Kære modtager,
vores samfund skal vokse, det er en grundpræmis, som alle tilsyneladende har accepteret, men hvad er det, der skal vokse? Hvem skal det vokse for? Hvad må væksten koste, og hvor længe må den vare ved? Kate Raworth stillede spørgsmålene, som min kollega Jes Stein Pedersen citerede i en leder forleden, og de bliver stillet i nye varianter og med voksende frekvens, efterhånden som det bliver tydeligere, at vi presser kloden mod nogle planetære grænser, der måske ikke findes noget liv for os på den anden side af.
Kirsten Dunst kunne godt se, at noget var ved at ramme de planetære grænser, i Melancholia
Som gammel medarbejder på Dagbladet Information har jeg fulgt med i vækstkritikken også før den senest kom på mode, og derfor fandt jeg det så meget desto mere interessant, da to tætte aktører i det danske politiske landskab for nylig udgav en vækstkritisk bog, nemlig ’Efter festen’ af Socialdemokraternes politiske chef Bjarke Dahl Mogensen og direktør for DeltagerDanmark Rune Baastrup.
Endnu mere interessant fandt jeg det, da jeg inviterede dem til at stille op til interview i vores nye podcast ’Den levende’, at kun Rune Baastrup stillede op. Bjarke Dahl Mogensen har været med til at skrive bogen, men som Pernille Rosenkrantz-Theils tidligere særlige rådgiver og nuværende politisk chef i S stiller han ikke op til interview om bogen. Vækstkritik er nemlig langtfra aktuel socialdemokratisk politik.
I interviewet spørger jeg Baastrup til hvordan det hænger sammen, ligesom han forklarer, hvorfor de to forfattere til deres egen overraskelse efter at have pløjet forskningsrapporterne igennem er nået frem til, at et opgør med økonomisk vækst er nødvendig. Du kan høre ’Den levende’ med Rune Baastrup her, og rundt om interviewet med ham perspektiverer og forklarer Eva Eistrup og jeg, hvad der også er på spil i den debat.
Og det er meget. De fleste politikere på Christiansborg i dag slår syv kors for sig ved tanken om modvækst. Men de fleste økonomer er også dybt skeptiske overfor vækstkritisk tænkning, både om den er nødvendig og om det er muligt at gøre op med økonomisk vækst på en måde der ikke vil føre til dybt dystopiske fremtidsscenarier. Og så er der spørgsmålet om alt det gode, væksten har gjort for verden. Min gamle kollega Niels Krause-Kjær gennemgik hovedpunkterne udmærket i et kritisk interview med Baastrup i Deadline i går, det kan du se her.
Krause gennemgik nogle af de fremskridt, menneskeheden har gjort, siden vækstkritikken sidst var på sit højeste i 1973. Det er ikke små ting.
Problemer er der nok af. Men det, vækstkritikken peger på, er et spørgsmål rejst af naturen og vores ressourcer. Et ubesvaret spørgsmål. Og det er der, tror jeg, stadigt flere folk, der godt kan se. En af dem er den konservative tænker Christian Egander Skov, der har skrevet den her idehistoriske refleksion over bogen. Mange gode spørgsmål i den, også til hvad ’frihed’ egentlig vil sige i bæredygtighedskrisens tid, et spørgsmål som jeg i et tidligere afsnit af ’Den levende’ talte med sociologen Nikolaj Schultz om, og som Rune Baastrup også diskuterede i det her debatindlæg for nylig.
Bagtæppet for det hele er selvfølgelig den her ekstreme sommer, hvor verden har slået sine historiske temperaturrekorder dagevis i træk, og forskerne allerede i juni pegede på, at nogle indikatorer var på vej et sted hen, hvor vi aldrig har set dem før.
New York forleden, på den varmeste dag i den opmålte del af klodens historie. Varme er fint nok, hvis bare man har køligt vand. Hvad nu hvis man ikke har?
Hvad gør man i sådan en situation? CEPOS-analytiker Otto Brøns-Petersen, en i øvrigt klog og erfaren analytiker, mente forleden at vi skulle holde op med at tale om dommedagsscenarier, fordi det gør de unge bange. Jeg tror, unge bliver bange, når vi voksne ikke tager krisen alvorligt. Det er da det mest skræmmende overhovedet.
