0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Valgforsker kalder Mette Frederiksens forklaring på Socialdemokraternes elendige valg for »kæmpe spin«

Godmorgen.

Nyhederne her til morgen handler naturligvis stadig om folketingsvalget. Men vi skal også en tur forbi både USA og Australien.

Her er, hvad du kan læse om i dag:

  • Den første kongerunde, som giver Mette Frederiksen hovedpine
  • En valgforsker, som kalder Mette Frederiksens forklaring på Socialdemokraternes elendige valg for »kæmpe spin«
  • Nicolás Maduro, som torsdag skal for retten i New York efter tilfangetagelse
  • EU og Australien, som har indgået en omfattende handelsaftale

God læselyst, og god dag!

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Troels Lund Poulsen siger selv, at han »fik ptsd« af Venstres flirt med Mette Frederiksen. Han skal ikke bænkes i rød lejr.

Første kongerunde giver Mette Frederiksen hovedpine

Med 12 partier og en række ultimative krav – de såkaldte »hængelåse« – står Mette Frederiksen (S), der nu er udpeget som kongelig undersøger, over for en usædvanligt kompliceret regeringsdannelse efter første kongerunde.

»Vi sidder og leger bogstavleg, som om den gamle verden stadig fandtes. Det gør den ikke«, lød hendes appel til partierne om at løsne positionerne.

Foreløbig peger pilene dog den modsatte vej. Venstres Troels Lund Poulsen afviser reelt et nyt samarbejde med Socialdemokratiet efter partiets historisk dårlige valg: »Jeg har deltaget i en regeringsforhandling sidst, som har sat relativt meget ptsd i mig«. Lars Løkke Rasmussen (M) låser sig tværtimod fast på, at løsningen ligger hen over midten, men uden at ville være afhængig af Enhedslisten. Til gengæld gjorde SF’s Pia Olsen Dyhr absolut ikke mine til at løsne de to solide kædelåse, hun gik til valg på: SF skal med i en ny regering, og den må ikke omfatte V og K.

Mette Frederiksen afviser samtidig at give statsministerposten fra sig.

Imens forsøger enkelte at lirke på låsene. Morten Messerschmidt (DF) rækker hånden ud til Løkke med et forslag om at støtte en blå mindretalsregering. Men med fastlåste positioner på tværs af blokkene tegner der sig allerede nu mindst én ekstra kongerunde – og et potentielt langt forhandlingsforløb, før Danmark har en ny regering.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Onsdag formiddag var partilederne samlet til debat i Industriens Hus i København. Her blev Mette Frederiksen spurgt til årsagerne til Socialdemokratiets dalende andel af stemmerne.

Valgforsker kalder Mette Frederiksens forklaring på Socialdemokraternes elendige valg for »kæmpe spin«

Det er dårlige forklaringer fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, når hun bruger regeringsdeltagelse og generelle bevægelser væk fra de store magtpartier som årsager til Socialdemokratiets elendige valgresultat. Sådan lyder vurderingen fra professor og valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.

Socialdemokratiet fik ved tirsdagens folketingsvalg en historisk røvfuld. Med en tilbagegang på 5,6 procentpoint og 12 mandater i forhold til valget i 2022 er det det dårligste resultat siden 1903. Socialdemokratiet er gået tilbage i samtlige valgkredse, og Mette Frederiksen har mistet en tredjedel af sine personlige stemmer.

»Det er et kæmpe slag. Det kan man ikke sige på anden måde«, siger Stubager.

Da Mette Frederiksen onsdag formiddag deltog i partilederdebatten hos Publicistklubben, blev hun af ordstyreren Martin Krasnik spurgt til Socialdemokratiets nedtur. Her påpegede Frederiksen, at det er »magtpartierne, der går tilbage«:

»Det er partier, der tager ansvar. Og det kan ikke nytte noget, at vi bringer os i en situation, hvor man holder sig væk fra at tage ansvaret, kompromiserne og nuancerne«, sagde hun og gjorde klart, at resultatet ikke gav anledning til den store selvransagelse.

Stubager peger i stedet på tre forhold, som han mener er en væsentlig del af årsagen til den socialdemokratiske afklapsning: konstitueringen hen over midten, afskaffelsen af store bededag og den økonomiske politik, hvor partiet under SVM-regeringen tog en højredrejning med blandt andet skattelettelser og lempelse af arveafgiften.

Jeenah Moon/Ritzau Scanpix
Foto: Jeenah Moon/Ritzau Scanpix

Nicolás Maduro skal torsdag for retten i New York efter tilfangetagelse

Den afsatte venezuelanske præsident Nicolás Maduro møder torsdag i en føderal domstol i New York, hvor han er tiltalt for blandt andet narkoterrorisme og kokainsmugling.Det er anden gang, siden han blev taget til fange af amerikanske styrker.

Han og hustruen Cilia Flores har siddet fængslet i Brooklyn siden en opsigtsvækkende amerikansk militæroperation i januar, hvor de blev hentet ud af deres hjem i Caracas. Maduro nægter sig skyldig og fastholder, at han er offer for en ulovlig bortførelse.

Retsmødet ventes især at kredse om et proceduremæssigt slagsmål: Hvem skal betale hans advokat. USA’s sanktioner mod Venezuela blokerer for, at regeringen i Caracas kan dække udgifterne, og det kan ifølge Maduros forsvarer være et brud på hans ret til en retfærdig rettergang. Derfor vil han forsøge at få sagen afvist.

