Godmorgen.
Denne morgens nyheder handler om:
- en mistænkelig russisk rigmands ejendomsleje i Danmark
- en sundhedsminister, der nu vil have Rigshospitalet til at lade være med af afvise transplantationsorganer
- et svindelnummer i Estland, hvor Danmark var med til at købe artillerigranater til Ukraine
- et opkald fra DI’s direktør viste sig at være falsk - og afslørede, hvor avanceret identitetstyveri er blevet
Selskab under Putin har fået adresse i Tappernøje. Tæt ved enorm gasledning
Evgeniy Logvinov kommer fra akademiet for den russiske efterretningstjeneste FSB. I over ti år har han tjent i det russiske militær. Og så har han i 2024 sat sin underskrift på et dokument fra Erhvervsstyrelsen. Dermed er papirerne i orden, og et kontroversielt selskab under Putins administration har med loven i hånden registreret adresse på et gods langt ude på landet i Tappernøje på Sydsjælland.
Men under overfladen – lige under jorden på godsets grund for at være helt præcis – gemmer sig noget langt vigtigere. Ikke bare for Danmark, men for Europa. Under godsets grund løber Baltic Pipe-gasledningen, som blev sat i verden for at omgå russisk gas, og få kilometer derfra på den åbne mark ligger den kompressorstation, der får det hele til at virke.
»Det går ikke, at noget selskab med tråde til Putin lovligt kan få adresse lige ved kritisk infrastruktur. Det er naivt, og det kan blive brugt imod os. Rusland identificerer sig som værende i krig med os, og det bliver vi nødt til at forstå. Derfor skal vi ikke forestille os, at der er noget som helst uskyldigt i det, de laver«, advarer sikkerhedspolitisk rådgiver Jacob Kaarsbo, der er tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste
- Køb: Topfolk fra Putin-regimets inderkreds har stået som ejere af hytter, hvorfra man kunne se alt, der foregik på Nato-flyvestation
- Mystik: Hvorfor købte russisk rigmand et sommerhus ved indsejlingen til Sveriges hemmeligste flådebase?
Rystet minister vil have Rigshospitalet til at modtage organer døgnet rundt, året rundt
Sundhedsminister Ida Auken (S) er langtfra tilfreds med, at Rigshospitalet har afvist organer på grund af manglende kapacitet. Det sker efter afsløringen af, at Rigshospitalet i løbet af det seneste år har afvist tre levere til børn og syv levere til voksne fra det nordiske organsamarbejde Scandiatransplant. Det er sket som følge af manglende kapacitet.
»Jeg er rystet over, at Rigshospitalet har afvist organer. Først og fremmest tænker jeg på de alvorligt syge patienter og deres pårørende, som står i en meget svær situation. Vi ved endnu ikke, hvilke konsekvenser afvisningerne har haft for de berørte patienter. Men det er under alle omstændigheder stærkt utilfredsstillende, at patienter ikke har kunnet få en levertransplantation, fordi hospitalet ikke havde kapacitet til at modtage det organ, de blev tilbudt«.
Ifølge Rigshospitalet er det »ikke usædvanligt«, at man afviser levere til børn: »Rigshospitalet har på intet tidspunkt været bemandet til at kunne udføre levertransplantationer på børn døgnet rundt, året rundt«, lyder dets svar. Scandiatransplant koordinerer fordelingen af organer mellem medlemslandene Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige og Estland. Rigshospitalet kan blive tilbudt et organ fra andre hospitaler, når de ikke selv skal bruge det.
- Ledelsen fyrede specialister: Sagen om fyrede overlæger på Rigshospitalet tager opsigtsvækkende drejning
- Reaktion: Sygeplejersker er »dybt bekymrede«, efter tre overlæger blev fyret
Danmark har betalt for artillerigranater til Ukraine. Er vi blevet snydt i Estland?
Intentionen var god nok: Danmark ville skaffe artillerigranater til Ukraine og købe dem via et firma i Estland. Nu viser det sig ifølge TV 2, at der ikke er blevet leveret så meget som én granat for de 71 mio. kr., der blev betalt. I stedet er pengene endt på en adresse hos selskabet Datasel, der udadtil fremstår som et softwareselskab og som deler adresse med en bilforhandler. Selskabet havde på sin hjemmeside godt nok billeder af militærammunition, men det var ai-billeder, hentet fra computerspil.
»De skrev på hjemmesiden, at de kunne producere store artillerigranater, men havde egentlig ikke nogen faciliteter eller licenser til det«, siger journalist Jakob Kjøgx Bohr fra Danwatch, som har kigget på en aparte sag.
Problemet for Danmark er, at sagen har været meget omtalt i Estland, hvor den har ført til, at forsvarsminister Hanno Pevkur måtte trække sig fra posten. Samtidig har landet måttet rejse sag mod virksomheden bag Datasel for at se, om man kan redde nogle af pengene. Det forløb undrer professor i forvaltningsret Frederik Waage: » Man kunne også godt ønske sig, at staten havde været mere proaktiv med selv at fortælle om det her. Jeg er overrasket over, at det er journalister, der skal grave det frem. Vi har så strenge regler for hvidvask for at undgå sådan nogle situationer, at det fremstår helt uforståeligt, at staten så bliver bragt i sådan en situation«.
