Godmorgen.
Denne morgen handler nyhederne om en irsk rapgruppes omstridte opråb fra scenerne, der nu får en københavnsk borgmester til at kræve indgreb mod spillestedet Vega.
Der kommer også nye oplysninger frem om en dræbt al Jazeera-journalists forbindelser til og støtte til Hamas og terrorangrebet mod Israel 7. oktober 2023.
Og så handler det om Sikkerhedsstyrelsens kontrolkøbere, der afslører, at det står sløjt til i mange butikker, når det gælder salg af alkohol til unge. Samt om anstalten i Nuuk, der får international kritik for kaos og overbelægning.
Opfordring til drab på politikere får københavnsk borgmester til at reagere
Det er »helt uden for skiven« af, hvad man kan tillade sig som lokalpolitiker. Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Enhedslisten på Københavns Rådhus, efter at børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) har krævet ledelsen for det kendte københavnske spillested Vega fyret.
»Det er helt væk fra vinduet. Vi kan ikke gå og true hinanden med fyringer, fordi Vega præsenterer et band, som Jakob Næsager ikke kan lide«, siger Frederik Kronborg, gruppeformand for Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation. Det hører med, at Kneecap fra scenen har opfordret til drab på politikere. Borgerlige, ikke venstreorienterede, vel at mærke: »Den eneste gode konservativ er en død konservativ. Dræb dit lokale parlamentsmedlem«, lød en proklamation. Det er også blevet til støtteudråb til fordel for Palæstina og mod Israel og med viften med terrorbevægelsen Hizbollahs flag. Det sidste har ført til en sigtelse for terrorbilligelse. Bandet har undskyldt for optrinene.
Men Næsager er bekymret for det, der får lov at ske i kunstens navn: »Som borgmester er det min væsentligste opgave at fremme demokratiet, og derfor er jeg nødt til at råbe op, når et kommunalt støttet projekt modarbejder demokratiet. Når man proklamerer, at britiske parlamentsmedlemmer skal slås ihjel, taler det for sig selv. Man har som leder af et spillested et ansvar for, om man fremmer eller undergraver demokratiet. Uanset om nogen er dømt eller ej«.
- Justitsministeren vil slå hårdere ned på chikane af politikere: »Vi gør alt, hvad vi kan, for at komme det her svineri til livs«
- Folketingspolitikere under pres: Bliver slået, skubbet og får kastet ting efter sig
- Læs også: Musiker siger nej til krav om at støtte Gaza fra scenen. Andre gjorde det og kræves nu straffet
Nye oplysninger viser dræbt journalists glæde over 7. oktober-angrebene og hans kontakt til Hamas
Anas Al-Sharif arbejdede som journalist for Qatar-stationen al Jazeera og blev i weekenden dræbt ved et israelsk angreb. Israelerne har meddelt, at han spillede en vigtig rolle i Hamas: »Anas al-Sharif var leder af en Hamas-terrorcelle, som kynisk misbrugte udtrykket ’journalist’, mens han deltog i terroraktiviteter«. Men de fremlagte beviser for den israelske opfattelse har været kritiseret for at være for svage.
Nu pibler nye oplysninger ifølge Berlingske frem. Og de beviser ifølge avisen ikke, at han som hævdet har været med i en terrorcelle, men de viser, at han tidligere har arbejdet for et Hamas-medie, og at han sympatiserede med bevægelsen. Samt ikke mindst, at han åbenlyst jublede over terrorangrebet på Israel 7. oktober 2023, hvor Hamas og andre myrdede løs, voldtog og tog gidsler, da de trængte ind over grænsen. »Heltene bevæger sig stadig rundt og dræber og fanger. Gud, hvor er du stor. Det er jihad, jihad for sejr og martyrium«, skrev han i beskeder på dagen. Der er også dukket billeder op af Al-Sharif, der omfavnes af Hamas’ nu afdøde leder Yahya Sinwar.