Sagen udspiller sig samtidig i skyggen af en større politisk konflikt. Efter Maduros fald ledes Venezuela nu af tidligere vicepræsident Delcy Rodríguez, mens den tidligere præsident fra sin celle i USA fortsat insisterer på, at han er landets retmæssige leder.

David Gray/Ritzau Scanpix
Foto: David Gray/Ritzau Scanpix

Handelsaftalen mellem EU og Australien handler om fødevarer, men også om sikkerhed og stabilitet i en mere usikker verden. Her er EU's kommissionsformand Ursula von der Leyen i selskab med Australiens premierminister Anthony Albanese.

EU og Australien indgår en omfattende handelsaftale

Efter otte års forhandlinger har EU og Australien indgået en omfattende handelsaftale til en anslået værdi af 45 milliarder kroner. Aftalen fjerner told på en lang række varer – alt fra vin og oksekød til biler og pasta – og åbner samtidig for øget adgang til hinandens markeder, arbejdskraft og offentlige udbud. Den skal dog fortsat godkendes, før den kan træde i kraft.

Men aftalen handler om mere end økonomi. Ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er den et svar på en ny global virkelighed, som betyder, at Europa skal stile efter at gøre sig så uafhængigt som muligt. EU vil få nemmere adgang til australske kritiske råstoffer som lithium og aluminium, mens samarbejdet med Australien også styrkes på forsvarsområdet.

Fra australsk side blev aftalen også fremhævet som et værdifællesskab i en mere usikker verden. Den australske premierminister Anthony Albanese pegede på, at Europa og Indo-Stillehavet er blevet »mere forbundne end nogensinde før«, og derfor må samarbejde tættere i en tid præget af krig og geopolitisk uro.




Det bedste fra Politiken

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Parlamentarisk opbrud kan sende Danmark i undtagelsestilstand

»Dansk politik står midt i et parlamentarisk opbrud efter tirsdagens folketingsvalg. Vælgernes opbakning til de klassiske magtpartier, særligt Venstre og Socialdemokratiet, skrider dramatisk i et nyt Folketing, hvor vælgerne har stemt hele 12 partier ind. Aldrig tidligere har der været så mange partier i et Folketing, hvor hverken rød eller blå blok opnåede 90 mandater, og derfor står manden på midten, Moderaternes Lars Løkke Rasmussen, tilbage som den helt store kongemager i dansk politik. Men taberne fra i går kan meget vel blive vindere i morgen«. Chefredaktør Christian Jensen skriver i en leder om udfalget af folketingsvalget.

Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix
Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

På billedet er valgstedet i Nuuk lige ved at lukke tirsdag aften. Stemmeoptællingen viste en klar favorit hos vælgerne.

Analyse: Valgresultatet i Grønland vil givetvis blive bemærket af Trump

Den grønlandske regering har det seneste år skullet stå imod presset fra præsident Trump og truslen om en direkte amerikansk militær intervention. I det lys er det tankevækkende, at valgets store vinder blev Qarsoq Høegh-Dam fra Naleraq, der ved det grønlandske parlamentsvalg sidste år som det eneste parti undlod at gå med i den brede koalitionsregering, som blev dannet for at vise fælles front mod Donald Trump. Det vil givetvis blive bemærket af Trump-regeringen, skriver Politikens nordiske korrespondent Claus Blok Thomsen om det resultatet.

Mark J. Rebilas/Ritzau Scanpix
Foto: Mark J. Rebilas/Ritzau Scanpix

En bromance er forbi. Kan Donald Trump klare sig uden Joe Rogan?

Joe Rogan og Donald Trump var engang politiske hjertevenner. Men de seneste måneder, har verdens mest magtfulde podcastvært vendt verdens mest magtfulde præsident ryggen.

For nylig kaldte Joe Rogan nemlig USA’s krig i Iran både vanvittig og uforklarlig i sin podcast ‘The Joe Rogan Experience’, der ikke kun har millioner af lyttere. Den har også et fast greb i en afgørende vælgergruppe for Trump. Og de føler sig lige nu svigtet af en præsident, der har travlt i Mellemøsten, mens de kan se benzinpriserne stige, hver gang de kører ind på en tankstation.

I dag taler vi med Politikens USA-korrespondent Jacob Fuglsang om en krig, der har fået støtten omkring Trump til at vakle i både hans inderkreds og blandt vælgerne. Vi spørger ham, hvorfor lidt modstand fra en podcastvært kan blive så farlig for præsidenten. Lyt til dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’.



Det sker

  • Der er valg til Lagtinget på Færrøerne.
  • Danmarks Statistik kommer med tal for bogsalget i 2025.
  • Nationalbankens direktør Christian Kettel Thomsen præsenterer bankens seneste prognose for dansk økonomi med et risikoscenarie for, hvordan krigen i Mellemøsten og stigende energipriser kan komme til at påvirke den.
  • Regionerne har 10.00 politisk debat om balancen mellem land og by, lægedækning, demografi og sammenhængskraft.
  • Musikmagasinet Gaffas priser til danske musikere uddeles i Amager Bio i København.
  • Retten i Herning gennemfører 10.00 en ventet tilståelsessag mod en ung svensk pige, der er tiltalt for at lade sig hverve til at begå mord i Danmark.
  • EU-Parlamentet skal stemme om godkendelsen af en handelsaftale med USA, der får lov at sætte told på varer fra Europa.
  • Generalsekretær Mark Rutte fremlægger Nato’s årsrapport for 2025.



Dagens tegning

Mette Dreyer/POLITIKEN
Tegning:: Mette Dreyer/POLITIKEN

Så gode venner var de vist

Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7.