- Nyhedsanalyse: Bag lukkede døre gentages budskabet – EU kan ikke bære det her alene
- Kremlologi: Putin efterlod det indtryk, at han er den nye Peter den Store. Og han vil have endnu mere
Det lød som Lars Sandahl Sørensen. Men det var svindel
Der var noget galt, da Lars fra Danmark ringede til Dansk Industris kontor i Sydkorea. Stemmen i røret tilhørte ganske rigtigt Lars Sandahl Sørensen, der er direktør for brancheforeningen. Men det var ikke ham, der stod bag opkaldet. Det var svindlere, der havde kopieret hans stemme ved hjælp af kunstig intelligens og nu forsøgte at få gennemført en udbetaling til en »angiveligt fortrolig sag«, skriver Berlingske.
Svindlerne forsøgte også via beskeder på WhatsApp sendt direkte til medarbejderen i Sydkorea at få vedkommende til at udbetale pengene. At identitetssvindel efterhånden er blevet så avanceret, bekymrer DI-direktøren: »Det er et tegn på, at verden har ændret sig. Teknologien har taget et nærmest science fiction-lignende ryk, og det har svindlerne også. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Det er jo ikke bare en eller anden båndoptager, der har kørt. De har jo med min stemme ført en reel samtale«.
Lykkeligvis for foreningen lykkedes svindelnummeret ikke, takket være de gængse forholdsregler i organisationen. Det bør inspirere andre danske virksomheder til på lignende vis at sikre sig mod gerningsmændenes efterhånden ganske avancerede numre, understreger Sandahl Sørensen. DI’s egen ekspert i cybersikkerhed, Jeppe Engell, er enig: »Ledere, der optræder offentligt, har efterladt rigeligt med lydoptagelser til, at stemmen kan kopieres. Man kan ikke længere regne med at høre forskel«.
- Svindel: Dette billede skulle dokumentere en forsikringssag. Men der er noget, som ikke stemmer
- Målet er at snyde dig: Her er svindlernes opsigtsvækkende nye værktøjer
Det bedste fra Politiken
Glem Trump – amerikanerne gider ikke længere det freakshow
»Mørket over Amerika er ved at blive fortrængt af lyset. Det er vitterligt morgen i Amerika. Intet er nemmere end at være pessimist. Listen over problemer synes endeløs. Det kræver mere mod at være optimist. De, som ser håbet, får ofte at vide, at de er naive. Men helt ærligt: Lige under overfladen er Obamas forudsigelse ved at blive indfriet. Det er ved at blive godt igen«. Journalist David Trads deler tidligere præsident Barack Obamas optimisme, når det gælder USA’s fremtid.
Jeg har den mest fantastiske kæreste, men noget giver mig ondt i maven
»For et halvt år siden fik jeg den mest fantastiske kæreste. Men kærligheden har åbenbart også gjort mig lidt skør. Her er mit Gen Z-agtige dilemma: Instagram. Er det okay stadig at følge gamle datingapp-matches, når man er i et forhold? Jeg kan ikke finde ud af, om det bare er ligegyldige digitale rester fra et liv før mig, eller om det er rimeligt, at det prikker lidt«. Ibyens brevkasse giver gode råd til byens hjerter.
For de unge findes den amerikanske drøm ikke længere
Overalt i USA flytter unge hjem til mor og far, fordi lønningerne er blevet for lave, og priserne for høje.
Politikens USA-korrespondent, Bo Søndergaard, har mødt en ung vinduespudser, der har været nødt til at flytte hjem til sine forældre.
I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ ringer vi til Bo Søndergaard for at forstå, hvad der er blevet af den amerikanske tro på, at det er muligt at kravle op ad samfundsstigen, hvis bare man er flittig og målrettet nok. Og så spørger vi ham, hvordan det kommer til at påvirke midtvejsvalget, at mange unge har tabt troen på den amerikanske drøm.
Det sker
- Fagbevægelsens fællesorganisation, FH, vælter på sin kongres formand og næstformand.
- I Bellacentret i København åbner det årlige Bogforum. Her uddeles Den Faglitterære Pris.
- Folkehøjskolernes Forening uddeler Den Folkelige Sangs Pris ved et arrangement på Rønde Højskole på Djursland.
- Retten i Holbæk afgør skyldsspørgsmålet i en sag om en tiltalts deltagelse i planlægningen af drab på to ofre ved en Meny-forretning i Kalundborg i 2020. Sagen gennemføres i en særligt sikret retssal i Vestre Fængsel i København.
- I Den Haag indleder Den Internationale Straffedomstol sag mod Filippinernes tidligere præsident Rodrigo Duterte, der er tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden.
- I Italien har fagforeningerne indkaldt til landsdækkende generalstrejke.
Dagens tegning
Halloween 2026