0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Global energichef advarer om værste krise i årtier

Godmorgen.

Nyhederne her til morgen handler om:

  • Gårsdagens partilederdebat
  • Global energichef advarer om værste krise i årtier
  • Simoma Mohamsson er genvalgt som leder af Liberalerna
  • Flere er omkommet som følge af store oversvømmelser i Kenya

God læselyst og god dag.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Partilederdebatten gav fortsat ikke svar på regeringsspørgsmålet

Den sidste partilederrunde, som fandt sted i går aftes, efterlod ifølge Politikens politiske analytiker, Elisabet Svane, fortsat vælgerne uden klare svar på regeringsspørgsmålet.

Venstres Troels Lund Poulsen vil trods udmeldingen om, at han har svært ved at forestille sig en regering med Socialdemokratiet med den politik Mette Frederiksen har fremlagt under valgkampen, fortsat ikke afvise et samarbejde. Mette Frederiksen lukker heller ikke døren til en bred midterregering, selvom hun i løbet af valgkampen har rykket sig mere mod en centrum-venstre-regering. Samtidig står blå blok splittet, mens Lars Løkke Rasmussen fortsat insisterer på en regering hen over midten.

Debatten afslørede samtidig interne spændinger i blå blok, hvor især spørgsmålet om regeringssamarbejder deler partierne, og hvor en centrum-højre-konstellation ikke samler opbakning.

På indholdet tegnede der sig dog tydeligere linjer. Blå blok står mere samlet end rød blok på både udlændingepolitik og landbruget, mens flere partier trods grønne ambitioner er klar til at sænke benzinpriserne. Samlet pegede aftenen mindre på en kommende regering og mere på et vanskeligt og potentielt langstrakt forløb efter valget.

Hollie Adams/Ritzau Scanpix
Foto: Hollie Adams/Ritzau Scanpix

»Virker ikke«, står der på flere pumper ved en tankstation i Sydney, Australien. Benzinkrisen får nu regeringen til at opfordre flere til at arbejde hjemmefra.

Global energichef advarer om værste krise i årtier

Den globale økonomi står over for en enorm trussel på grund af den energikrise, der er forårsaget af krigen i Mellemøsten. Det siger direktøren for Det Internationale Energiagentur (IEA), Fatih Birol, under en tale ved foreningen National Press Club i Australiens hovedstad, Canberra.

»Den globale økonomi står i dag over for en meget, meget stor trussel, og jeg håber virkelig, at dette problem vil blive løst så hurtigt som muligt,« siger IEA-chefen. Han understreger her også vigtigheden af et internationalt samarbejde.

Det Internationale Energiagentur kom tidligere på ugen med en rapport, som foreslog en række tiltag for at mindske efterspørgslen på brændstof. Den australske regering til at opfordrer nu befolkningen til at arbejde hjemmefra på grund af frygt for brændstofmangel.

Ifølge energiminister Chris Bowen mangler Australien ikke brændstof, efter at regeringen har åbnet for de strategiske reserver og midlertidigt tilladt salg af lavkvalitetsbenzin. Men hamstring presser flere tankstationer lokalt – enkelte mindre byer er helt tørlagte. Det har også fået regeringen til at overveje midlertidigt køb af russisk olie.

Frygten for en eskalering af energikrisen stiger også fortsat globalt, og den amerikanske præsident, Donald Trump meldte natten til søndag dansk tid ud, at hvis Iran ikke åbner Hormuzstrædet indenfor 48 timer, vil USA udslette landets kraftværker.

Men trods de skærpede spændinger fastholder Natos generalsekretær Mark Rutte, at Hormuzstrædet snart vil blive genåbnet gennem internationalt samarbejde.

Over 20 lande – heriblandt Danmark – planlægger nu en fælles indsats for at sikre skibstrafikken, mens USA og Storbritannien understreger, at en genåbning er afgørende for det globale energimarked.

10510 Peter Wallberg / Tt/Ritzau Scanpix
Foto: 10510 Peter Wallberg / Tt/Ritzau Scanpix

Simoma Mohamsson er genvalgt som leder af Liberalerna

Simona Mohamsson er blevet genvalgt som leder af det svenske borgerlige parti, Liberalerna, efter et ekstraordinært landsmøde, hvor der i praksis blev stemt om hvorvidt partiet stadig havde tillid til Mohamsson som leder. Genvalget kommer i kølvandet på intern uro, efter hun har droppet partiets hidtidige røde linje mod Sverigedemokraterna og åbnet for et muligt regeringssamarbejde.

Kursændringen blev præsenteret få dage før afstemningen og blev forhandlet i partiledelsen uden fuld opbakning fra baglandet. Spørgsmålet om forholdet til det nationalkonservative parti Sverigedemokraterna, som har fyldt meget siden partiet kom ind i det svenske parlament i 2010, er dermed igen rykket i centrum – ikke mindst op til valget i 2026, hvor partiet kan få en afgørende rolle og få ministerposter.

Statsminister Ulf Kristersson hilser genvalget velkomment og ser det som en styrkelse af det borgerlige samarbejde. Omvendt kalder Miljöpartiet, som er en del af oppositionen, beslutningen et brud med en grundlæggende politisk norm i Sverige.

»Liberalerna er gået fra at love at holde Sverigedemokraterna væk fra magten til at være de første, der vil lukke dem ind i regeringen. Det er et historisk svigt«, siger han i et interview med det svenske medie SVT.

