0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Det er et af de voldsomste og mest indgribende skridt, personer kan udsættes for. Og det sker igen og igen for nogle

Godmorgen.

Denne morgen handler det om psykiatrien, hvor alt for mange med tvang genindlægges gang på gang.

Det handler også om spionagesagen fra Nørresundby, om kritik af Politiken fra Politiforbundet og om det, der ser ud til at være en asylfinte, der kan give ophold i Tyskland.


Freja Juul Pedersen. Foto: Joachim Adrian og Pexels
Kollage:: Freja Juul Pedersen. Foto: Joachim Adrian og Pexels

»Det må ikke ske«, siger generalsekretær. Men det gør det. Igen og igen

Det er en af de voldsomste og mest indgribende magtbeføjelser i samfundet, når to uniformerede politibetjente trænger ind i en borgers hjem og tvinger personen til en lukket psykiatrisk afdeling. Tvangsindlæggelser anses for at være den absolut sidste nødløsning. Der er tale om psykisk syge mennesker, der har været indlagt på grund af enten vrangforestillinger eller andre alvorlige psykiatriske lidelser. De er til fare for sig selv eller andre. Og de har allerede modtaget lægelig behandling og socialpædagogisk hjælp, men udskrives for kort tid efter med tvang at blive afhentet af politiet og komme retur til afdelingen.

Derfor kalder en af landets førende retspsykiatere, overlæge Gitte Ahle, det en »falliterklæring« og »noget af det mest uetiske i vores sundhedsvæsen«, når flere og flere – ofte unge – bliver genindlagt med tvang. Det sker for 2.500 personer om året. Hele 38 procent af børn og unge og 31 procent af de voksne bliver indlagt med tvang gentagne gange.

Den nye opgørelse viser, at omkring hver femte af de unge og hver tiende af de voksne patienter i psykiatrien genindlægges med tvang allerede op til 30 dage efter, at de blev udskrevet fra psykiatrien: »De er jo svingdørspatienter, som alle os rundt om den psykisk syge ikke hjælper ordentligt. Det piner mig, at vi trods politiske løfter om det modsatte endnu ikke kan gøre det bedre«, siger Gitte Ahle, der er tidligere formand for landets psykiatere i Dansk Psykiatrisk Selskab.


Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Virksomheden MyDefence får ros af PET for at have samarbejdet med myndighederne i sagen.

Spionagesigtede får deres anholdelse opretholdt

Det er i sagens natur ikke meget, der er kommet ud om sagen mod to personer, der er sigtet for spionage mod en nordjysk virksomhed. Det står klart, at de angiveligt har fotograferet en virksomhed, der indgår i forsvarsindustrien. Og at de to anholdte er ukrainske statsborgere på henholdsvis 18 og 21 år.

Hvad der nærmere ligger til grund for, at politiet rejser sigtelse og kræver de to fængslet, er ikke sluppet ud fra det lukkede grundlovsforhør. Men det endte med, at de to har fået anholdelsen opretholdt i tre døgn, hvilket kan være et tegn på, at dommeren ikke umiddelbart finder grundlag for at fængsle dem, men at materialet i sagen alligevel er så holdbart, at politiet skal have tid til at underbygge det yderligere, så de kan genfremstilles om tre dage.

Forsvarsadvokat i sagen Rasmus Amandusson siger om den ældste af de sigtede, at han »ikke har boet her i landet så længe«, men at han arbejder i Danmark. Samt at begge de sigtede nægter sig skyldige.


Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Politiforbundet vil ikke finde sig i Politiken-forside

Politiken har bragt billeder af den betjent, der under demonstrationer i weekenden slog en af avisens fotografer. Selv om betjenten har hjelm og visir på, kan man se hans ansigt og dermed identificere ham. Ligesom man formentlig kan identificere en anden betjent på billedet. Og det kritiseres af Politiforbundet, betjentenes fagforening, der gerne ser sådanne fotografier forbudt: »Jeg synes ikke, at det er i orden, at man kan identificere betjentene. Politikens historie ville jo ikke blive dårligere af, at I havde lagt en bjælke hen over øjnene på dem eller sløret deres ansigter«, siger formand Heino Kegel.

Forbundet har sammen med flere andre fagforbund, heriblandt Danmarks Lærerforening, FOA og Fængselsforbundet, i september fremsat et ønske om, at der indføres forbud mod at offentliggøre optagelser af deres medlemmer, når de er på arbejde, medmindre de udtrykkeligt har givet tilladelse til det.

»Forslaget er jo ikke møntet på pressen, men på alle de borgere, der lægger rigtig meget op med politiet. Vi mener ikke, at det er i orden, at betjente kan identificeres. Vi har stor erfaring med, at det bliver misbrugt til chikane af betjentene«, siger Kegel og fremhæver eksempler på, at betjente er blevet opsøgt privat, og at deres familier er blevet chikaneret. Politikens chefredaktør, Christian Jensen, mener, at det var fuldt berettiget at bringe billedet: »Det er vigtigt at dokumentere begivenheden, hvor en pressefotograf, der er på arbejde på en offentlig plads i København til en lovligt anmeldt demonstration, bliver overfaldet af en betjent uden nogen former for begrundelse. Han siger endda til betjenten: ’Jeg er på arbejde’«.


Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Falske straffesager i Tyrkiet kan sikre asyl i Tyskland

I Tyrkiet er det ulovligt at krænke landets præsident. Og det viser sig at give en genvej til tyrkere, som vil slå sig ned i Tyskland som asylansøgere, skriver The Telegraph. Menneskesmuglerne tilbyder nu deres kunder en pakke, hvor de opfordres til at omtale Tayiip Erdogan kritisk, hvilket tvinger anklagemyndigheden til at rejse sag mod dem.

