Novo Nordisk indgår forlig med en gruppe af aktionærer, der har sagsøgt selskabet for vildledende information til aktiemarkedet, skriver Novo Nordisk i en meddelelse. Erstatningskravet lød på 11,8 milliarder kroner, men selskabet skal ikke af med penge, lyder det videre.
Sagen blev anlagt af aktionærerne, der består af pensionskasser og formueforvaltere, i 2019, fordi de mente, at Novo Nordisk havde vildledt aktiemarkedet ved at fastholde for høje forventede salgstal for diabetesmedicin i USA. Ifølge aktionærerne havde Novo ikke givet nok information om, hvor store rabatter selskabet havde givet til de store indkøbere af medicin. Indkøberne er en central del af det amerikanske medicinalmarked, og rabatterne skal være givet for at sikre, at Novos medicin var på listen over receptpligtig medicin.
Aktionærerne mente, at Novo sammen med sine to store konkurrenter Eli Lilly og Sanofi hævede priserne på medicin for at dække over, at de var tvunget til at give rabat til indkøberne. Men de mente også, at Novo Nordisk og konkurrenterne godt vidste, at det ikke var muligt at holde priserne på det niveau på grund af politisk indblanding i medicinalbranchen. Indkøberne er en central del af det amerikanske medicinalmarked, og rabatterne skal være givet for at sikre, at Novos medicin var på listen over receptpligtig medicing.
Aktionærerne krævede erstatning fra tab på aktier, de havde handlet fra februar 2015 og to år frem. I den periode bølgede Novo Nordisks aktie mellem kurs 231 kroner og 411 kroner.
Forliget indeholder ingen indrømmelse af, at selskabet havde et ansvar, eller at det begik fejl. Det fremgår af fredagens meddelelse. Thomas Ryhl, der er advokat for gruppen af aktionærer, har ingen kommentar til afgørelsen, men henviser til meddelelsen.
Denne sag har kørt i Danmark, men et lignende forlig blev indgået i USA tilbage i september sidste år. Her mente sagsøgeren, at Novo Nordisk udtalte sig mod bedrevidende til aktionærerne om situationen på det amerikanske marked. Det skriver Medwatch. Det danske selskab måtte her frem med checkhæftet, da der blev udbetalt 100 millioner dollar eller omkring 635 millioner kroner til sagsøgeren, skriver mediet.
ritzau
fortsæt med at læse


























