Godmorgen
Denne onsdag er der topmøde i København, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) vil tage imod europæiske toppolitikere til en samtale om europæisk forsvar – og formentlig også den hybridkrig, som raser i Europa. Vi giver dig overblikket over dagen.
Så skal vi forbi USA, som her til morgen har lukket dele af statsapparatet ned. Forsvarsminister Pete Hegseth talte også til et møde tirsdag, hvor han og Donald Trump havde samlet USA’s generaler fra hele verden til peptalk med nogle dystre perspektiver.
Vi bliver i USA-regi, men tager til Grønland, hvor amerikanske investorers interesse for ejendomme nu får politikerne til at reagere.
Og så slutter vi herhjemme med kritik af det netop vedtagne mobilforbud i skolerne.
God læselyst!
Hvad skal Merz, Macron og de andre egentlig snakke om inde bag de lukkede døre på Christiansborg?
Onsdag er der europæisk topmøde på Christiansborg i København, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) vil tage imod de europæiske stats- og regeringschefer for alle 27 medlemslande – også kaldet Det Europæiske Råd.
Deltagerne tæller bl.a. Frankrigs præsident Emmanuel Macron, den tyske kansler Friedrich Merz, den italienske premierminister Giorgia Meloni, den ungarske premierminister Viktor Orbán. Desuden kommer kommissionsformand Ursula von der Leyen, udenrigschef Kaja Kallas og formand for Europa-Parlamentet Roberta Metsola. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil dukke op via videolink.
Mellem klokken 13 og 15 handler det om forsvar. Så skal der tages ’familiefoto’, og bagefter er det tid til næste hovedtema: Ukraine. Planen er at slutte omkring klokken 18, for klokken 19 er der middag med kongeparret på Amalienborg. Selv om mødet har været planlagt længe, kommer dronetruslen formentlig også til at indtage dagsordenen. I forvejen taler EU en del om at sikre Europas ’østlige flanke mod Rusland’, og nu taler de også om at bygge en ‘dronemur’ mod Rusland. Få hele overblikket her.
- Hybridkrig: En hybridkrig raser i Europa, men Vladimir Putin er også selv såret
- Læs også: Københavns Politi har forberedt sig i halvandet år: »Der er lys i øjnene nu«
Trump: Amerikanske byer skal være øvelsesterræn for hæren
Knap 800 generaler, admiraler og andre højtstående militærfolk blev tirsdag samlet af forsvarsminister Pete Hegseth og den amerikanske præsident, Donald Trump, til en peptalk. Politikens USA-korrespondent Jacob Fuglsang skriver i sin analyse, at mødet rummede skræmmende perspektiver for, hvordan Trump-administrationen er i gang med at omforme hæren og bruge den til egne politiske formål.
USA’s præsident talte om kampen mod »fjenden iblandt os« og argumenterede for, at hæren i højere grad skal sættes ind i amerikanske byer for at løse politiopgaver.
»Når de spytter, så skal vi slå. Er det okay?«, sagde han og nærmest tiggede om en reaktion fra den bomstille forsamling.
Amerikanske militærfolk har en stærk tradition for at være upartiske og giver derfor ikke udtryk for begejstring eller det modsatte, når de præsenteres for politiske budskaber.
Derudover har USA her onsdag morgen annonceret, at dele af det føderale statsapparat er begyndt at lukke ned. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Det skyldes, at demokraterne og republikanerne i Kongressen ikke har kunnet nå til enighed om en ny budgetaftale, inden fristen udløb klokken 06.00 dansk tid – og det kommer til at have konsekvenser for de hundredtusindvis af føderalt ansatte i USA, som vil blive sendt hjem uden løn. Nationalparker og museer lukker også.
- Trump-administrationen:Trump deltager i stormøde med USA’s generaler og admiraler
- Læs mere om nedlukningen:Dele af USA lukker ned: Hundredtusindvis af ansatte sendes hjem uden løn
Amerikansk interesse for at opkøbe ejendomme får Grønland til at reagere
Da Donald Trump som genvalgt præsident begyndte at true med at tiltvinge sig ejerskab over Grønland, havde det en uventet og usædvanlig konsekvens i Nuuk. Flere grønlandske ejendomsmæglere oplevede en pludselig interesse fra USA, hvor amerikanere ringede op og spurgte til mulighederne for at købe grunde og ejendomme i Grønland.
»Nogle har villet købe bestående ejendomme. Men de fleste opkald har handlet om noget større – ikke bare nogle småtterier«, siger Thomas Rix, indehaveren af ejendomsfirmaet Netbolig.
Netbolig anslår med sine medarbejdere i Nuuk, Sisimiut og Ilulissat at stå for omkring 100-120 ejendomshandler om året. Selv om Netbolig er det største ejendomsmæglerfirma i Grønland, er det sjældent, at udlændinge er blandt køberne, fortæller Thomas Rix. I løbet af de snart 16 år, han har været i branchen, husker han at have solgt cirka fem ejendomme til folk, der ikke er grønlændere eller danskere.