En menneskesmugler har ifølge tyske medier tilbudt at sørge for en politiefterforskning med tilhørende dokumentation, måske endda en husransagning, og forsikrer, at det virker: »Du kan få asyl hvor som helst med det«, forsikrer vedkommende, der tager 6.000 kroner for sit arbejde.

Den slags sigtelser offentliggøres i den stedlige database over igangværende sager - og med de dokumenter i hånden kan man derefter søge asyl i Tyskland med henvisning til, at man er politisk forfulgt på grund af sin kritik af styret i Ankara. Det kan være medvirkende til, at de tyske indvandringsmyndigheder i stigende grad tvivler på asylansøgernes forklaringer, når de vil tage ophold i Tyskland. Tyrkere udgør den tredjestørste gruppe af asylsøgere i Tyskland med 140.000 asylansøgninger siden 2021. Selv om mange afvises, kan de blive i mange år i landet, hvis de appellerer afslagene, skriver avisen.



Det bedste fra Politiken


Roald Als
Tegning:: Roald Als

Vi bliver nødt til at udskamme dem, der udskammer

Over for de horder af mennesker, der ønsker at gøre moralsk selvreklame ved bevidst at misforstå andre (jeg vil tillade mig at hævde, at det er en ret præcis motivanalyse), kæmper vi alle forgæves. I mine egne opslag på sociale medier må jeg derfor også tage mig selv i konstant at helgardere mig imod de mennesker, der virker, som om de er på udkig efter noget at fornærmes over. Jeg plejer at kalde disse væsener for sympativampyrer, fordi de suger næring fra den moralske position af ophøjethed, som de synes, at deres forargelse berettiger dem til. Forfatteren Dennis Nørmark skriver om dem, der knokler hårdt for at finde noget at blive krænket over.


Tomas Østergren. Foto: Andreas Haubjerg
Fotocollage:: Tomas Østergren. Foto: Andreas Haubjerg

Pludselig var der et underligt ansigt på min telefon. Med det er der kommet et helt nyt ord

Vi har haft MobilePay i Danmark siden 2013, hvor appen har gjort livet meget lettere for os alle sammen. Endelig var det slut med at skulle rejse sig fra stolen og finde sit dankort frem og indtaste en endeløs række af cifre, når man skulle købe noget online. Og endelig skulle man ikke længere rundt og indsamle 25 guldtyvere, der efterfølgende lå tungt i den pung, vi ikke længere behøver, når der skulle indsamles til en kollegagave på arbejdet. Så glade var vi for den nye betalingstjeneste, at MobilePay i 2014 blev kåret til årets ord i DR’s radioprogram ’Sproglaboratoriet’. Men nu skifter MobilePay navn til Vipps. Hvad skal vi sige til det?, spørger sprogforskeren Marianne Rathje.


Freja Juul Pedersen. Foto: Cassidy Araiza, Inquam Photos/octav Ganea, Pr Foto
Kollage:: Freja Juul Pedersen. Foto: Cassidy Araiza, Inquam Photos/octav Ganea, Pr Foto

Internettet får danske drenge til at true lærere med voldtægt og kalde piger for ludere

Vi har talt om det som noget, der kun foregik på internettet. Videoer af mænd, der kalder kvinder svage, og mener, at de har ret til at kontrollere dem. Måske siger de endda, at kvinder bør fratages deres stemmeret eller bare kan voldtages. Fordi de er kvinder.

Vi har døbt det manosfæren. De digitale afkroge, der først lokker med indhold om træning eller dating. Men så luller teenagedrenge og unge mænd ind i et hadefuldt kvindesyn, der fylder alt i algoritmen.Og nu tilsyneladende også ude i virkeligheden.

I dag taler jeg med journalist Emilie Maarbjerg Mørk om en ny undersøgelse, der viser, hvordan helt almindelige danske drenge bliver så radikaliserede af manosfæren, at kvindehadet flyder ud over internettets grænser og ud i klasselokalerne.

I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller journalist Emilie Maarbjerg Mørk om en ny undersøgelse, der viser, hvordan helt almindelige danske drenge bliver så radikaliserede, at kvindehadet flyder over internettets grænser og ud i klasselokalerne.



Det sker

  • Der er bager- og konditorkonkurrence i Odense: Der konkurreres om titlerne Danmarks bedste rugbrød, Danmarks bedste specialbrød, Danmarks bedste kransekage og Danmarks bedste pastry.
  • Vietnams præsident Tô Lâm og hans hustru, Ngô Phương Ly, afslutter onsdag deres statsbesøg i Danmark. Det sker med bl.a. en sejltur i Københavns Havn.
  • Der er åbent samråd om rettighedstvisten mellem YouSee og danske kunstnere.
  • EU uddeler Daphne Caruana Galizia-prisen, som belønner journalistik, der fremmer og forsvarer EU-værdier som frihed, demokrati og menneskerettigheder.
  • Retssagen mod den tidligere FBI-chef James Comey indledes.Comey er tiltalt for at have truet præsident Donald Trump i forbindelse med et Instagram-opslag fra maj 202.



Dagens tegning


Philip Ytournel/POLITIKEN
Tegning:: Philip Ytournel/POLITIKEN

Tegnerthon 1.0

Livestreameren Rasmus Søndergaard har langt flere seere og mere trafik end de traditionelle medier.

Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7. Her kan du tilmelde dig nyhedsbrevet Politiken Morgen.