I min barndom var en af mine yndlingstegnefilm Road Runner. Plottet var altid det samme, en ulv – eller måske en præriehyæne – forsøgte at fange den hurtige strudselignende Road Runner-fugl. Han lagde en snedig plan, men det endte altid galt, typisk med at han på en eller anden måde løb ud over afgrunden et sted i det amerikanske ørkenlandskab – sådan lidt Monument Valley-agtigt landskab – og faldt ned.

Men før han drattede ned, var der ligesom altid et kort sekund, hvor han hang i luften, vidste at det var gået i fisk, men endnu ikke for alvor var begyndt at falde.

Sådan er det måske for os her i Vesten – vi ved, det er gået i fisk, men faldet er ikke rigtigt begyndt. Men det kommer lige om lidt, og landingen bliver benhård. Sådan skrev en klog bekendt til mig forleden, da vi – som sikkert utallige andre – begræd de sære tider, vi lever i, og hvordan det hele bare falder mere og mere fra hinanden. Siden sidste nyhedsbrev udkom i fredags – det virker allerede som længe siden – er den største krig i Mellemøsten i årtier brudt ud.

Sidste lørdag indledte Israel og USA bombeangrebet mod Iran, og ingen – vitterlig ingen – kan vide, hvordan det ender.

Altså noget vides naturligvis; angrebet er allerede endt skidt for store dele af præstestyret. Israel dræbte med et lynangreb som det allerførste Irans øverste åndelige leder, Ali Khamenei.

Financial Times har i en forrygende artikel beskrevet, hvordan det lod sig gøre, og hvordan Israel åbenbart gennem lang tid har kunnet overvåge Teheran via byens mange trafikkameraer, som Mossad har hacket. Den slags er jo altid fascinerende, men selve det at bombe Iran er for mig at se helt åbenbart ulovligt.

»Der er intet godt at sige om præstestyret i Iran. I et lille halvt århundrede har regimet i Teheran undertrykt befolkningen, forarmet landet og spredt terror og uro i regionen. Det ville være en lykke for både Mellemøsten og iranerne selv at få et andet regime. Men at præstestyret er en gruppe forbrydere, giver på ingen måde USA og Israel lov til at bombe Iran og forsøge at dræbe dets ledere. Angrebet på Iran, der begyndte lørdag morgen, er en åbenbar krænkelse af folkerettens måske allermest grundlæggende regel, forbuddet mod magtanvendelse«, skrev jeg i denne leder kort efter angrebet, og det mener jeg stadig.

Det har været forbløffende at følge de sære argumentationer, borgerlige har følt sig nødsaget til for at kunne glæde sig over angrebet uden helt at droppe folkeretten. Berlingskes chefredaktør Tom Jensen roder sig ud i noget værre noget i denne leder, hvor han på den ene side anerkender, at det nok ikke er helt folkeretligt kosher at bombe Iran, men samtidigt forsøger at sige, det ikke betyder, at invasionen af Ukraine er lovlig, eller at Trump gerne må snuppe Grønland.

Jensens argumentationsmæssige trick er at sige, at Irans ledelse slet ikke var legitim, men at Tom Jensen og andre ikke kan se, at det er noget sjovt subjektivt noget, som åbner en afgrund af kaos, er svært at forstå. For nej, Irans styre er naturligvis ikke demokratisk, det er undertrykkende og modbydeligt, men vil vi – herunder Tom Jensen – virkelig gerne leve i en verden, hvor det er Donald Trump og Benjamin Netanyahu, der afgør, hvilke landes regeringer der er legitime, og hvilke landes regeringer man gerne må bombe og dræbe?

Er man i tvivl om Israels blakkede moral, kan man bare kaste et blik på Mogens Lykketoft og Birgitte Rahbeks kronik tidligere på ugen om, hvordan tostatsløsningen systematisk bliver undergravet.

Har man lyst til at få forstyrret sin nattesøvn endnu mere end den allerede er, kan jeg også anbefale spildesigneren Ask Aggers kronik om de geopolitiske farer, som han ser forude for Europa. Det er dyster læsning, et sammenbrudt, totalitært USA, et Taiwan, som er erobret af Kina, og et Rusland, der fører krig mod Nato. Men det værste er næsten, at de tre trusler jo allerede er nogle, vi alle sammen kender – vi ved det og står alligevel lammet som et dådyr på motorvejen.

Eller – helt lammet står vi naturligvis ikke. Der sker faktisk noget i Europa, og det er jo det måske mest opmuntrende i denne dystre tid.

Danmark har indgået et atomvåbensamarbejde med Frankrig – hvis mangeårige insisteren på strategisk uafhængighed virker noget klogere nu, end det gjorde engang – og det er et stort skridt fremad efter vores mening.

»Alt for længe har Danmark – både politikere og samfundet – lullet sig ind i en tro på, at en generøs velfærdsstat er tilstrækkelig til at klare sig i en brutal verden, og alt, alt for længe har vi udliciteret vores sikkerhed til USA. Tiden, hvor Danmark var USA’s lille vicesherif rundt om i verden, er slut. Nu er USA blevet en del af problemet, og Europa må lære at stå på egne ben og forsvare sig selv. Erkendelsen har været svær, men nu er det sivet ind«, skriver vi.

Og heldigvis for det. Så kan man håbe, at vi kan få lov at leve i fred også fremover i dette herlige lille land, hvor valgkampen let kommer til at virke meget fredsommelig og fornuftig.

Ja, Dansk Folkeparti er nogle værre lømler, der ødelægger Blå Blok og siger støjende og skøre ting om at udvise muslimer. Men heldigvis får de næppe nogen magt, og uanset hvor man selv ligger politisk, er der en grundlæggende ansvarlighed hele vejen fra Enhedslisten til Liberal Alliance.

Det tager muligvis noget af dramaet fra valget, men ærligt – i en skør, skør verden er Danmark virkelig en ø af fornuft, langsigtet tænkning og rationelle politikere. I know, lidt sært at sige og skrive, men lige nu priser jeg mig lykkelig for den danske politiske debat og konsensustradition.

Og med de ord nok for denne gang – næste uge vender jeg frygteligt tilbage til indenrigspolitikken (medmindre verden er eksploderet endnu mere), og som altid håber jeg, at I vil skrive til mig med ris, ros og tanker på marcus.rubin@pol.dk

Kh og nyd den smukke weekend i det smukke spirende forår!

Marcus