livreddere.
Marine Le Pen har fået dom omstødt og kan stille op til præsidentvalg
Le Pen er netop blevet idømt tre års fængsel – hvoraf et år er med elektronisk fodlænke – og en bøde på 748.000 kroner for svindel med EU-midler. Som en del af dommen er nok vigtigst af alt: Hun er ikke længere udelukket fra at stille op til valg i fem år, hvilket var udfaldet af underrettens dom. Tirsdag eftermiddag har appeldomstolen i Paris afgjort, at hun nu ’kun’ er udelukket fra at stille op til valg i 15 måneder. Derfor kan Marine Le Pen i princippet stille op til præsidentvalget i april næste år – hvilket har været det helt store spørgsmål i fransk politik de seneste mange måneder.
Nu er spørgsmålet så: Vil hun stille op og føre valgkamp med elektronisk fodlænke? Det har hun allerede afvist, da hun i sidste uge gav et stort anlagt interview på tv-kanalen LCI, hvor hun smilede og virkede ganske rolig: »Jeg nægter at være afhængig af en dommer for at få tilladelse til at tage til et valgmøde i Romorantin eller besøge et marked i Hénin-Beaumont«, sagde hun.
Med dagens dom blev Le Pen og 23 andre fra Rassemblement National fundet skyldige i at have oprettet fiktive stillinger som parlamentariske assistenter i EU-Parlamentet. Og altså i at have brugt EU-midler til at aflønne medarbejdere, der arbejdede for partiet i Frankrig.
- »Vi har ikke brudt nogle regler«, sagde Marine Le Pen: Nu er strategien vendt på hovedet
- Ankesag: Marine Le Pens politiske fremtid er igen på spil
Dårlig stemning i Nato: Trump møder op for Erdogans skyld
Nato er som en dysfunktionel familie, hvor amerikanernes Donald Trump erklærer sig »skuffet« over de slatne europæere og siger, at han kun kommer til forsvarsalliancens topmøde, fordi han er inviteret af Tyrkiets omstridte præsident: »Jeg deltager i respekt for præsident Erdogan«, lød begrundelsen.
Dermed er scenen sat for endnu et Nato-topmøde, hvor europæerne frygter nye udfald fra den amerikanske præsident, der har gjort uforudsigelighed til en arbejdsmetode. Det handler vel at mærke om langt mere end mangel på etikette. For nok er der udbredt enighed om, at europæerne skal yde mere, sådan som Trump højlydt forlanger. Men på europæisk side er der også udbredt enighed om, at præsidentens opførsel flere gange har skadet sammenholdet og troværdigheden omkring alliancen, der er afgørende for evnen til at afskrække Rusland.
Topmødet i Ankara ventes at blive benyttet som en anledning til at offentliggøre investeringer i militær kapacitet for at vise den amerikanske præsident, at man mener det alvorligt. Europæerne kan håbe, at især investeringer i amerikansk isenkram kan gøre Trump mere venligt stemt og dække over uenighederne i alliancen. I den ventede sluterklæring fra topmødet forventes det, at Ukraine vil blive stillet flere penge i udsigt. Symptomatisk for kløften mellem USA og Europa står amerikanerne ikke bag løftet, men ser gerne, at de europæiske penge så vidt muligt bruges på amerikanske våben.
- Rutte: Nato-lande bruger 1.600 milliarder kroner mere på forsvar
- Fra slemt til værre: Amerikansk eksambassadør drager dyster konklusion om Nato
Nyt system til grænsekontrol giver lange køer i europæiske lufthavne
Lange køer af mennesker har de seneste par uger snoet sig gennem flere europæiske lufthavne. Nogle steder har passagerer stået i kø i op mod fem timer, og flere fly har måttet lette uden at have fået alle rejsende om bord. De lange køer skyldes det nye europæiske grænsekontrolsystem EES, Entry/Exit System, som siden oktober 2025 løbende er blevet introduceret i europæiske lufthavne. EES registrerer, hvornår rejsende uden for Schengen-området ankommer til og forlader et af de 29 medlemslande. Det sker ved hjælp af et foto samt fingeraftryk fra de rejsende, og det er mere tidskrævende end den klassiske ’stempel i pas’-operation, som grænsevagter tidligere har stået for.
Problemerne fik i slutningen af juni de europæiske lufthavnes brancheorganisation, ACI Europe, til at skrive til formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, og bede hende om at suspendere systemet i sommerferien, hvor millioner af rejsende skal ind eller ud af de europæiske lufthavne: »Alene i juli og august forventes europæiske lufthavne at håndtere cirka 40 millioner flere passagerer end i de foregående to måneder. Passagerer har allerede været tvunget til at stå i kø i længere perioder uden for terminalbygninger, fordi grænsekontrolfaciliteterne ikke kan behandle ankomster hurtigt nok. Og luftfartsselskaber har stået med halvtomme fly ved gate-lukketid, mens passagerer sad fast i grænsekontrolkøer«
EU-kommissær for indre anliggender og migration, Magnus Brunner, har ifølge den britiske avis Financial Times skrevet i et brev til flere flychefer, at problemerne med EES skyldes de enkelte landes regeringer: »Andre faktorer – som ikke er relateret til EES – som for eksempel mangel på ansatte og nødvendig infrastruktur kan ligge til grund for forsinkelserne«
- Læs også: Det er kortet, du bare ikke må glemme, hvis du skal rejse uden for Norden
- Giv agt: Nyt fænomen gør det ekstra vigtigt at være grundig, når du bestiller flyrejse
.
Livreddere opfordrer forældre til at holde bedre øje med deres børn
Hvem har ikke lyst til at tage hele familien med på stranden, når solen bager og børnene har fri? Når der er mange mennesker på stranden, er det dog ekstra vigtigt at holde godt øje med sine børn. Det er nemlig blevet en fast del af livreddernes arbejde at finde børn, der er blevet væk, oplyser TrygFonden.
I sidste uge havde livredderne flere episoder, hvor børn blev væk fra deres forældre. Der var også en enkelt såkaldt livreddende aktion, hvor et barn var i livsfare. Det er derfor vigtigt altid at holde øje med sine børn, også selv om de kan svømme, fordi det hurtigt kan udvikle sig til en alvorlig situation, påpeger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning: »Vores livreddere bruger ret meget tid på at føre forældre eller voksne sammen med deres respektive børn igen«.
Livredderne opfordrer derfor forældre til at holde øjnene med børnene og ikke med mobilen. Ja, endda at hoppe i badetøjet og vandet sammen med de små. For selv om det heldigvis ender godt i langt de fleste tilfælde, når et barn bliver væk, er det en ubehagelig situation, som kan undgås, hvis voksne holder bedre øje, lyder det.
- Livredning: Ældre, lokale borgere skal oftere reddes fri af brusende bølger
- Druknedød: Sådan ser det ud, når et menneske er ved at drukne
Bezzerwizzerquizzen indledes med spørgsmålet: Hvilken stærk drink med vodka, tomatjuice og tabasco siges at være god mod tømmermænd?