Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mikkel Rønnau, der her står med mikrofonen i hånden, besøger en af verdens – hidtil - mest uberørte regnskove, der er truet af klimaforandringer og narkokrig.

I jaguarens fodspor
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Klimaforandringer, narkokrig og truede dyrearter: De kæmper for regnskoven med livet som indsats

Tag med på en foruroligende rejse ind i en af verdens mest uberørte regnskove i Honduras, og kom tæt på de kræfter, der truer skoven, og dem, der prøver at passe på den. Narkobønder forvandler store jungleområder til lovløse sletter og fjerner alt, hvad der står i vejen for dem: træer, dyr og mennesker.

I jaguarens fodspor
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi har gået igennem junglen i ni lange timer, da vi først på eftermiddagen kommer til en lysning på en bjergskråning, hvor skoven for nylig er blevet fældet. Bag os er tæt jungle. Træer i alverdens højder, tykkelser og farver. Foran os et kaos af fældede stammer og længere nede en dal, hvor man kan skimte en lille landsby.

Gruppen stopper op. Biologen Franklin Castañeda og de fem parkvagter, som jeg følges med, taler lavmælt sammen. De vil for alt i verden ikke løbe ind i dem, der fælder skoven. Det er alt for farligt. De er tungt bevæbnet og efter sigende ikke bange for at bruge deres våben.

Jeg er taget afsted med Franklin, der leder miljøorganisationen Panthera i Honduras, for at følge hans arbejde i junglen med at beskytte jaguaren – junglens konge, den mytiske og stille dræber, der angriber bagfra og kvaser hjerneskallen på sit bytte i løbet af et splitsekund. Jaguaren er i toppen af fødekæden, og ved at observere den kan man sige meget om skovens tilstand. Hvis jaguaren har det godt, har skoven det også godt. Men jaguaren har det skidt. Dens antal svinder ind, og arten er truet.

Hvis skovene i Central- og Sydamerika forsvinder, vil det få store konsekvenser for resten af verden. De store skovområder er en vigtig del af klodens vejrsystemer. Hvis regnskoven forsvinder, vil det påvirke de klimaforandringer, som vi allerede ser, i negativ retning. Det er ikke hyggelæsning, når man dykker ned i forskellige rapporter, der redegør for klodens skove og deres biodiversitet. 60 procent af jordens fisk, fugle, patte- og krybdyr er forsvundet siden 1970. Værst står det til i netop Centralamerika, hvor 89 procent er forsvundet. Forestil dig, at 60 procent af jordens befolkning bare sådan forsvandt. Det vil svare til hele Nord- og Sydamerika, hele Afrika og store dele af Asien.

Miljøaktivister slåes ihjel

Vi kan se ned til landsbyen, hvor de, der har fældet skoven, bor. De kommer udefra, og rygtet siger, at de nytilkomne er eftersøgte kriminelle, der har søgt ly for retsforfølgelse i bjergene, hvor de nu gør, hvad der passer dem. Jeg prøver at lægge en føler ud: Er der en fra gruppen, der vil gå med mig ned til landsbyen? Vi kunne bare spille dumme turister, der er faret vild. Men det er helt udelukket. Ingen vil derned.

De fem parkvagter bor i en anden landsby på den anden side af bjergtoppen. Der er allerede en fra den landsby, der har været nødt til at tage flugten på grund af trusler fra de nyankomne.

Franklin og parkvagterne smider alle deres rygsække på jorden. Og i det, der virker som én synkron bevægelse, tager de deres skjorter af. På skjorterne står der ’Park Ranger’. Dem pakker de væk og ned i taskerne sammen med alt, hvad de har af gps-udstyr.

»Vi bliver nødt til at tage vores forholdsregler. Hvis vi løber ind i dem, der fælder skoven, og de finder ud af, hvem vi er – og hvorfor vi er netop her – så har vi et problem«, siger Miquel, den yngste af parkvagterne.

Flere honduranere, der har konfronteret skovrydderne, er blevet slået ihjel. Det har mine rejsefæller lovet deres koner og børn, at de ikke bliver. Men risikoen for, at det sker, er desværre ikke lille.

