Godmorgen.
I dag begynder vi nede på jorden. Den er giftig. Over det hele. Det afslører et landsdækkende forsøg, hvor skoleelever har hentet jordprøver og gjort nogle yderst ubehagelige fund.
Nyhederne handler fra morgenstunden også om ulve, der nu må skydes i Oksbøl-området, Trumps seneste kursændring i Hormuzstrædet og om Verdenssundhedsorganisationen, der nu leder efter flypassagerer, der rejste sammen med en hanta-smittet kvinde.
Skoleelever laver opsigtsvækkende kortlægning: Jorden er forurenet med hormonforstyrrende stoffer
Elever fra Nordsjællands Gymnasie og Grundskole deltog i efteråret sammen med 30.000 andre folkeskoleelever i et projekt, hvor de tog jordprøver i skove, byer, skolegårde og marker i deres lokalområder. Nu er de første resultater fra masseeksperimentet, som er organiseret af det nationale naturfagscenter Astra, offentliggjort. De viser nogle foruroligende resultater: De antyder, at der bogstaveligt talt ikke er en eneste plet i Danmark, der er uberørt af industrikemikalier.
»Det er jo helt vanvittigt«, siger professor i agroøkologi Mogens Humlekrog Greve fra Aarhus Universitet, som har stået i spidsen for den videnskabelige del af det storstilede eksperiment. Det afslører bl.a., at 80 procent af prøverne indeholder de stærkt giftige PFAS-fluorstoffer. De kaldes også evighedskemikalier, fordi de stort set ikke nedbrydes i naturen.
Carl Sønderby Falck fra den nordsjællandske skole er ikke begejstret over det, han og klassekammeraterne fandt ud af: »Det vækkede en vrede i mig. Der er jo tale om den verden, vi skal overtage. Det er lidt som at give os en punkteret fodbold at lege med«.
- Test: Forsøg har fjernet PFAS fra jord med 1.400 grader varm flamme
- »Vi parkerer en arv af PFAS i vores bygninger«: Giftige fluorstoffer fundet i danske byggematerialer
- 23 sprøjtemidler med PFAS forbydes: Kan forurene miljø og drikkevand
Nu må du gerne skyde en ulv, hvis den kommer for tæt på
Nu bliver der taget et skridt, mange vestjyder har efterlyst, men som myndighederne i København hidtil har afvist: Nu må ulve skydes, hvis de kommer mennesker for nær. Er de inden for 30 meter er det lovligt at reagere ved at skyde dem, meddeler Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø ifølge TV 2.
Tilladelsen gælder alene inden for et område omkring Oksby, Vejers Strand og Oksbøl. Her har nærgående ulve flere gange forfulgt lokale, blandt andet en 14-årig pige, som en ulv kom inden for få meters afstand af, inden hun blev reddet af forbikørende, der fik hende bragt hjem i sikkerhed. Myndighederne har siden advaret mod at lade små børn færdes alene i byen i ydertimerne.
At myndighederne nu opgiver deres modstand mod at skyde ulve skyldes en gennemgang af sager, hvor ulve er gået alt for tæt på mennesker. At de gør det, kan – mener forskere fra Aarhus Universitet – hænge sammen med, at ukendte gerningsmænd fodrer ulvene og dermed får ulvene til at forbinde mennesker med adgang til føde. Det forarger naturformidleren Sebastian Klein: »Det står på side ét i ulvebogen. Det gør, at de mister skyhed, og så risikerer de at blive farlige for mennesker hen ad vejen«.
- Undren: Er der virkelig nogen, der render rundt og fodrer ulve med godbidder?
- Risiko: Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
Trump indstiller den militæroperation i Hormuz, han åbnede for få dage siden
Først den ene vej og så den anden vej: Trump ændrer atter en gang kurs i sin håndtering af den krise i Hormuzstrædet, amerikanerne har skabt med deres krig mod Iran. Egentlig skulle de nu være i gang med at sikre, at fragtskibe, der har været ’fanget’ inde bag det snævre stræde, kunne sejle ud i verden igen. Men den militæroperation, som han ellers iværksatte for få dage siden, sættes nu på pause for en stund.
Årsagen er, skriver præsidenten på sit sociale medie Truth Social, at han vil afklare, om det kan lade sig gøre at indgå en aftale om fred med iranerne.
At han nu trods sit tidligere løfte afstår fra at få løst problemet i Hormuzstrædet hænger sammen med, at Pakistan og andre lande har bedt ham om det, fremgår det af opslaget. Samtidig ser han selv »stort fremskridt« mod en »fuldstændig og endelig aftale« med repræsentanter for Iran. Pausen i indsatsen for at sikre den fri sejlads i farvandet vil kun være gældende i kort tid, understreger Trump.
- Følg udviklingen: Læs Politikens liveblog om krigen i Mellemøsten
- Opbakning: Irankrigen er lynhurtigt blevet lige så upopulær som Vietnamkrigen
WHO er på jagt efter flypassagerer, der har rejst sammen med hanta-smittet passager
Verdenssundhedsorganisationen WHO er i gang med at opspore passagerer, som i slutningen af april rejste med det samme fly som en kvinde, der døde af hantavirus. Den 69-årige kvinde rejste sammen med sin 70-årige mand med krydstogtskibet ’Hondius’, som lige nu ligger for anker ud for Kap Verdes hovedstad, Praia, efter at flere passagerer har fået påvist hantavirus.