Men hey, lyt ikke til mig, lyt til 15-årige Dicte Juul Schøt, som skrev det her debatindlæg forleden. Eller til 15-årige Vigga Skjellerup, der skrev det her for et par uger siden.
DM i debat
Jeg tror, at det mest ansvarlige man kan gøre i sådan en situation, er at diskutere de problemer, man heller ikke endnu kan se løsningen på. Og hvis du er i tvivl om, om man kan blive glad i låget af at diskutere, også alvorlige ting, så prøv at se et par glimt fra vores DM i debat- og DM i boomerdebat-arrangementer fra Folkemødet.
Varmt, fuldt og meget høj stemning i Rosengården den dag. Foto: Finn Frandsen
For eksempel i den her videooptagelse af finalen i en propfyldt Rosengården i Allinge, hvor Trine Bjørn Egede også var på pletten med en reportage. Eller i den her skønne reportage med videoklip fra Der Nordschleswiger. Det var faktisk umuligt at være i dystert humør den dag.
Mathias Niebuhr vandt i år og hyldede de andre unge debattører i sin tale. Her kan man næsten se, hvor varmt der var oppe på den scene. Foto: Finn Frandsen
Og hvis du så er med på ideen, at det er godt for os alle sammen at debattere, også de svære og tilsyneladende uløselige udfordringer - så læs lige det her jobopslag. For vi søger lige nu en kollega til debatredaktionen. Og hvis du selv burde arbejde sammen med os eller kender en der gør, så læs lige her og lad høre fra dig. Vi skal lave mange sjove ting til efteråret. Og hvis du ikke skal være med til at lave dem inde på redaktionen, så håber jeg du vil bidrage til dem ved at skrive indlæg til os, og ved at læse med her i mit nyhedsbrev. Som jeg som altid også gerne vil høre svar fra dig på, hvis du har fået en tanke.
3 fra verden
Tilsidst skal vi lige, traditionen tro, have tre tips fra den store verden.
Fra Kenya: Den kenyanske satiriker Gathara har længe haft en tråd på sin twitterprofil, hvor han beskriver Europa og især Storbritannien, sådan som Vesten gennem århundreder har beskrevet Afrika. Det er helt guddommeligt. Og nu har han netop gennemført en hjælpemission, altså et besøg på de britiske øer, for at studere the flavour-starved and dentally challenged natives på nærmeste hold. They need trade, not aid, konkluderer han. Det er helt sublimt.
Maus. Fantastisk værk. Håber censuren får alle til at købe det på internettet.
Fra censurland: »De drømmer om en blidere, lidt mere nuttet Holocaust«. Den eneste fordel ved den bizarre bog-forbuds-bølge, der skyller gennem USA, er at læse tegneren Art Spiegelmans refleksioner over, hvad der sker i et samfund, der ikke ønsker at have adgang til hans vidunderlige Holocaustfabel ’Maus’.
Fra den verden, vi ikke skal acceptere: Nafiisa Fiidow deltog for nogle år siden ind imellem i debatten på sociale medier med nogle indspark, jeg husker som sjove, underfundige og originale. Da jeg for et par uger siden så den her video, hvor hun fortalte om sine erfaringer som debattør, blev jeg faktisk rasende. Det er ikke acceptabelt, at man skal trække sig fra den offentlige samtale, fordi folk ikke kan opføre sig ordentligt. Jeg vil personligt gøre alt for, at vi ikke accepterer, at det er sådan.
Jeg har i min tid set en del kloge trække sig fra debatten, fordi folk svinede dem til. Det er ikke okay.
Og derfor er det mig også en stor glæde og fornøjelse at fortælle, at jeg har overtalt Nafisa Fiidow – ikke til at blande sig på sociale medier, det behøver ingen, men til at bidrage til debatten i Politiken. Hun begynder at skrive til august ligesom en anden kendt og elsket Politiken-profil, der har været væk nogle år, Ditte Giese.
Den er god nok: Ditte Giese kommer tilbage til Politiken Debat. Vi overvejer at lave en form for countdown med hendes gamle greatest hits inden.
Jeg sagde det jo: Det bliver et fint efterår. Indtil da: Hav en dejlig sommer