0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

EU’s politikere fjerner told på amerikanske varer

Godmorgen.

Det har taget lang tid, men nu har EU’s politikere vedtaget den toldaftale, der fjerner told på amerikanske varer.

Noget andet, der har taget lang tid, er regeringsdannelsen. Her gjorde Troels Lund Poulsen forsøget tirsdag, men det kom der ikke noget ud af.

Derudover handler nyhederne om, at Trump fredes, så hans tidligere skatteforhold ikke længere må undersøges af skattevæsenet. Og at Philip Westh nu pludselig har tilstået drabet på Emilie Meng.


Yves Herman/Ritzau Scanpix
Foto: Yves Herman/Ritzau Scanpix

EU’s politikere fjerner told på amerikanske varer

EU’s politikere har nu sagt ja til midlertidigt at indgå en handelsaftale med amerikanerne i håb om, at de dermed kan undgå at blive ramt af forhøjelser af toldsatser. Det sker ifølge Financial Times knap et år efter indgåelsen af aftalen, der lader amerikanerne lægge en told på 15 procent på europæiske varer, mens EU ikke vil forsvare sine markeder med tilsvarende toldsatser. Oprindeligt havde de europæiske politikere over for deres befolkninger antydet, at de var rede til at udløse den såkaldte handelsbazooka, hvis de ikke fik en redelig aftale, men det afstod de fra, da det kom til stykket.

Aftalen står til at udløbe i december 2029, medmindre den fornys. Den detalje skal overbevise skeptikere, der ellers var indstillet på at reagere på amerikanernes toldforhøjelser, fordi de alligevel hævede toldsatser på udvalgte varer. »Trods uroen står aftalen ved magt. Vi har atter en gang vist, at EU er en troværdig handelspartner. Det, der betyder noget for USA er, at EU overholder Turnberryaftalen«, erklærer handelskommissær Maros Sefcovic.

Det har været en turbulent omgang at have med amerikanerne at gøre. Det er bl.a. vanskeliggjort af den omstændighed, at USA’s højesteret har kendt de første toldafgifter ulovlige. Heller ikke amerikanernes krav om, at Grønland blev en del af USA hjalp. Og endelig lagde amerikanerne pres på, da de sidste måned truede med at hæve toldafgifterne på europæiske biler og samtidig ville øge de generelle afgifter på varer fra EU.


Roald Als
Tegning:: Roald Als

Der er stadig ingen regering. Løkke er ikke tilfreds endnu

Der fedtes fortsat rundt i den valgsuppe, vælgerne serverede, da de leverede et folketing uden noget tydeligt flertal. I går gjorde den kongelige undersøger, Venstres Troels Lund Poulsen, et forsøg på at få dannet en regering, da han foreslog oprettelsen af en VLAK-mindretalsregering.

Men det ville Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne ikke være med til: »Vi er ikke gået til valg på en blå regering eller en rød regering. Vi er gået til valg på en regering hen over midten«, erklærer han.

»Løkke har stadig de afgørende mandater, og skulle den gå tilbage til Mette Frederiksen, har Troels Lund på den ene side vist Løkke, at der er et blåt alternativ, og dermed fjernet det som argument. Samtidig er de blå, fra nu af og med VLAK-papiret i hånden, klar til at banke løs på Moderaterne, hvis de ender hos centrum-venstre og Mette Frederiksen«, skriver Politikens politiske analytiker Elisabet Svane om manøvren.


Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix
Foto: Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix

USA fritager for stedse Trump for granskning af tidligere skatteforhold

Den amerikanske regering har indvilget i permanent at frafalde skattekrav, der har forbindelser til USA’s præsident, Donald Trump. Det fremgår af et forligsdokument på justitsministeriets hjemmeside, der er blevet offentliggjort tirsdag.

Dokumentet er del af en aftale om at standse Trumps søgsmål på 10 milliarder dollar mod skattevæsenet IRS og USA’s finansministerium. Dokumentet fastslår, at USA »for stedse er afskåret og forhindret« i at undersøge Trumps nuværende skatteforhold. USA må heller ikke retsforfølge Trump på baggrund af skatteforholdene. Det samme gælder hans sønner og Trump-organisationen.

John Koskinen, der er tidligere kommissær for det amerikanske skattevæsen fra 2003-2007, mener, at den vidtrækkende fritagelse skaber det, han kalder en forfærdelig præcedens. »Det får én til at spekulere på, hvad præsidenten har at skjule i de selvangivelser. At undlade at revidere hans selvangivelser svarer til at give ham en nem måde reelt at modtage penge fra staten på«, konkluderer han. Danny Werfel, der var IRS-kommissær fra 2023 til 2025, siger til mediet, at han ikke er bekendt med ét eneste fortilfælde, hvor IRS på forhånd har accepteret permanent at afstå fra at undersøge tidligere indgivne selvangivelser for en bestemt person eller virksomhed.


Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

Philip Westh tilstår drabet på Emilie Meng

Den drabsdømte Philip Patrick Westh har under nylige afhøringer tilstået drabet på Emilie Meng, oplyser hans forsvarsadvokat, Karina Skou, til Berlingske. »Det skyldes, at han ønsker at tage ansvar«, siger hun. At Philip Westh tilstår drabet på Emilie Meng betyder ikke, at den livstidsdømte kan få nogen form for rabat på sin straf. I juni 2024 blev Philip Patrick Westh idømt livstid for en lang række alvorlige forbrydelser. Foruden drab blev han også kendt skyldig i frihedsberøvelse, voldtægt og drabsforsøg mod en 13-årig samt et overfald på en 15-årig efterskolepige.

Det var alene nogle af forbrydelserne mod den 13-årige, som han dengang erkendte. De øvrige sager nægtede han at have noget med at gøre, men et enigt nævningeting fandt det bevist uden for enhver rimelig tvivl, at han var skyldig i de mange overgreb. Men i marts i år tilstod han så overfaldet på den 15-årige efterskolepige under en afhøring med politiet, skrev TV 2.

Drabet skete i 2016, hvor Emilie Meng natten til den 10. juli var på vej hjem fra Korsør Station efter at have været i byen med venner. Men Philip Patrick Westh tog hende og slog hende ihjel for derefter at skille sig af med liget i en sø i Regnemarks Bakke nær Borup, hvor hun blev fundet juleaftensdag samme år. Det var næsten 60 kilometer fra Korsør Station. Siden fulgte et overfald ved en efterskole og bortførelsen af en 13-årig pige i Kirkerup på Vestsjælland.



Det bedste fra Politiken


Sara Brincher Galbiati
Foto: Sara Brincher Galbiati

»Sport og sex./Jeg er god til begge dele«

Der er under to uger, til French Open begynder, og forfatter Maja Lucas har lige udgivet digtsamlingen ’Tennisdigte’.

Et digt lyder:

»Min serv er ikke/imponerende,/men stabil./Jeg rammer næsten aldrig/uden for feltet,/men den er blød/og nem at returnere.//Jeg har en kedelig tilbøjelighed/til at se den som et billede på mig selv.//Til gengæld er mit netspil hasarderet./Det trøster mig lidt«.

Anmelder Mikkel Krause Frantzen giver bogen fire hjerter og synes, at ’Tennisdigte’ for alvor bliver god som sportspoesi, når forfatteren fokuserer på sport og sexisme, ulighed mellem kønnene. Eller når hun skriver om køn, om begær, om ekstase, om sex.

»Ingen kan skrive så kontant og nøgternt om den slags som Maja Lucas«, skriver Mikkel Krause Frantzen.


Blu/DR
Foto: Blu/DR

Tidligere deltager i ’Hotel Romantik’: Derfor kan de ikke genkende kritikken, selv om det minder om satire

På det seneste har der været heftig debat om værternes Sofie Linde og Joakim Ingversens måde at tale til de ældre tv-deltagere i ’DR’s store seniorsatsning, Hotel Romantik’, skriver Ole Bo Gleerup i et debatindlæg i Politiken.

Det var ikke hans oplevelse som tidligere deltager i programmet. I min sæson mødte Sofie Linde mig nemlig i en ægte, respektfuld voksen-voksen-kommunikation, skriver han.

Dog mener han, at det er tilfældet i den nye.

»Den ligeværdige voksen-voksen-dialog er forsvundet i den nye sæson, skyldes det måske et kynisk og bevidst valg fra Danmarks Radio og produktionsselskabets side. I jagten på brede seertal har man i klipperummet valgt at vaske de reelle modne samtaler væk. I stedet har man skruet op for den legende børnehavejargon og fastholdt værterne i et filter, der devaluerer seniorgenerationens autoritet.«


Jaimi Joy/Ritzau Scanpix
Foto: Jaimi Joy/Ritzau Scanpix

Starmer skuffede briterne – nu står to konkurrenter klar til at tage magten

Der var håb og forandring i luften, da Keir Starmer for to år siden trådte frem som Labours nye formand og briternes nye premierminister. 14 års konservativt styre og skiftende premierministre skulle afløses af en sikker hånd på rattet og et løft af de fattigste familier i Storbritannien. Håbet var tilbage efter et årelangt, splittende og kaotisk Brexit-forløb. Briterne skulle igen være ét folk.

Men nu er Starmers prøveperiode slut, og briterne står skuffede tilbage. I dagens ’Du lytter til Politiken’ spørges tidligere korrespondent Lone Theils, hvornår tingene begyndte at skride for Labour – og hvem, der internt i partiet står klar til at tage tronen fra Starmer.



Det sker

  • Kong Frederik overrækker The Brain Prize 2026. Prisen gives til forskning i hjernevidenskab og uddeles af Lundbeckfonden.
  • Retten I Næstved afsiger dom i Scandinavian Star-sagen kl. 12.45. En række overlevere og pårørende til ofre fra branden på færgen ’Scandinavian Star’ i april 1990 har sagsøgt Søfartsstyrelsen med krav om en godtgørelse, fordi styrelsen svigtede sine pligter med at føre tilsyn.
  • I dag foregår 11. etape af cykelløbet Giro d’Italia.
  • Håndboldherrene spiller de første semifinaleopgør i Bambuni Herreligaen. Skanderborg AGF - GOG spiller klokken 18.30 efterfulgt af Aalborg - Mors-Thy klokken 20.30.
  • Vladimir Putiner fortsat på besøg hos Xi Jinping i Beijing.



Dagens tegning


Per Marquard Otzen/POLITIKEN
Tegning:: Per Marquard Otzen/POLITIKEN

Lidt sjov efter gæsten er taget hjem

Xi og Putin gi’r den gas på dansegulvet med en munter ’Doing the Trump’.

Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7.