Ifølge en undersøgelse, som for nylig blev offentliggjort i det videnskabelige magasin Nature Sustainability, er den risiko de seneste år kun blevet større.

Siden 2002 er antallet af drab på miljøaktivister fordoblet til 164 på et år i 2018. Drabstallet har nu nået et niveau, som inden for andre områder ville have påkaldt sig betydelig mere opmærksomhed. I alt er 1.738 miljøforkæmpere blevet slået ihjel i perioden fra 2002 til 2018. Det svarer til halvdelen af det antal amerikanske soldater, der er blevet dræbt i Irak og Afghanistan.

Drabene sker stort set udelukkende i lande, der kæmper med korruption og basale menneskerettigheder. De bliver sjældent efterforsket grundigt, og endnu sjældnere bliver nogen stillet til ansvar for drabene.

Et forandret land

Et af de mest kendte eksempler fra Honduras er sagen om Jeanette Kawas. En kvindelig miljøaktivist, der blev dræbt, fordi hun tog kampen op mod illegale bønder og den ekspanderende palmeolieproduktion. En hyret lejemorder skød hende i hovedet i hendes hjem i den honduranske kystby Tela.

Alejandro, en ældre herre i begyndelsen af tresserne, som jeg også møder, arbejdede sammen med Jeanette Kawas. Alejandro er muskuløs, han ser yngre ud, end han er – de mange fisketure i Det Caribiske Hav har holdt ham i form.

»Jeg var sammen med Jeanette den dag, hun blev dræbt. Jeg havde lige sat hende af, og da jeg kommer hjem til min landsby, kommer folk løbende og siger, at de har hørt i radioen, at Jeanette Kawas er død. Jeg skynder mig tilbage til hendes hus. Og rigtigt nok, der lå hun i en blodpøl på gulvet«.

Efter Jeanette Kawas var Alejandro overbevist om, at det var hans tur til at få en kugle for panden. Han nåede at flygte. Efter 18 år i eksil vendte han tilbage til Honduras for to år siden.

»Før jeg flygtede, var det slemt med korruption og folk, der bare gjorde, som det passede dem. Nu hvor jeg er kommet tilbage, har jeg svært ved at kende mit eget land. Det er blevet meget værre. Meget farligere. Men jeg er tilbage, og jeg er klar til at kæmpe videre derfra, hvor jeg slap«.

I 2013 blev José Alexander Gonzales skudt og dræbt i kystbyen La Ceiba, da han steg ud af en bus. Han havde kort forinden konfronteret en gruppe bønder, der ulovligt bedrev skovhugst i det øde La Mosquitia-område. De skyldige er aldrig blevet stillet til ansvar.

I 2016 blev Berta Cáceres ligesom Jeanette Kawas skudt og dræbt i sit hjem i byen La Esperanza. Cáceres havde taget kampen op mod et stort vandkraftprojekt, der skulle opdæmme Gualcarque-floden. Et projekt, der ville ændre naturen radikalt og drive oprindelige folk på flugt. Den øverste chef for firmaet Desa, der stod for byggeprojektet, David Castillo Mejía, var en af de mistænkte bag mordet. Sagen mod ham kører stadig. Fire andre højtstående medarbejdere fra selv samme firma og tre tidligere specialstyrkesoldater er dømt i sagen.

For kun knap to uger siden, 30. september, blev Milgen Soto, leder af et oprindeligt folk i Locomapa-området i det nordlige Honduras, dræbt. Ifølge lokale miljøorganisationer skete det, fordi han kæmpede mod et firma, der ville bedrive skovhugst i det område, hvor Soto boede. Efter nyheden om drabet på Milgen Soto kom ud, har FN’s højkommissariat for menneskerettigheder (OHCHR) officielt krævet, at den honduranske stat efterforsker mordet og finder de skyldige.

Føles som et lovløst land

»Det føles, som om der slet ikke er nogen love i det her land«. Franklin sukker og smiler opgivende:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Præsidentens bror blev anholdt i USA for nogle måneder siden, mistænkt for at smugle tonsvis af kokain. Hvordan kan det ske? Er der ikke nogen, der har vidst noget om det her? Præsidentens bror! Selvfølgelig har myndighederne vidst, hvad der er foregået, men de har bare ikke gjort noget. Det er ren lovløshed«, siger biologen, der har viet sit liv til at passe på den honduranske jaguars leveområder i junglen.

