Kære læser.

Så er Folkemødet i gang. Og indrømmet: Jeg nyder at være tilbage.

Jeg har ikke været her siden 2017, i de mellemliggende år var jeg Europa-korrespondent og i øvrigt var Folkemødet også corana-ramt, men nu er det hele tilbage i Allinge.

Og solen skinner. Tak for det.

I Politikens store folkemødeprogram har jeg skrevet om de første folkemøder, hvor vi ikke var så mange. Heldigvis er det ændret, der er folk på Folkemødet og jeg er personligt stor fan af konceptet. Det er vidunderligt at se så mange deltage i debatter om alt mellem himmel og jord og det siger altså stadig noget godt om vores lille land, at politikere og befolkning kan mødes så ubesværet, som det sker i Allinge.

Problemet er, at det er blevet for dyrt – og derfor bliver en del MF’ere væk. Det må Folkemødet – og bornholmerne – tænke over.

Jeg følger debatterne herovre – men nåede lige at lave min podcast fra mit lejede værelse i Gudhjem, som måske ikke er det mest luksuriøse, men udsigten er fantastisk. Og mens jeg talte om Papes popularitet, Isabella Arendts nye partiskifte og tonen mellem regeringen og oppositionen, kunne jeg kigge ud af vinduet og se Christiansø-færgen stævne ud.

Så gjorde det ikke noget, at vindueskarmen trænger til maling.

Kærlig hilsen