Kvindens mand blev syg 6. april og døde 11. april. Hans lig blev fjernet fra skibet 24. april på den britiske ø Sankt Helena. Hun følte sig utilpas og gik i land, men fik det værre under flyveturen til Johannesburg 25. april, hvor hun dagen efter døde på et sygehus. Nogle dage senere viste det sig, at hun var testet positiv for hantavirus.
Om bord på flyet var seks besætningsmedlemmer og 82 passagerer. Nu er »kontaktopsporing af passagererne iværksat«, oplyser WHO. De sydafrikanske myndigheder har bedt luftfartsselskabet Airlink, som driver ruten, om at underrette de rejsende og bede dem henvende sig til sundhedsmyndighederne. Sygdommen har kostet et tredje offer livet. En tysk kvinde døde om bord på ’Hondius’ 2. maj. Hendes lig er stadig ikke bjærget fra fartøjet.
Det bedste fra Politiken
Er Danmark klar til krig?
Hvis krigen i Ukraine stopper eller fryser fast, vil Rusland kunne frigøre betydelige militære ressourcer og i løbet af to år udgøre en »troværdig trussel« mod et eller flere Nato-lande.
Med den trusselsvurdering har Forsvarets Efterretningstjeneste indvarslet, at Rusland kan være klar til en regional krig mod Nato i Østersøregionen.
Det er den mest alvorlige vurdering af truslen mod Danmark og resten af Nato i årtier. For angriber Rusland et land i Nato, ender Danmark som udgangspunkt også i krig.
Men hvor sandsynligt er det?
Ifølge efterretningstjenesten er det afgørende, om Rusland vurderer, at USA vil hjælpe de europæiske allierede i Nato. Og med Donald Trump i Det Hvide Hus hersker der tvivl om støtten fra det mægtigste militær i alliancen.
Putin kigger også på, hvem der er stærkest. I de seneste år har han selv omformet Rusland til en krigsøkonomi. Men hvis Nato også kan opruste hurtigt, vil det virke afskrækkende.
Denne historie handler om, hvor langt Danmark er med det arbejde. Læs videre her.
»Jeg har kæmpet, siden Tilde blev født, og jeg har simpelthen ikke mere at give af«
Spørger man Tilde Vallø Bisgaards forældre, er livet med et barn med Downs syndrom fuld af store glæder. Men det er også udmattende.
Udmattende på grund af de endeløse kampe med det offentlige. Et offentligt system, der ifølge forældrene kontinuerligt har forringet deres datters vilkår gennem stort set alle hendes 33 leveår.
»Jeg er tit blevet spurgt, hvad jeg synes om, at man afbryder en graviditet med et udviklingshæmmet barn. Mit svar er, at jeg synes, det er en rigtig god idé, medmindre man er indstillet på et liv i konstant kamp. Det kan jeg godt forstå, at mange siger nej tak til«, siger Tilde Vallø Bisgaards mor, Susse Vallø Bisgaard.
I dag arbejder Susse Vallø Bisgaard – og hendes mand Truels Vallø Bisgaard – ihærdigt på at »slå endegyldigt op med kommunen«, fortæller de.
Sammen med en gruppe andre forældre til unge med Downs syndrom – hvoraf de fleste medvirker i det populære TV 2-program ‘Ups, vi er voksne’ – samler Susse Vallø Bisgaard og Truels Vallø Bisgaard ind til deres eget bosted gennem ‘Foreningen Ingen Bliver Efterladt’.
Læs hele artiklen fra vores serie ’Så gør jeg det sgu selv’ her.
Maratonmiraklet: Superskoen og to stykker brød med honning og te
I forrige uge skrev han sig ind i løbehistorien, da han blev den første nogensinde til at gennemføre et maraton.
På fødderne havde han en ny generation af løbesko. Dem kalder Politikens journalist Anders Legarth-Schmidt i dagens ’Du lytter til Politiken’ for supersko.
I dagens afsnit vil han fortælle, hvad det er for noget med de sko, hvordan de har forandret sporten, siden opfindelsen i 2017, samt om de kan risikere at tage magien fra sporten.
Det sker:
- Flere danske banker fremlægger deres kvartalsregnskaber i dag. Det samme gør virksomheder som Novo Nordisk, Ørsted og Vestas.
- København får en ny skulptur til ære for Bodil Begtrup, der var en nøglefigur i arbejdet med FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Skulpturen afsløres på Ofelia Plads.
- Danmarks sirenesystem testes med lyd på i hele Danmark. Det sker hvert år, og også i år finder testen sted klokken 12.00. Beredskabsstyrelsen afprøver sirenerne hver nat uden lyd, men denne ene gang om året er der fuld lyd.
- Retten i Helsingør behandler en straffesag, hvor to kvinder og en mand er tiltalt for at have udsat otte vietnamesiske kvinder, der arbejdede i neglesaloner, for menneskehandel. De tre nægter sig skyldige.
Dagens tegning
Sygt
Et ventilationsanlæg, der ikke fungerer, og manglende persienner er blot nogle af de udfordringer, patienter og personale på det nye sygehus i Aalborg må døje med.