Derfor var det også usædvanligt, da ejendomsmægleren i begyndelsen af året fik op imod 10 henvendelser fra udlændinge – de fleste amerikanere – der ville høre om mulighederne for at købe i Grønland.
Interessen får nu grønlandske politikere til at reagere. Strammere regler, der sætter et værn op om det grønlandske marked, er onsdag på dagsordenen i parlamentet.
- Grønland:Bekymrede danske politikere: Det minder om fyring efter JD Vances besøg i Grønland
- Læs også: Amerikansk juraprofessor: »Der findes ingen historiske fortilfælde for denne grad af granskning«
Forsker: Mobilforbud i skolen kommer ti år for sent. Nu ligger problemet et andet sted
Forbuddet mod mobiler i skolen træder i kraft fra begyndelsen af næste skoleår, men ifølge Andreas Lieberoth, lektor i Pædagogisk Psykologi ved Aarhus Universitet kommer det ikke til at gøre den store forskel. Det skriver DR.
»Var det kommet for ti år siden, så havde det gjort en forskel. Men vi skriver 2025 snart 2026«, siger Andreas Lieberoth.
Han fortæller, at skolerne allerede har stået over for udfordringen for længe siden, faktisk siden mobilerne dukkede op i klasseværelserne, og lærerne på den måde var nødt til at håndtere det i deres timer. Siden da har flere skoler allerede lavet en mobilpolitik.
Andreas Lieberoth ser i stedet, at skærmproblemet handler om de computere, som eleverne selv medbringer. Derfor anerkender han signalværdien af mobilforbuddet, som netop er vedtaget på Christiansborg, da det kan skabe klarhed for forældrene, men han påpeger, at eleverne i højere grad har brug for hjælp fra voksne i deres færden på nettet.
- Skærmtid: Børns skærmtid kan øge risikoen for hjerte- og stofskiftesygdomme
- Folkeskolen:Skoleforsker: »Jeg forstår virkelig godt, at mange børn ikke bare automatisk retter ind«
Det bedste fra Politiken
Jørgen Leth holdt aldrig op med at eksperimentere
Der er dem, der elskede Jørgen Leth for hans lydspor til dansk cykelsommer; der er dem, der beundrede ham for hans omfattende livsværk af film og digte; der er dem, der forgudede ham og gjorde ham til kultfigur i hans sene år; og der er dem, der ikke kunne udstå ham. Men der er meget få, der ikke kendte den 88-årige Jørgen Leth og ville kunne skelne hans stemme og diktion blandt tusinder.
Nu har Jørgen Leth sagt sit sidste ord.
Skoleelever vil stadig kunne tale med om Mont Ventoux med Leths diktion: »Det skaldede bjerg«. Eller huske, hvordan Magnum-isen fik nyt liv, efter at Leth på tv i en karakteristisk dvælen ved isens kvaliteter udtalte dens navn med hårdt G. Men først og fremmest vil Jørgen Leth blive husket som kunstner i bestandig leg med nye former og metoder. Han efterlader sig over 30 dokumentar- og spillefilm, og hertil kommer artikler, digte, kommentarer, erindringer og spoken words, reciteret til musik.
Det er kun få måneder siden, Politikens litteraturredaktør Jes Stein havde Jørgen Leth i studiet til en samtale om livets afslutning. I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller Jes Stein om deres møde og om et uperfekt menneske, som mange mænd havde som maskulint forbillede.
To dage efter fødslen forlader Jessica sin lille, nyfødte datter – uden at sige farvel
I Politiken kan du læse fotofortællingen om Jessica på 38, der en dag bliver kørt til hospitalet med stærke rygsmerter og finder ud af, at hun er gravid. Og ikke alene dét: Hun er 35 uger henne – og i fødsel.
Historien er en historie om misbrug. Men ikke kun. Den handler om tro, håb – og ting, man fortryder. Om kærlighed – og hvad den kan holde til. Den handler om ... livet. Sat på spidsen. Om at være mor. Og mormor. Og afhængig. Af hinanden – og noget, der nogle gange er stærkere. Den foregår i San Francisco. Men den kunne lige så godt handle om en familie i Danmark. For dilemmaerne – og kærligheden – er den samme. Amerikanske Gabrielle Lurie, som står bag kameraet, er blevet ’Årets Fotograf i et lokalområde’ tre gange i træk i den store, prestigefulde fotokonkurrence Picture of The Year International – det er aldrig sket før.
Det sker
- EU’s stats- og regeringschefer samles i dag på Christiansborg Slot i København til et uformelt topmøde.
- Klimakonferencen Agri Food & Climate Circle 2025 finder 1.-2. oktober sted på Crowne Plaza i København. Her samles forskere, virksomheder og beslutningstagere for at udvikle løsninger, der kan reducere klimaaftrykket for landbrugs- og fødevaresektoren.
- I forbindelse med det uformelle EU-topmøde i København i dag, er der varslet Gaza-demonstration mod EU’s stats- og regeringsledere.
- Udenrigsudvalget har i dag kaldt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i samråd om anerkendelse af staten Palæstina. Her kan du læse samrådets dagsorden.
Dagens tegning
Vi mindes Leth