I morgen begynder Politiken at sende avisens nye daglige podcast ‘Du lytter til Politiken’. Alle hverdage klokken 6 vil lytterne fremover få serveret ugens vigtigste historier som levende lydfortællinger, der både peger fremad og griber tilbage.
De to faste værter kommer fra egne rækker, for det bliver journalisterne Gudrun Marie Schmidt og Nils Thorsen, som på skift vil sidde klar bag mikrofonen.
Podcast
Du lytter til Politiken
Hver morgen klokken 6 ligger podcasten klar i Politikens podcast-app.
Man kan også finde den på Politikens hjemmeside, i iTunes og på Spotify, eller hvor man plejer at lytte til sine podcasts.
»Vi glemmer let, at den enkelte nyhed altid er en del af en større historie. Og det er de historier, vi har sat os for at fortælle. Om det er kampen mod global opvarmning eller Donald Trumps seneste tweet«, siger Nils Thorsen.
»Hver dag sætter vi fokus på én væsentlig historie, som vi går i dybden med«.
Journalisterne fortæller
Podcastens fundament er den journalistik, som produceres på Politikens redaktion, og hver dag bliver en af avisens journalister inviteret ind i studiet. Dermed får lytterne sat stemme på de journalister, de allerede kender fra spalterne, og kan for eksempel høre, hvordan det lyder, når Camilla Stockmann eller Lea Wind-Friis beretter om den seneste udvikling i #MeToo-bevægelsen.
Eller når Carl Emil Arnfred sætter ord på den krogede vej frem mod rød bloks dramatiske sammenbrud. Eller når Kristian Klarskov leder lytterne gennem fortællingen om Sverigedemokraternas kontroversielle leder, Jimmie Åkesson.
Journalister ved ofte meget mere, end de har plads til at fortælle i deres artikler, påpeger Gudrun Marie Schmidt.
»Det er ret vildt, hvor meget Politikens fagmedarbejdere egentlig går rundt og ved. Og hvor gode de er til bare at sætte sig ned og fortælle om det«, siger hun.
»Og der sker noget helt særligt, når man får fortalt en historie i stedet for at læse den. Man får en personlig indgang til fortællingen, og det skaber et intimt rum for lytteren. De styrker kan også bruges til at gøre nyheder og kompliceret stof mere levende og nærværende. Det er det, vi vil«.
‘Du lytter til Politiken’ kommer til at dække alle Politikens områder og sektioner. Fra kultur og sport til indland og udland, fra debat til forbrug og liv.
Spydspids for Politiken Podcast
Med ’Du lytter til Politiken’ har avisen fået en ny spydspids for Politiken Podcast, som er et satsningsområde for Politiken – og et område, som også boomer internationalt. Ude i verden skyder lydfortællinger i alle afskygninger frem i disse år, og også nyhedspodcasten vinder frem.
Den klareste inspirationskilde til ‘Du lytter til Politiken’ er The New York Times’ podcast ‘The Daily’, men herhjemme har også netmedierne Zetland og Altinget arbejdet med nyhedspodcasten som form.
»Politiken har altid været foran, når det kommer til at fortælle nyhedshistorier«, siger Politikens chefredaktør Christian Jensen. »Med ‘Du lytter til Politiken’ udvider vi vores måde at fortælle de historier på. Det er et led i vores mål om at få journalistikken ud til modtagerne. Nu kan Politikens læsere også få vores journalistik i ørerne, mens de er på farten. I toget eller bilen, over opvask eller madlavning, eller hvor de nu befinder sig«.
fortsæt med at læse
Der er en ny rigsadvokat i byen
-
Det store politiske drama venter forude: Vi tæller ned til det kommende folketingsvalg
-
Hør første afsnit af Politikens nye podcast-serie: De skulle giftes, have et barn og et helt liv sammen. Men en dag bliver Stine indhentet af fortiden
-
Lyt til Kongerækken og Politikens serie om historiens markante kvinder: Thyra var en hel del klogere end sin mand, Gorm den Gamle



























