Godmorgen
Såvel Sundhedsstyrelsen som Statens Serum Institut har anbefalet politikerne igen at gøre covid-19 til en samfundskritisk sygdom og stille krav om coronapas i blandt andet restaurations- og nattelivet, og i aftes varslede statsminister Mette Frederiksen (S) så, at nye »initiativer« er på vej for at holde smitten nede og forebygge indlæggelser.
Det skete som så ofte før fra statsministerens side i et opslag på de sociale medier Facebook og Instagram, hvor Mette Frederiksen slog fast, at regeringen ser »med stigende alvor og bekymring« på den voksende coronasmitte i samfundet.
Hun opfordrede samtidig alle, der ikke er blevet vaccineret, til at blive stukket.
Flere eksperter har efter statsministerens udmelding peget på, at det næppe er nok med et coronapas, hvis smitten skal holdes i ave.
Der er også brug for at øge testindsatsen og smitteopsporingen, ligesom vi skal blive bedre til at spritte af og lufte ud.
»Vi skal i hvert fald tage redskaber i brug, som vi er sikre på, vil give en rimelig god effekt nu, fordi vi er i en situation, hvor epidemien har taget fart«, siger Svend Ellermann-Eriksen, der er ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital.
Mangel på jordemødre truer fødeafdelinger
Vi bliver ved sundhedsvæsenet. For det er ikke kun sygeplejersker, som der er mangel på rundt omkring på hospitalerne. Der mangler også jordemødre, og det i en grad, så en nedsmeltning truer fødeafdelingerne, advarer den ordførende professor på fødselsområdet, overlæge på Rigshospitalet Øjvind Lidegaard.
»Der kommer flere sygemeldinger blandt det udtrættede personale, de nyuddannede jordemødre forlader i hidtil uset omfang deres arbejde efter kort tids ansættelse, når de konfronteres med den kliniske hverdag, de mange vagter, manglende pauser til at puste ud, utilfredse fødende, de uafladelige sygemeldinger og magtesløsheden i afdelingsledelserne«, skriver han i en kronik i Politiken.
Professoren har regnet sig frem til, at der alene i Region Hovedstaden er 81 ubesatte jordemoderstillinger. Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) erkender over for avisen, at forholdene på fødeafdelingerne er uholdbare.
Bus kapret og stukket i brand i Nordirland
For anden gang på en uge er en bus blevet kapret og stukket i brand i Nordirland. Fire mænd stod bag kapringen søndag aften i et pro-britisk område i udkanten af hovedstaden, Belfast, skriver Ritzau. I sidste uge stod to maskerede og bevæbnede mænd bag en lignende kapring. Også her blev bussen efterfølgende stukket i brand.
Ifølge lokale medier er angrebene et udtryk for voksende spændinger over handelsbarrierer i forbindelse med brexit, som har skabt store frustrationer blandt de nordirere, som er tilhængere af et tæts samarbejde med resten af Storbritannien. Både politikere og politi har betegnet volden som de værste uroligheder i Nordirland i årevis, skriver Ritzau.
Nicaragua genvælger Ortega i »farce«-valg
I Nicaragua er Daniel Ortega blevet genvalgt som præsident, og det er nok en nyhed men ikke en overraskelse. Daniel Ortega har nemlig fået fængslet alle sine modkandidater og smidt den kritiske presse ud af landet, og regerer i det hele taget ved vold og censur, som Politikens korrespondent Anne M. Sørensen beskrev det forleden. Undersøgelser har vist, at et flertal af befolkningen ville foretrække en anden præsident, hvis bare de havde et alternativ at stemme på.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, har da også allerede stemplet valgresultatet som en »farce«. »Det var en dårlig undskyldning for et valg og var hverken frit eller retfærdigt – og helt bestemt ikke demokratisk«, lyder det fra Joe Biden.
’Du lytter til Politiken’
Hvorfor dræber mænd kvinder
Hver fjerde drab i Danmark er et partnerdrab. Alligevel er der ikke forsket ret meget i emnet. Men der er faktisk et mønster. Så hvem slår ihjel? Hvorfor sker det? Og kan man gøre noget for at forhindre det? Det svarer journalist på Politiken, Line Vaaben, på. Hun har skrevet om drab i familien de seneste syv år. Og forsøgt at forstå, hvad der sker, når vi dræber dem, vi troede, vi skulle dele livet med. Bliv klogere i dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’.
Det sker i dag
- Rigsretssagen mod Inger Støjberg i Instrukssagen fortsætter klokken 9, hvor der er afhøring af specialkonsulent Kristina Rosado og fuldmægtig Ronya Habo. Sagen omhandler ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene part var under 18 år.
- Startskuddet til Engineering Day lyder på skoler over hele landet. Over fem dage vil godt 30.000 elever i hele Danmark afprøve ingeniørernes arbejdsmetode ved at bygge prototyper, som løser virkelige problemstillinger.
- Det årlige Integrationstræf løber af stablen i Kolding. Blandt deltagerne er udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).
- Kampagnen ’Danmark spiser sammen’ ruller igen ud i hele landet. Formålet er at danne nye fællesskaber og sætte fokus på bekæmpelse af ensomhed med store og små spisearrangementer over hele landet.
Det skete på dagen i dag
- 1766: Christian VII og Caroline Mathilde bliver viet i Christiansborg Slotskirke af biskop Ludvig Harboe.
- 1971: Rockgruppen Led Zeppelin udgiver pladen Led Zeppelin IV, der blandt andet indeholder hittet Stairway to Heaven.