Al Jazeera-journalistens død har fået internationale organisationer til at fordømme den israelske aktion mod manden og de mange drab på palæstinensiske journalister i Gaza. Internationale journalister har ikke fået fri adgang til Gaza under israelernes kamp mod Hamas. Direktør for Komiteen for beskyttelse af journalister (CPJ) Jodie Ginsberg har taget afstand fra drabet: »Og intet af det, som de israelske styrker hidtil har fremlagt som bevis, giver os nogen form for sikkerhed for, at han overhovedet var et aktivt medlem af Hamas«, sagde hun mandag, før de nye oplysninger kom frem. Kritkken går på, at drab på journalister er en krigsforbrydelse og at Al-Sharif arbejdede som journalist.
- Omtale: Læs Politikens artikel om drabet på Anas al-Sharif
- Nyhed: Fremtrædende journalist og fire af hans kolleger dræbt i israelsk angreb
Anonyme kontrolkøbere tager hver tredje butik i ulovligt salg til unge
Unge kan stadig snyde sig til køb af de aldersbegrænsede varer i fysiske butikker, viser nye tal fra Sikkerhedsstyrelsen. Det er fortsat hver tredje af Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med unge kontrolkøbere, der fører til en overtrædelse, viser dens opgørelse. Sikkerhedsstyrelsen har siden den 1. juli sidste år kunnet bruge unge kontrolkøbere til at undersøge, om landets butikker sælger varer med indhold af alkohol, nikotin eller tobak til børn og unge under de fastsatte aldersgrænser.
Det er tal, som bekymrer Maria Koch Aabel, som er direktør i Alkohol og Samfund: »Det er alt for højt. Derfor er det også utroligt vigtigt, at butikkerne tager det ansvar på sig og overholder lovgivningen ved for eksempel at spørge ind til id«. Lovgivningen om aldersgrænser er den eneste, der beskytter børn og unge i forhold til tobak, nikotin og særligt alkohol, forklarer hun.
I brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd er direktør Jannick Nytoft ked af tallene: »Der er en enorm bevidsthed derude og en stor frustration i forhold til overtrædelserne, der fremprovokeres af børneagenterne. Både fordi købmændene ikke ønsker at sælge de her produkter til mindreårige, og fordi 50.000 kroner er en massiv bøde«. Han efterlyser, at der kommer digital alderskontrol på betalingskortene, så problemet kan løses.
- Vinhandler faldt om, da han blev knaldet af ung kontrolkøber: »Det sortnede for mine øjne«
- Strid: Ejeren af en tankstation på Fyn kan få en hovedrolle i et retsopgør om unge kontrolkøbere
Der er presset alt for mange indsatte ind i anstalten i Nuuk
Anstalten i Nuuk er plaget af kaos og overbelægning. Der er sat så mange bag tremmer, at der i flere enkeltceller bor to indsatte. Og det har blandt andet muliggjort, at der er foregået et seksuelt overgreb på stedet, viser en rapport, som Europarådets Torturkomite har udgivet. Resultatet af overbelægningen har også betydet, at dømte afsonere har siddet sammen med varetægtsfængslede, der så er blevet omfattet af samme restriktioner som de dømte.
Ifølge TV 2 får det nu regeringen til at bebude, at der skal oprettes 70 ekstra pladser til indsatte på Grønland, lyder de danske myndigheders svar til komiteen. Det skal ske ved at bygge nye anstalter og ved at udbygge den eksisterende anstalt.
»Men det vil jo tage tid. Det kan sagtens tage fem år at bygge nye anstalter«, forudser den tidligere leder af Kriminalforsorgen i Grønland, Jørgen Engbo, som for ni år siden i Politiken advarede mod det, han allerede dengang så som alt for lidt kapacitet i den lukkede anstalt. Han er skeptisk over for det svar, komiteen får: »Det ærgrer mig, at man ikke overvejer alternativer, for eksempel hjemmeafsoning med fodlænke eller anden egnet kontrolform«.
