0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Aula er kvindens lod i familielivet

Godmorgen.

Som Helligånden kom til Jesu disciple i pinsen, kommer denne solrige tirsdag morgen med fire dugfriske artikler til dig fra Politiken.

Først skal du læse om platformen Aula, der ifølge nye tal er – meget – mere besøgt af kvinder end mænd.

Det sydlige Iran blev i nat ramt af et amerikansk angreb til trods for weekendens meldinger om, at en fredsaftale var tæt på.

Du skal også læse om en forsvarsadvokat, der har repræsenteret begge parter i samtykkesager, og som er meget bekymret for de unge drenge, der kan komme i klemme.

Slutteligt går turen tilbage til Mellemøsten, hvor Saudi-Arabiens milliardinvesteringer har afledt verdens opmærksomhed fra de levevilkår, en stor del af landets befolkning lever under.

God læselyst!


Freja Juul Pedersen
Illustration: : Freja Juul Pedersen

Aula er kvindens lod i familielivet

Aula for Laura – ikke så meget for Laurits. Når forældre logger på den omstridte platform for at tjekke skema, svare lærere, efterlyse gummistøvler eller arrangere børnefødselsdag, er det i tre af fire tilfælde kvinder. Det viser hidtil ukendte tal, som Politiken har fået kommunernes it-fællesskab, Kombit, til at udtrække fra Aula.

På sydfynske Tåsinge har Politiken mødt familien Albjerg. I deres hjem er der en klar rollefordeling mellem forældrene, når det kommer til at tjekke Aula for deres fire børn på 4, 7, 7 og 10: »I vores husholdning og dagligdag med fire børn er det primært min kone, der tjekker Aula i forhold til, hvilke lektier ungerne har, om de skal have deres device med i morgen, skal på tur eller lignende«, siger 38-årige Jonas Albjerg. Han fortæller, at han selv logger ind nogle gange i løbet af ugen, også i kraft af sit hverv i skolebestyrelsen. Men det er hustruen, 39-årige Cecilia Albjerg, der holder hus med børnenes skolegang, hverdagens praktik og altså Aula.

Tal fra Skole & Forældre viser, at mødrene også dominerer landets skolebestyrelser. 62 procent af de forældrevalgte medlemmer er således kvinder. Professor MSO Jens-Peter Thomsen forsker i familiemønstre og ulighed. Han ser det som et principielt problem – også for mændene og børnene: »Foruden at give kvinder ekstra byrder afskærer mændene sig også fra en interaktion, der handler om deres børns liv«, siger Jens-Peter Thomsen fra VIVE og peger på, at kønsroller dermed bliver reproduceret.


Jim Watson/Ritzau Scanpix
Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix

USA angriber i det sydlige Iran

USA har natten til tirsdag dansk tid udført angreb i Iran. Det melder USA’s militære centralkommando, Centcom, ifølge nyhedsbureauet Reuters i en udtalelse: »USA’s Centralkommando fortsætter med at forsvare vores styrker, samtidig med at vi udviser tilbageholdenhed under den igangværende våbenhvile«, siger Tim Hawkins, der er talsmand for Centcom.

Angrebene omtales som defensive, og det lyder i udtalelsen, at de var designet til ’at beskytte vores soldater mod trusler fra iranske styrker’. USA’s angreb i det sydlige Iran kommer efter et par dage, hvor der ellers har været forlydender om, at en fredsaftale var lige på trapperne.

USA’s præsident, Donald Trump, sagde lørdag, at en diplomatisk rammeaftale - et aftalememorandum - stort set var forhandlet på plads. En melding, der blev gentaget af både Esmail Baghaei, der er talsmand for Irans udenrigsministerium, til The New York Times og USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, der mandag sagde, at en aftale kunne blive færdiggjort i løbet af dagen. På trods af nattens angreb fortsætter forhandlingerne i Qatar, lyder det fra USA.


Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Hun er bekymret for de helt unge drenge med en »meget, meget lille« seksuel erfaring, som kommer i klemme i samtykkeloven

Frederikke Madsen havde aldrig forestillet sig, at hun skulle kritisere en lov, der gør det lettere at dømme for voldtægt. Tværtimod, siger den 37-årige forsvarsadvokat, da Politiken møder hende på advokatkontoret Advodan i Glostrup: »For jeg er både kvinde, mor og feminist«, siger hun.

Problemet opstår ifølge Frederikke Madsen i de sager, hvor der ikke er vold, tvang eller et tydeligt nej, men hvor retten skal vurdere, om der var samtykke i en situation, hvor kun to personer var til stede og har vidt forskellige oplevelser. Hun nævner en samtykkesag, hvor en ung kvinde sagde »av« under et samleje, hvilket anklageren brugte som argument for domfældelse: »Betyder av, at han skal stoppe? Eller at han skal gøre det blidere og langsommere? Det er uklart i juridisk forstand. For der er ikke nogen, der ved, hvad pigen mente, da hun sagde av. Måske ved hun det ikke engang selv«, siger hun.

Ifølge Frederikke Madsen illustrerer sagen, hvor vanskeligt det kan være at definere, hvornår noget objektivt er et samtykke, når man kun har to forklaringer. Selv har hun tænkt sig at tale med sine sønner om grænser og samtykke på en måde, så de også husker det klokken halv tre om natten efter en gymnasiefest: »Jeg er reelt bekymret for, at mine drenge skal ud i en virkelighed, hvor den her lov eksisterer, og jeg vil råde andre forældre til at lære deres børn at være ekstremt opmærksomme på den anden persons signaler under sex«.


Expo 2030 Riyadh
Foto: Expo 2030 Riyadh

Gennem dyre fodboldspillere og futuristiske byggeprojekter har Saudi-Arabien afledt verdens opmærksomhed

»Jeg tilhører Saudi-Arabien«, sagde den verdensberømte fodboldstjerne Cristiano Ronaldo i december 2022, da han underskrev sin kontrakt med den saudiske klub Al-Nassr. Den portugisiske fodboldstjerne er ligesom en lang række andre store investeringer i sportens verden blevet et led i en strategi, hvor Saudi-Arabien forsøger at skabe en ny fortælling om sig selv.

Bag milliardindkøbene gemmer sig den statslige investeringsfond Public Investment Fund (PIF), der i årevis har pumpet enorme summer i sportsverdenen og i ny infrastruktur. Alt sammen som led i ’Vision 2030’ – kronprins Mohammed bin Salmans store plan, som blev lanceret i 2016 med det formål at forvandle landet til et attraktivt sted for globale investorer og turister. Særligt megaprojektet ’Neom’ er blevet symbolet på Saudi-Arabiens ambitioner. Den futuristiske milliardby i ørkenen blev lanceret som en højteknologisk og fossilfri by drevet af kunstig intelligens og vedvarende energi.

Saudi-Arabien har gennem årene også mødt meget kritik for deres behandling af gæstearbejdere, deres kvindesyn og deres holdning til LGBT+-segmentet. Men ifølge Stanis Elsborg, leder af organisationen Play the Game, overvurderer man ofte i Europa, hvor meget kritikken reelt fylder globalt: »De kritiske historier forsvinder i de flotte fester og store sportsbegivenheder dernede«. Og selv blandt dem, der fortsat ser landet som en autoritær stat, er Saudi-Arabien samtidig blevet umuligt at ignorere som sportsnation, turistdestination og investeringsprojekt: »På den måde vinder de fortællingen«, siger han.


Det bedste fra Politiken

Julie Sebadelha/Ritzau Scanpix
Foto: Julie Sebadelha/Ritzau Scanpix

Han var død i 25 minutter. Nu har Nicolas Winding Refn et klart budskab

For tre år siden døde Nicolas Winding Refn. Sådan udtrykker han det selv. Ved et tilfælde blev det opdaget, at en af hans hjerteklapper ikke lukkede tæt. Det betyder, at blodet løber baglæns, hvilket tvinger hjertet til at arbejde hårdere. Hans hjerte stoppede med at slå. Han blev genoplivet med elektrisk stød.