Brian Ongoro/Ritzau Scanpix
Foto: Brian Ongoro/Ritzau Scanpix

Flere er omkommet som følge af store oversvømmelser i Kenya

Mindst 81 personer er i marts omkommet under voldsomme oversvømmelser i Kenya, hvor kraftig regn fortsat rammer store dele af landet. Det oplyser Muchiri Nyaga, der er talsperson for Kenyas nationale politi, søndag. Ifølge myndighederne er tusindvis af familier blevet fordrevet, og omfattende ødelæggelser af både infrastruktur og landbrugsjord præger situationen.

Særligt områder omkring Kisumu i det vestlige Kenya er hårdt ramt, hvor hele landsbyer står under vand, og flere tusinde familier har måttet forlade deres hjem. I Kenyas hovedstad, Nairobi, har mindst 37 personer mistet livet, oplyser kenyanske myndigheder. Fredag opfordrede myndigheder beboere til at forlade flere slumkvarterer nær en dæmning ved Nairobifloden. Stigende vandstand truer med at få dæmningen til at kollapse, skriver lokale medier.

Regnen ventes at fortsætte de kommende dage, hvilket øger frygten for yderligere ødelæggelser og flere ofre i det østafrikanske land.


Det bedste fra Politiken

Philip Ytournel
Tegning:: Philip Ytournel

Personligt vil jeg ikke anbefale nogen at bruge kandidattest som rettesnor. Der findes ikke en pille, der kan gøre dig mere intelligent. Der findes ikke et serum, der kan kurere kræft. Og der findes ikke en simpel kandidattest, der kan erstatte en borgers demokratiske forpligtelse til at gøre sig umage med sit kryds, mener Lawand Hiwa Namo.

Kandidattestene er en demokratisk katastrofe

For mange er der ikke tid til at nørde fem komplicerede forslag til nyt pensionssystem, fire folkeskoleudspil og alle 12 partiers udmeldinger om alt fra halekupering til selskabsskat, inden de skal stemme til folketingsvalget.

En kandidattest er derfor oplagt. Ved sidste folketingsvalg flyttede kandidattestene 110.000 vælgere. 62 procent af vælgerne tog testen, og halvdelen af dem endte med at stemme på testens anbefalede kandidat. Men kandidattestene er en demokratisk katastrofe.

Det er lige så sundt som at erstatte måltider med elektrolytter, lavet af Emil Thorup, skriver politisk kommentator, Lawand Hiwa Namo i dette debatindlæg. Meget tyder nemlig på, at der foregår manipulation med kandidattests.

Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

»At være brun i Danmark betyder ofte, at andre antager noget om ens identitet eller baggrund«, skriver journalist Sausan Kanaan Berg.

Bare fordi man er brun, betyder det ikke, at man er muslim

Midt i valgkampen bliver jeg igen mindet om, hvordan mennesker med en anden baggrund end etnisk dansk ofte mødes med mistænkeliggørelse og kategorisering. Politikere bruger disse grupper som symbolske værktøjer, og debatten glemmer, at hver person selv bør få lov til at definere, hvem de er. Når ord som udlændinge og kriminelle gentagne gange kobles i den politiske debat, formes også vores forestillinger om hinanden. Sådan skriver Vlogger og Journalist, Sausan Kanaan, i dette debatindlæg.

I et samfund, der hylder individualisme, bør også brune kvinder have retten til selv at definere deres identitet, uden at blive reduceret af politisk retorik og stereotype mærkater.

Danmark står i dag over for et valg om, hvem vi vil være som samfund: Vil vi lade mennesker blive reduceret til politiske mærkater og stereotype kasser? Eller vil vi endelig give plads til, at alle kan stå fuldt og helt som dem, de selv vælger at være?



Det sker:

  • Hvis ikke du allerede har fået adgang i løbet af weekenden, åbner Skattestyrelsen officielt for årsopgørelsen for 2025, hvor man kan få indblik i, om man skal af med penge eller får penge retur fra overskydende skat. I år er oplysningsfristen blevet forlænget til den 20. maj 2026 for at give borgerne bedre tid til at rette deres oplysninger.
  • TV 2 samler alle 12 partiledere i Fællessalen på Christiansborg til en sidste partilederdebat inden valgdagen. Debatten kan ses på TV 2 og TV 2 Play kl 20:00.
  • Voxmeter kommer i dag med den sidste meningsmåling inden valgdagen i morgen.
  • I dag åbnes den nye Storestrømsbro for trafik. Broen, der forbinder Sjælland og Falster via Masnedø, åbner for biler, cykler og gående sidst på eftermiddagen. Først åbnes for trafikken i nordgående retning fra Falster mod Sjælland, og senere på dagen åbnes for den sydgående trafik fra Sjælland mod Falster.

Et overset organ er afgørende for, hvor længe du lever

Bag brystbenet sidder en superstjerne i kroppen, som indtil for nylig blev betragtet som en statist. Thymus hedder det lille organ, der folder sig ud som en sommerfugl mellem lungerne og har gjort et så beskedent nummer ud af sig selv, at læger bogstaveligt talt plejer at smide det i skraldespanden.

Men måske kommer de til at lade det sidde fremover. For nu viser ny forskning, at thymus har afgørende betydning for ikke bare vores sundhed, men også for, hvor længe vi lever.

Det taler Johanne Lerhard med videnskabsjournalist Lasse Foghsgaard om i dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’.


Dagens tegning

Claus Nørregaard/POLITIKEN
Tegning:: Claus Nørregaard/POLITIKEN

Så sandt

Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7.