Godmorgen.
De seneste dages uvejr ser ud til at være ovre, og vi kan for en stund droppe regntøjet. Til gengæld er der en frisk nyhedsoversigt, hvor vi ser på følgende historier:
- Udenrigsanalytiker finder svagheder i Nato’s nordlige flanke
- Ny alliance skal redde regnskoven i Amazonas
- Rapper idømt 10 års fængsel for skyderi
Analyse: Nato’s nordlige flanke er for sårbar
Danmark og Norge gør ikke nok for at sikre Nato’s nordlige flanke. Sådan lyder kritikken i en ny analyse i det amerikanske magasin Foreign Policy skrevet af udenrigsanalytiker Alexander B. Gray, der er tidligere stabschef i Det Hvide Hus’ Nationale Sikkerhedsråd under tidligere præsident Donald Trump.
Han mener, at Danmark gør for lidt for at hindre russisk indflydelse på Færøerne og i Grønland. Det samme gælder Norge på Svalbard. Kristian Søby Kristensen, seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, er enig i store dele af analysen.
»Der er jo masser af russisk kapacitet i området. Der er ikke nogen tvivl om, at hvis en krisesituation eskalerer til en egentlig konflikt, så kommer det arktiske område til at være et hotspot«, siger han til TV 2.
- Læs mere: Grønland og Færøerne truer med at bryde rigsfællesskabet
- Baggrund: Kampfly og missiler bliver en del af Grønlands fremtid
Kriminelle tjener mange penge på skovrydningen i Amazonas. Nu vil otte lande bekæmpe den.
Ny alliance skal redde verdens største regnskov
En ny alliance af otte sydamerikanske lande skal bekæmpe fældningen af regnskoven Amazonas. Det har landene aftalt på et topmøde med deltagere fra Bolivia, Brasilien, Colombia, Ecuador, Guyana, Peru, Surinam og Venezuela, skriver Ritzau.
Regnskoven dækker et areal på 6,9 millioner kvadratkilometer og spiller en vigtig rolle i at begrænse klimaforandringerne, da Amazonas – ligesom andre træer og planter – optager CO2 og udleder ilt.
I sin åbningstale på topmødet understregede Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, at klimakrisen kræver handling:
»Det har aldrig været så presserende«, sagde han.
Rapperen Tory Lanez vil anke dommen på 10 års fængsel, siger hans advokat.
Rapper idømt 10 års fængsel for at skyde Grammy-vinder
De blev uvenner ved et poolparty, og så skød han. Det er mere end tre år siden, at den canadiske rapper Tory Lanez affyrede et halvautomatisk skydevåben og ramte sin musikerkollega og Grammy-vinder Megan Thee Stallion i foden, og nu er straffen så faldet.
En domstol i Los Angeles har idømt Tory Lanez 10 års fængsel, efter at han allerede tidligere i år blev fundet skyldig i at have affyret sit våben med stor uforsigtighed – en straf han dog agter at anke, ifølge sin advokat, skriver Ritzau.
Det bedste fra Politiken
De ikoniske badehuse på stranden i Løkken rev sig løs under tirsdagens uvejr. Fremtiden ventes at byde på mere ekstremt vejr.
Ekstremt klima: Nu begynder det at gøre ondt
Sensommerens triste danske vejr og det exceptionelle lavtryk, som de seneste dage har givet Danmark usædvanlig kraftig vind, kan meget vel være forstærket af de drivhusgasser, som vi mennesker har fyldt atmosfæren med. Gasserne medfører, at kloden gennemsnitligt bliver varmere, men den forstærker også naturens egne vejr- og klimafænomener.
»Vi befinder os midt i det, som vi for 30 år siden sagde, at der bliver mere og mere af. Variationerne øges fra år til år. Klimaforandringerne finder sted på toppen af vejrfænomener, der kunne have forekommet uden dem«, siger Jens Hesselbjerg Christensen, klimaforsker på Niels Bohr Institutet.
De seneste uger er kampene i Sudans hovedstad, Khartoum, taget til i styrke, hvilket i stor stil går ud over civile.
Rådnende lig i gaderne får læger i Sudans hovedstad til at slå alarm
Tusindvis af lig ligger og rådner i gaderne i Khartoum, fordi byens lighuse er overbebyrdede og ramt af konstante strømafbrydelser. De mere eller mindre opløste lig truer med at udløse en sundhedskatastrofe i Sudans krigsramte hovedstad, advarer lokale læger og Red Barnet.
»En rædselsvækkende kombination af et stigende antal lig, alvorlig vandmangel, ikke-fungerende hygiejne og sanitære forhold og manglende mulighed for at behandle vandet udløser frygt for et udbrud af kolera i byen«, advarer Red Barnet.
- Reportage: En menneskelig tragedie
- Nyhed:Massevis af sårede sudanere flygter til Tchad
Christianitterne blokerede indgangene til Pusher Street. Men få timer senere fjernede maskerede mænd betonklodserne, så der igen kunne handles hash i 'Gaden'.
Du lytter til Politiken: Kan Christiania slå ’Gaden’ ihjel?
Nu vil Christiania af med Pusher Street. Natten til tirsdag lukkede en gruppe beboere gaden af med containere og betonblokke. De vil ikke længere bo ved siden af pushernes vold.
Men hvorfor vil christianitterne lukke Pusher Street? Og er der overhovedet noget, der indikerer, at aktionen kan sætte et endegyldigt punktum for ‘Gaden’? Det svarer Politikens journalist Ida Nathan på, som gennem længere tid har fulgt udviklingen på Christiania.
Det sker i dag:
- Retten på Frederiksberg fortsætter behandlingen af sagen mod skuespiller Robert Hansen, der er tiltalt for vold en eks-kæreste.
- Virksomheden Vestas Wind kommer med halvårsregnskab.
- Den københavnske modeuge Copenhagen Fashion Week fortsætter. Modeugen, der denne gang viser tøj for forår/sommer-sæsonen 2024, slutter fredag.
Dagens tegning: Klimaks