Godmorgen
Dagens morgenoverblik byder på følgende historier:
- Lars Løkke: Kommer i dag til at lægge en »klar linje« for, hvornår Danmark er klar til at anerkende Palæstina
- Kirks enke talte om tilgivelse, mens Trump talte om had
- »En katastrofe«: Aftalen skulle sikre 2.250 billige boliger, men der er ikke bygget én eneste
- Myndighederne er skeptiske: Men nye tal viser, at tusinder af danske småbørn får kontroversielt indgreb
God fornøjelse!
Lars Løkke: Kommer i dag til at lægge en »klar linje« for, hvornår Danmark er klar til at anerkende Palæstina
Søndag anerkendte både Storbritannien, Canada, Australien og Portugal Palæstina som stat. Nu vil udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) lægge »en klar linje« for, hvornår Danmark er klar til at anerkende Palæstina som stat. Og det kommer til at ske i dag - mandag.
Det sagde Lars Løkke søndag aften i en video delt på det sociale medie Instagram. Det skriver DR.
»Indtil nu har det jo været sådan, at vi de facto faktisk har givet Israel vetoret på det her spørgsmål, fordi vi har sagt, at en dansk anerkendelse af Palæstina kommer, når der er en forhandlet tostatsløsning.«
Lars Løkke Rasmussen er i New York, hvor verdens ledere i den kommende uge skal mødes til FN’s Generalforsamling. Og mandag deltager den danske udenrigsminister i en konference på såkaldt højniveau, siger han i videoen.
»Derfor ønsker vi at flytte vores position, så det ikke er i hænderne på Israel, men i virkeligheden i hænderne på det palæstinensiske folk selv at træffe de beslutninger og gøre de ting, der skal til, for at Danmark anerkender Palæstina.«
- Anerkendelse af Palæstina: Storbritannien og tre andre lande anerkender Palæstina som selvstændig stat
- Følg udviklingen af krigen i Gaza: her
Ny martyr: Kirks enke talte om tilgivelse, mens Trump talte om had
I nattens løb mødtes op mod 100.000 amerikanere for at mindes den konservative aktivist Charlie Kirk. Kirks kone, den amerikanske præsident, Donald Trump, og vicepræsident J.D. Vance var blandt talerne til mindehøjtideligheden, som fandt sted i Glendale, Arizona på State Farm Stadium.
To store øjeblikke fra scenen var, da Charlie Kirks kone, Erika Kirk, sagde, at hun vil følge Jesus’ eksempel og tilgive sin mands morder. »Svaret på had er ikke had«, sagde hun.
USA’s præsident Donald Trump talte umiddelbart efter, og hans tale kunne ikke være mere forskellig fra Erika Kirks og de andre talere ved dagens arrangement. Hvor Erika Kirk talte om tilgivelse, talte Trump om had. Han sagde, at han fandt det svært at have empati med sine rivaler.
»Han (Charlie Kirk) var en missionær med en ædel ånd og en vigtig mission. Han hadede ikke sine modstandere. Han ville det bedste for dem«, sagde Trump, før han tydeligvis afveg fra ordene på teleprompteren: »Det er der, jeg var uenig med Charlie. Jeg hader min modstander«, sagde han.
- Mindehøjtideligheden: Maga-bevægelsens vigtigste stemmer gik på talerstolen til stor højtidelighed
- Læs også: Data viser, at den politiske vold mest kommer fra højre. Nu har Trump trukket stikket til databaserne
»En katastrofe«: Aftalen skulle sikre 2.250 billige boliger, men der er ikke bygget én eneste
I 2021 indgik politikere på Christiansborg en stor aftale med navnet ’Fonden for blandede byer’. Som navnet antyder, er målet med den at sikre, at alle har råd til at bo i de store byer, hvor stigende boligpriser presser de svageste og mest udsatte.
Nu viser en ny opgørelse, at det mål i den grad er mislykkedes, og et gammelt brev afslører, at den ansvarlige minister, Sophie Hæstorp Andersen (S), hele tiden har været klar over problemet.
Som en del af aftalen afsatte man 900 millioner kroner til en pulje, som gennem statstilskud til byggerier skulle sikre, at der blev bygget 2.250 nye almene boliger til maksimalt 3.500 kroner om måneden inden 2027.
»Konsekvensen er i sidste ende, at flere mennesker kommer til at kæmpe med deres boligsituation, og det bliver særligt en udfordring i de store byer, hvor koncentrationen af hjemløse er størst«, siger Rikke Skovgaard Nielsen, seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet.
- Billige boliger: »Mit hjerte græder«: Nye regler gør folk for fattige til de billigste boliger
- Læs også: Tusindvis af billige boliger er forsvundet på få år: Udviklingen er en »bombe« under samfundets mest sårbare
Myndighederne er skeptiske: Men nye tal viser, at tusinder af danske småbørn får kontroversielt indgreb
I Jyllands-Posten kan du læse om et tungebåndsklip, som flere småbørn får for at afhjælpe ammeproblemer. Indgrebet er i de senere år blevet mere populært herhjemme.
Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af småbørn, som får foretaget tungebåndsklip i Danmark, er steget med 69 procent mellem 2017 og 2024.
Især et mere omfattende tungebåndsklip frarådes fuldstændig herhjemme, og derfor rejser et ukendt antal danskere til Holland for at få det foretaget. Hvis et barns tungebånd er stramt, kan amning blive vanskelig – og smertefuld for moren.
I en mail til Jyllands-Posten oplyser Sundhedsstyrelsen, at den er bekendt med den »store stigning« i klip i Danmark, og at styrelsen ikke kan anbefale indgrebet, »medmindre der er faglig grund til det, da der ikke er viden om langtidseffekter«.
- Spædbørn: Flere end 7000 småbørn fik klippet tungebåndet i 2024
- Læs også: Børnelæger giver topkarakter til beslutning om RS-vaccine
Det bedste fra Politiken
Han har været død, fraværende, ensom og misbruger: Nu åbner Björn Borg for første gang døren til sit turbulente liv
En septemberdag i 1981 døde den Björn Borg, alle kender.
I poolen på bagsiden af hans luksuriøse kæmpevilla på Long Island i New York. Her, midt i et mørkt mylder af tanker, besluttede han at gøre en ende på sit liv som tennissportens superstjerne med en ramme øl som eneste vidne. Han ville igen kunne trække vejret frit. Som sig selv. Og uden at blive forgudet, forfulgt og forbandet over et liv belejret af fans, golddiggers og grænseløse mediefolk.
Tennisfænomenet Borg blev kun 25 år. Mennesket Björn fik til gengæld luften tilbage. Kortvarigt. Så ramte en deroute, der flere gange var ved at koste resten af ham livet.
Politiken møder ham i anledning af udgivelsen af biografien ’Hjerteslag’. I Tryckerigatan 4 på den yderste kant af Stockholms historiske centrum.
Læs hele interviewet her og hør dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’, hvor dagens gæst er Politikens sportsredaktør Christian Heide-Jørgensen.
DNA-testen var ikke til at tage fejl af: Min barndomsveninde er min søster
Iben og jeg er veninder. Det er vores mødre også. Faktisk har de været det, lige siden de mødte hinanden i folkeskolen, da de var omkring 6 år gamle. De er den slags veninder, der holder fast.
Det betyder, at Iben og jeg også har fulgt med hinanden hele vejen op. Barndom, ungdom, voksenliv. Fra tremmesenge og Barbiedukker til studier og arbejde. Vi har været hinandens konstante. Nærmest som søstre eller kusiner.
Men en dag skete der noget. Det begyndte med et glimt i Ibens mors øjne. En tanke, hun ikke kunne slippe: »I har jo den samme høje pande«, udbrød hun. Hun sagde det i sjov, men med en undertone af alvor. Jeg rystede tanken af mig. Iben og jeg ligner jo slet ikke hinanden. Hun har mørkt hår og blå øjne. Jeg er lys med grønne øjne. Men tanken blev liggende i hjørnet af mit sind.
Iben havde længe villet give mig en dna-test i fødselsdagsgave. Hun havde selv taget en og havde fundet frem til søskende og mødt dem. Jeg var modvillig. Jeg havde intet behov for at grave i mit genetiske ophav. Jeg frygtede, hvad jeg ville finde. Men til sidst tog jeg alligevel testen. Modvilligt. Og ventede.
Det sker:
- Naturvidenskabsfestival afholdes hvert år i uge 39 med deltagelse af cirka en tredjedel af landets grundskoler og mere end halvdelen af de gymnasiale ungdomsuddannelser. Festivalen har som mål at engagere børn og unge i science-fagene.
- Dyrenes Alliance står bag National kødfri uge, som begynder i dag og varer til 28. september. Formålet med ugen er at sætte fokus på kødfri madlavning og alternativer for at reducere kødforbruget.
- VM i cykling køres 21.-28. september i Kigali i Rwanda. I dag er der U23-enkeltstart på programmet for både mænd og kvinder.
- Mandag bliver verdens største individuelle fodboldpris uddelt, når France Football kårer Ballon d’Or-vinderen anno 2025 på både herre- og kvindesiden.
- Åbningen af verdensorganisationen FN’s 80. Generalforsamling markeres med den såkaldte højniveau-uge, hvor stats- og regeringschefer fra hele verden samles i New York.
- I forbindelse med FN’s Generalforsamling er der i dag et topmøde om det palæstinensiske spørgsmål med Saudi-Arabien og Frankrig som arrangører. Den franske præsident, Emmanuel Macron, har lovet, han formelt vil anerkende Palæstina som stat i forbindelse med mødet.
Dagens tegning
Noget at tro på