- Læs også: Grønlandske forvaringsdømte fravælger Nuuk
- Dansk fængselsbetjent frygter for personalet: »Det er synd for dem, at de har fået overladt det der til sig selv«
Det bedste fra Politiken
Jette Mikkelsen har snart været skoleleder på Sct. Michael Skole i Kolding i 20 år. Men hun har aldrig oplevet noget lignende før. Foto: Maria Tuxen Hedegaard
»Det kan da ikke ske på min skole«
I onsdags begyndte Jette Mikkelsens telefon at ringe. Mange gange i træk. Kort efter blev skolelederen på Sct. Michaels Skole i udkanten af Kolding centrum hentet ud af et møde af sin viceskoleleder, som havde en alvor i blikket, der gjorde hende forskrækket.
Politiet havde fået en anmeldelse om, at tre elever fra en anden skole i Kolding – Alminde-Viuf Fællesskole – havde planlagt et skoleskyderi. Målet var ifølge politiet Sct. Michaels Skole samt to konkrete personer.
»Jeg blev meget chokeret. Jeg ved da godt, at det sker rundt omkring i verden. Men man forestiller sig jo ikke, at det skulle ramme ens egen skole«, siger Jette Mikkelsen.
Efterfølgende har det meste af Kolding holdt vejret. For de to involverede skoler gælder det nu om at forsøge at tøjle både nysgerrigheden og frygten.
Politiken har besøgt de to skoleledere og en familie i Kolding på første skoledag efter sommerferien.
Det er vanskeligt at nå sportens tinder fra Bornholm. Men for tre stjerner har opvæksten på øen hjulpet dem på vej
På den ene side er de vidt forskellige: Den ene flygtede fra krig og lærte at have det sjovt i Nexø. Den anden udnyttede, at landstrænerne ikke kunne holde øje med ham i Allinge. Og den tredje nåede slet ikke at tænke så meget over tingene i Rønne, før han var blandt landets bedste cykelryttere.
På den anden side er de meget ens:
For på trods af bunkevis af bosniske landskampe, etapesejre i Tour de France og internationale badmintontitler er de tre professionelle sportsudøveres historier spundet sammen i en slags skæbnefællesskab.
Men hvad det er for en skæbne, der forbinder fodboldspilleren Amir Hadžiahmetović, cykelrytteren Magnus Cort og Mathias Christiansen, der er en af Danmarks bedste badmintonspillere?
Svaret er Bornholm. Læs de tre internationale sportsstjerners fælles historie her.
Som journalist blev han ansigtet på krigen i Gaza. Nu har Israel dræbt ham
Drabet på den palæstinensiske journalist Anas Al-Sharif er blevet dækket af medier over hele verden. Han og fire kollegaer fra den arabiske tv-station Al-Jazeera blev i søndags dræbt af et israelsk bombeangreb. I det pressetelt, hvor de arbejdede. Et telt, der stod ved al-Shifa-hospitalet i Gaza – hvor Anas Al-Sharif er født og opvokset. Den 28-årige journalist blev ikke tilfældigt offer for Israels massive bombeangreb i Gaza. Det var ham, der var målet.
For ifølge Israel var Anas Al-Sharif leder af en Hamas’ terrorceller. Anklager, som er blevet afvist af blandt andet FN.
Siden krigens begyndelse er 186 journalister blevet dræbt i Gaza. I dette afsnit af ’Du lytter til Politiken’ er Politikens Marcus Rubin i studiet for at forklare, hvorfor Anas Al-Sharifs død har vakt så meget vrede i hele verden.
Det sker:
- Københavns Byret behandler klokken 9.30 en straffesag om et overfald begået med spark og slag. Episoden fandt sted i det indre København. To unge mænd er tiltalt. Den ene er professionel fodboldspiller.
- Virksomheden Vestas Wind kommer med halvårsregnskab.
- Socialistisk Folkeparti holder klokken 14 pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde.
Dagens tegning
Læring for livet
De nye 0. klasser kan ikke sidde stille, er dårlige til at håndtere konflikter og til at vente, kan ikke modtage en fælles besked, har svært ved at være i et fællesskab og mangler i det hele taget sociale færdigheder.