Han er ikke følelsesladet, det lader til, at han har fortalt det mange gange før.

»Men da jeg kom tilbage, kunne jeg se, at det, der skete for mig, i virkeligheden var en gave, Vorherre havde givet mig, fordi jeg fik lov til at starte forfra igen i en alder, hvor jeg stadigvæk var stærk nok til at udnytte det«. Læs interviewet med Nicholas Winding Refn fra filmfestivalen i Cannes.


Ida Marie Sandgren
Tegning:: Ida Marie Sandgren

Adam og Anne fulgtes hjem en tidlig morgen, men de ni dommere var dybt uenige om, hvad der derefter foregik i soveværelset

En forårsnat i 2023 var Adam og Anne til den samme privatfest. De drak alkohol og festede, og da nat var blevet til morgen, tog de sammen en taxa hjem til den lejlighed, som Anne delte med en veninde. De havde ofte festet sammen, og det var sket tidligere, at de var taget hjem fra byen sammen for at dyrke sex.

Da de kom hjem, tog begge det meste tøj af og lagde sig sammen i Annes seng. Så langt er de enige.

De er derimod helt uenige om, hvad der derefter skete i sengen bag døren til Annes soveværelse. Det kan man læse i dommene fra sagen. Anne fortalte i retten, at hun sagde nej til sex, men at hun blev voldtaget. Adam fortalte, at de slet ikke havde samleje, og at de andre seksuelle handlinger mellem ham og Anne skete med gensidigt samtykke. Læs historien her


Rasmus Vendrup / Originalfotos: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix, FP
Illustration:: Rasmus Vendrup / Originalfotos: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix, FP

Voldtægter og millionsvindel efterforskes aldrig: Kan vi stadig stole på politiet?

En voldtægt, som aldrig blev efterforsket. Økonomisk svindel for millioner af kroner, som ingen forsøgte at opklare. Et knivoverfald i et privat hjem, som politiet heller ikke brugte tid på at finde gerningsmanden bag.

Dansk politi er blevet kastet ud i et stormvejr af orkanstyrke, efter en ny rapport har afsløret et massivt omfang af såkaldt vaskede sager – og vi er ikke i småtingsafdelingen. Faktisk løber det op i hundredtusindvis af sager – bare de seneste fem år.

Men hvordan kan det ske, at tusindvis af anmeldelser af alvorlige forbrydelser aldrig når længere end betjentenes skriveborde? Og hvorfor lyver politiet tilsyneladende om at have efterforsket sager, som de fra begyndelsen lagde i graven?

Det spørger vi i dagens Du lytter til Politiken undersøgende redaktør Sebastian Stryhn Kjeldtoft om. Han er gået de opsigtsvækkende sager efter i sømmene og har talt med nogle af de betjente, der til daglig står med danskernes anmeldelser mellem hænderne.

Og med den øverste ledelse i politiet, der slet ikke mener, at det er så slemt, som det ser ud.



Det sker:

  • Hvis du undrer dig over, at busserne flager i dag, så er det fordi, Kong Frederik fylder 58 år i dag.
  • I sommeren 2024 forulykkede en GreenMobility-lejebil i Frederikssundsvejstunnelen, hvor en afgik ved døden. I dag starter retssagen mod føreren.
  • Det italienske etapeløb Giro d’Italia fortsætter i dag. Etapen er en bjergetape, som begynder i Bellinzona og slutter i Cari efter 113 kilometer. Jonas Vingegaard er i lyserødt og storfavorit til dagens etape.
  • Klimarådet offentliggør en analyse om klimaholdninger klokken 12. Analysen handler om befolkningens opbakning til og accept af klimapolitik.
  • Den amerikanske sanger D4vd er anklaget for at have dræbt 14-årige Celeste Rivas Hernandez. I dag er der indledende retsmøde.



Dagens tegning

Den foruroligende grisling

Ifølge Jakob Ellemann fylder landbruget alt for meget i Venstre.

Mette Dreyer/POLITIKEN
Tegning:: Mette Dreyer/POLITIKEN

Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7.