Kære alle, beklager at nyhedsbrevet har været fraværende en stund. En giftig kombination af min redaktørs velfortjente barsel og egne begrænsede tekniske evner har skylden. Der er ellers rigeligt at skrive om! For lige som man ikke troede, at det kunne blive mere skørt, satte den yderste højrefløj i Danmark trumf på med en ualmindelig forvrøvlet argumentation, om at danskheden i al fald delvist sidder i blodet.

I det måske mest gakkede indslag på Deadline i mange år gik juristen Rasmus Munch Søndergaard for nogle dage siden planken helt ud og forklarede, at han engang havde datet en inuit, der ikke kunne tåle mælk. Nu er det naturligvis sandt, at evnen til at nedbryde laktose er ulige fordelt over kloden og vist i meget høj grad kommer fra nogle stammer, der indvandrede til Europa for 5-6.000 år siden. Men derfra til at mene, at det er vigtigt for at kunne være dansk i dag, er det et meget, meget langt stykke.

Rasmus Munch Søndergaard er dog ikke helt alene, Berlingske-skribenten Julie Grove – før dette vist mest kendt for at sige, hun har fundet en ’kognitivt stærkere kæreste’ – har også gjort sig til fortaler, for at ’blod ikke er ligegyldigt’. Hun bryder tabuet som de siger på BT, men mest af alt synes jeg, hun udstiller sig selv som en sølvpapirshat – og sænker dermed barren for, at kæresten er kognitivt stærkere – og stort set hele højrefløjen er da også hastet med at tage afstand. Pernille Vermund og Morten Messerschmidt var ude på Facebook og forklare, at danskheden skam sad i hjertet og ikke i blodet.

Og imens tiden går med det, kører landet nu videre uden en ny regering på snart anden måned. Denne uge bød på det måske mest sære forløb, hvor det af sælsomme grunde pludselig blev rejst tvivl om det såkaldte Velfærdsforlig, det som er sikkerhedsnettet under dansk økonomi ved løbende at opjustere pensionsalderen.

Om det er realistisk, at unge danskere skal arbejde til de er langt oppe i 70’erne kan man diskutere, men forløbet, hvor det pludseligt blev en del af regeringsforhandlingerne, var mildt sagt sært.

Det hele endte med en stor prut om ingenting, og der er, som Christian Jensen skriver i denne leder, »vanskeligt – set udefra – at få øje på Mette Frederiksens politiske genialitet i selv at true med at ophæve et forlig i det ene øjeblik for at genbekræfte det i det næste. Hun skaber et problem, hun kun selv kan løse. Det stiller ikke ligefrem den kongelige undersøger i det bedste lys«.

Nu tænker de fleste af os sikkert mere på forårssolen, der de sidste dage har skinnet gavmildt ned, men det er dog alligevel forstemmende, at personlig magt så helt tydeligt spiller en vigtigere rolle end nationens ve og vel for de danske partiledere.

Men ok, det kunne være meget værre. Det bliver jeg løbende mindet om, når jeg får mails fra Donald Trump, som forsøger at true og charmere mig til at donere penge til ham. Det har jeg skrevet lidt om i denne klumme, hvor det mest tankevækkende for mig er, at strategien rent faktisk virker. I 2025 fik Trump små ti millioner dollar – omkring 64 millioner kr. – ind via den gruppe jeg får mails fra, og det er kun en lille del af hans samlede fundraising. Andre af hans støttegrupper skrabede ifølge Politico 26 millioner dollar ind til ham i andet halvår af 2025. Herudover har andre såkaldte PACs – politiske støttekomitéer – omkring to milliarder kr. stående til hans disposition i banken.

Personligt ville jeg næsten mere falde for en nigeriansk e-mail om, at en afdød rigmand havde betænkt mig med en formue, som bare lige krævede lidt penge til sagsbehandlingen fra mig først. Men amerikanerne er et andet folkefærd, på en og samme gang superavanceret og ekstremt naive.

Noget kan de amerikanere dog – i al fald når det gælder børn og skoler. Det erfarede Sara og Christian Toftegaard Hjuler, der arbejder som forskere i Novo Nordisk og er blevet udstationeret til USA. I USA stortrives alle deres tre børn. Her går de i skole, udvikler sig og lærer noget. I modsætning til i Danmark. »Vi var lamslået over den forskel, vi så i det øjeblik, vi trådte ind ad døren«, som de siger. Det har de tidligere skrevet en kronik om og forleden talt med min kollega Pernille Mainz om.

Amerikanerne er også stærke til at bombe, men måske mindre til at skabe varig fred. Det er i al fald endnu ikke lykkedes i Iran, selv om våbenhvilen er blevet forlænget. Hvad om noget der egentligt er kommet ud af krigen – andet end at dræbe tusinder af mennesker og en stor del af den iranske ledelse - står mildt sagt uklart. Som New York Times beskriver her, har man mest af alt styrket revolutionsgarden, den måske allerværste del af regimet.

Men tilbage til de danske kyster. Her håber jeg personligt, at der snart kommer en regering, og at den som noget af det første tager fat om boligpolitikken. Jeg har personligt mit på det tørre, men det er fuldkommen absurd, at København mere og mere er en lukket fest. Senest var det specialkonsulent Mathilde Holm, der i dette debatindlæg pegede på det skandaløse i, at hun som vellønnet mor ikke længere havde råd til at bo i byen med sine to børn. ’Jeg bor i en toværelseslejlighed med mine børn, som går i børnehave og 1. klasse. Vi har nået et punkt, hvor vi har brug for mere plads, men der er ingen realistiske boliger, jeg kan betale’, skrev hun.

Det er trist, både for hende og byen og sammenhængskraften i samfundet. Lige den slags ting, som Socialdemokratiet plejede at være optaget af. Lad os håbe, at de snart bliver det igen.

Og dermed tak for nu. Ser frem til at se hvad næste uge bringer og inden da håber jeg, at I får en fuldkommen forrygende weekend! Skriv som altid lystigt på marcus.rubin@pol.dk!

kh

Marcus