0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Mette Dreyer
Tegning: Mette Dreyer
Tegning: Mette Dreyer
Nyhedsbrev - Politiken Debat

En kritiker af venstrefløjen, en kritiker af Social­demokratiet og en kritiker af, ja, alt og alle er nomineret til Hørups Debatpris

Politiken hædrer på tirsdag for tredje gang debattører, der styrker vores debatkultur.

Nyhedsbrev - Politiken Debat

Kære læser, velkommen til.

I begyndelsen af næste uge får Jacob Mchangama og Geeti Amiri et nyt medlem til deres eksklusive klub. De to er de første modtagere af Hørups Debatpris, som Politiken har stiftet for at styrke den offentlige debat ved at hædre debattører, hvis dyder er værd at påskønne og efterleve.

De nominerede i år er Enhedslistens spidskandidat på Frederiksberg, Pelle Dragsted, jurist, forfatter og skribent Anne Sofie Allarp og litterat og forfatter Knud Romer. De tre er blevet nomineret af en bredt sammensat jury på baggrund af indstillinger fra Politikens læsere og brugere.

På hver sin måde har de farvelagt og stormflodssikret den demokratiske samtale gennem bøger, debatindlæg og optrædener i radio, tv og ved de livearrangementer, vi heldigvis er begyndt at vænne os til igen.

Enhedslisteprofil Pelle Dragsted er den eneste, der har været nomineret to gange til prisen. I år med særlig henvisning til hans bog ’Nordisk Socialisme’. Jurymedlem Frederik Enevoldsen:

»Han har rystet fundamentet for arbejderbevægelsen, og det har vakt genklang på hele venstrefløjen. Siden 70’erne har socialismen ikke formået at nytænke tanken om medarbejdereje. Nu rejser Dragsted diskussionen igen, og det kan komme til at gøre en stor forskel for almindelige lønmodtagere, hvis de, som Dragsted er fortaler for, får mere indflydelse på det arbejde, de vier en stor del af deres vågne timer til«.

Anne Sofie Allarp vil være kendt for de fleste Politiken-læsere. Hun skriver med fast frekvens i vores spalter – og i flere andre mediers ditto – og hendes spændvidde er kolossal, lyder begrundelsen.

»Hun viger ikke bort fra de svære dagsordner og har ofte et nyt, nuanceret og alligevel skarpt perspektiv på tingene. Regeringen står stærkt i den offentlige debat og det er vigtigt, at den bliver udfordret og tryktestet med saglige argumenter. Allarp er stærkt udi den disciplin – og det faktum, at hun selv har rødder i Socialdemokratiet gør hendes udfordringer så meget desto tungere, hvilket naturligvis kommer med en pris. Det er blot endnu en grund til at nominere Allarp, som på alle måder beriger debatten«, siger politisk kommentator og jurymedlem Søs Marie Serup Laybourn.

Knud Romers samfundsengagement forklarer man vel næsten bedst gennem hans optrædener i debatprogrammer, som da han i Debatten på DR 2 talte dunder om vores måde at behandle børn og deres livslange uddannelse på. Der er et helt livs læst litteratur på Romers indre hylder, og når han deler ud af sin viden, er det ultimativt generøst.

»Knud Romer har vist, at det at er vigtigt, at det at være debattør og kunstner kan gå hånd i hånd. Dermed formår han at ikke blot at sætte samfundsproblemer til debat i litteraturen, men hans pointer når ud over hans læseskare og ud i de stuer, hvor der ikke står en bogreol«, siger jurymedlem Geeti Amiri.

Hver person sin favorit. På tirsdag bliver den næste prismodtager kåret ved et arrangement i Politikens Foredragssal. Hvis du ikke når at få billet (de er gratis), kan du i stedet nyde redaktionens læseanbefalinger.


Silja Thøgersen, debatredaktør:

I kølvandet på debatten om øremærket barsel er jeg spændt på, om debatten vil bevæge sig mere i retning af det, Sanne Søndergaard her opfordrer os til at debattere. Nemlig hvordan vi ser på omsorgsarbejde sammenlignet med vores syn på traditionelt gå-på-kontoret-og-tjen-penge arbejde.

Jeg ser allerede flere tegn på, at den debat sniger sig ind i diskussionerne.


Lars Ungermann, debatredaktør:

Ugens helt store tema blandt vore læserskribenter var uden tvivl debatten om øremærket barsel. Redaktionen modtog indlæg fra politikere, fagbevægelse, ligestillingsforkæmpere og mange fagpersoner. Og selvfølgelig også fra de ’rigtige’ eksperter; dem der faktisk har været eller lige nu er på barselsorlov, fortalte om deres erfaringer:

»Jeg lærte, at jeg var uundværlig i hjemmet og undværlig på arbejdet, og det var en god lektie«, skrev læge og far til tre, Andreas Pihl.

Deltids programmør og deltids hjemmegående, Sofie Westphal Pedersen, er mindre begejstret for forslaget: I et indigneret indlæg skrev hun:

»Endnu en gang forværres vilkårene for kvinder i ligestillingens navn. Men jeg vil ikke have ligestilling på mandens præmisser. Jeg vil have ligeværd!«.


Tak for opmærksomheden og god weekend.

Mest læste debatartikler siden sidst




Det, I taler om

Kronikredaktør Marcus Rubin samler op på vores fælles samtale og bringer nogle af de bedste indlæg om at det, I taler om.

Udsendes hver fredag.