0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Nyhedsbrev - Politiken Sport

Rørt Solbakken angriber FCK-ledelsen i opsigstvækkende interview

Nyhedsbrev - Politiken Sport

Godmorgen, kære læser.

Det bliver nok næppe Jess Thorups startopstilling, som fans, medier eller klubbens ledelse kommer til at diskutere i minutterne op til FC Københavns mandagskamp mod Randers FC i Superligaen.

Løgne fra bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, Bo Rygaard, har ifølge Ståle Solbakken fået nordmanden til at gå ud i pressen med sin version af, hvad der skete før og efter, at han blev fyret i oktober.

I et interview med Viasat søndag aften sagde Solbakken blandt andet, at han blev opsagt over telefonen, at FCK-ledelsen hverken har hjerte eller hjerne til at drive fodboldklubben, at William Kvist er blevet kastet ud på for dybt vand som midlertidig sportslig ansvarlig, og at Solbakken er meget bekymret for FCK’s fremtid på den europæiske scene.

»De pisser på alt, som jeg har gjort for klubben, og de har i tiden efter min afsked talt ikke bare mig ned, men hele organisationen«, lød det fra nordmanden.

FCK reagerede ved at udsende en pressemeddelelse straks efter, at interviewet var blevet sendt.

»Men ingen er som bekendt over FCK som klub. F.C. København er skabt af en stor kreds af mennesker, der har FCK i hjertet. Som bestyrelse er man dog nogle gange nødt til at træffe beslutninger med hovedet fremfor med hjertet for at gøre det rigtige for klubben. Ansvaret for resultaterne var, efter hans eget ønske, hos Ståle som manager med opgaven som både sportslig leder og cheftræner. Bestyrelsen har i et og alt efterkommet hans ønsker om spillerindkøb og andre dispositioner. Derfor var der kun et sted at placere ansvaret for de svigtende resultater«, udtaler Bo Rygaard.

»Af respekt for det - og til trods for, at der er flere udsagn i interviewet, som vi hverken kan genkende eller er enige i - så ønsker vi ikke at kommentere yderligere«, lyder det yderligere fra bestyrelsesformanden.

I forbindelse med fyringen af Ståle Solbakken i oktober blev der her på Politiken skrevet en længere analyse om årsagen bag. Her blev det blandt andet beskrevet, at en fyring af Ståle Solbakken ville svare til at trække den nederste række af et korthus væk. De andre kort ville også falde sammen. Spørgsmålet er nu, om FCK-ledelsen kan rette op på den nuværende situation, og om andre i organisationen tænker det samme som Solbakken.


Seneste nyt fra sportsdøgnet

Håndbold. Hvis der bliver spillet et EM på dansk grund i december, skal Jesper Jensen ikke duellere med svenske Per Johansson. Johansson er nemlig blevet opsagt som landstræner for Montenegro, som Danmark møder i gruppespillet, hvis mesterskabet afvikles. Svenskeren bekræfter sit stop i et interview med TV 2 Sport.

»Jeg er ked af, at jeg ikke får taget afsked med holdet. Det er jeg trist over, fordi relationerne med spillerne betyder meget for mig. Jeg har meddelt, at jeg ikke ville forlænge min kontrakt – og måske mener forbundet, at det er bedre med en ny landstræner allerede nu«.

Fodbold. Liverpool-stjernen Mohammed Salah har været testet positiv for coronavirus efter at have været rejst hjem til landsholdssamling i Egypten. Men Jürgen Klopp forventer nu, at en coronafri Salah er med i den kommende Champions League-kamp mod Atalanta på onsdag.

»Jeg hørte, at han testede negativ søndag. Jeg tror, at han fra nu af er ganske normal i sine tests. Mandag har vi tests med UEFA. Jeg er ret sikker på, at han er med i truppen«, siger Klopp.

Amerikansk Fodbold. Danske Hjalte Froholdt blev lørdag fritstillet af New England Patriots. Det gjorde det muligt for en af de 31 andre NFL-klubber at overtage hans kontrakt i løbet af det efterfølgende døgn og få ham ind i deres 53 mands store trup. Men det er ikke sket, og Froholdt står nu uden kontrakt.


Dagens tv-tip

FC København møder Randers FC i mandagskampen. Der fløjtes op i Parken fra klokken 19. FCK kunne af flere årsager godt trænge til en sejr.

Redaktionen anbefaler



Politiken sport

Politikens prisvindende sportsredaktion samler en pakke med perspektiv, baggrund og 3 tv-tip til ugen. Udsendes hver tirsdag.