Udefra set virker det som det rene sisyfosarbejde at traske rundt i den glohede jungle i gummirøjsere og ved hjælp af en gps overvåge, hvor meget skov der uretmæssigt er blevet fældet, for dernæst at sende oplysningerne til myndighederne og håbe på, at de tager affære. De selv samme myndigheder i selv samme stat er jo dem, der skulle have beskyttet personer som Jeanette Kawas, José Alexander Gonzales, Berta Cáceres og Milgen Soto.

På bjergskråningen, hvor der for nylig er blevet ryddet skov, dufter der af frisk træ. Franklin peger ned mod dalen, hvor man kan se nogle små blikskure.

»Kan du se de skrænter derovre? Der blev fældet og sat kvæg ud for længe siden. Ingen gjorde noget, selv om det blev rapporteret. Om myndighederne gør noget nu, ved jeg ikke. Det, jeg ved, er, at jeg bliver ved med at patruljere i junglen«.

Men hvorfor jager myndighederne ikke bare én gang for alle de illegale bønder ud?

»Penge. Det er narkotrafikken, der styrer alt«, siger Alejandro. Talrige rapporter og artikler om Honduras’ skov og økonomi underbygger, hvad han siger.

Narkobaroner hyrer fattige bønder

For hvert skridt, man træder dybere ind i konflikten om jordrettigheder og skov, der fældes ulovligt for at gøre plads til kvægfarme, står det mere og mere klart, hvilke kræfter der står bag. De rige narkobaroner hyrer fattige bønder, campesinos, til at besætte eller ulovligt opkøbe land af oprindelige folk for dernæst at bosætte sig, fælde skoven og drive landbrug. Et landbrug, der effektivt og i ly for indblanding fra myndighederne kan hvidvaske de mange millioner, de tjener på narko.

Konfronterer man de illegale bønder med deres rolle som håndlangere, får man ikke bare en bonde med skovl og høtyv på nakken, men en narkobaron og hans hær bevæbnet med AK47-rifler.

»Jeg har tit tænkt på, hvad der ville ske, hvis jeg en dag stødte ind i personer fra narkokartellerne i junglen. Der ville sikkert ske det, der altid sker, hvis de mener, at man er et problem. Jeg, problemet, ville blive ryddet af vejen«, siger Franklin Castañeda.

Efter vi har konstateret, at der ikke var stemning for at gå ned til landsbyen, fordufter vores lille karavane hurtigt ind i junglen igen.

Det er blevet sent, og der er bælgravende mørkt. Vi kan kun lige akkurat se, hvor vi går ved hjælp af vores pandelamper. Vi er på vej dybere ind i junglen til et sted, hvor vi skal slå lejr for natten. Franklin har lige underholdt med, at han flere gange har set den giftige og temmelig store fer delance-slange.

»Hvis du bliver bidt af den her, langt væk fra alting, så er du død. Så se dig for, hvor du træder«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi stopper op og tager et hvil. Jeg har nu været på farten med Franklin i over en uge. Vi har tømt fotofælder og registreret ryddet skov og talt med et hav af lokale folk i junglen. Men vi har ikke set jaguaren endnu. Jeg er imponeret over hans stædighed, hans gåpåmod og hans ukuelige optimisme, der til trods for tingenes tilstand stråler ud af ham.

Jeg kan dog ikke lade være med at spørge, om han ikke nogle gange bare får lyst til at løbe skrigende bort og give op, når det tydeligvis er folk bevæbnet med AK47-rifler, der fælder skoven i et accelererende tempo. Franklin holder en lang pause, før han svarer.

»Når jeg føler mig magtesløs og mærker en lyst til at give op, tænker jeg på et berømt citat fra Berta Cáceres – No tenemos tiempo – tiden løber ud. Nogen må gøre noget. Så her er jeg. Jeg forsøger at gøre noget«.

udland@pol.dk

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden