Et middagsbord, en flerarmet lysestage og en syrlig bemærkning. Mere skal der faktisk ikke til, før man kan være ved at slå sin far ihjel. Som det skete for forfatter og udviklingsdirektør Nadia Kløvedal Reich:
»Først tager jeg i bordet, og fadet og tallerkener rutsjer ned i skødet på ham, og smækker bordet tilbage i gulvet. Og så tager jeg en flerarmet lysestage, vandrer ned mod ham og tænker: nu smadrer jeg den i tindingen på ham«.
Året har været fyldt med historier om faderopgør. Senest var det Jotun Hein, der til Weekendavisen fortalte, at man kunne sige det samme om hans far Piet Hein, som man sagde om den tyske rigskansler Bismarck. ’En stor mand og et lille menneske’. Strikkeren Lærke Bagger udgav bogen ’Knit it out’, der blandede strik med fortællingen om følgerne af at have haft et svært forhold til sin far. Kokken Claus Meyer udgav biografien ’Drømmer’ og fortalte om sin far, der svigtede sin søn og sin kone. Podcastvært og madanmelder Lærke Kløvedal udgav ’Sømærke’ om at blive valgt fra som grå hverdag af sin far Troels Kløvedal. Og Nadia Kløvedal Reich udgav bogen ’Det bedste man kan sige’ om sin opvækst med sin far, forfatteren og 68’eren Ebbe Kløvedal Reich.
Som hun ikke slog ihjel den aften med lysestagen. Historien fortæller hun i det første af tre afsnit af podcastserien ’Det store faderopgør’. Her i højtiden for den himmelske far (og for syrlige faderlige bemærkninger, der skal skylles ned snaps) fortæller tre gæster om deres besværlige fædre og om deres opgør med dem.
Om hvad det nyttede, og hvad det kostede.
Nadia Kløvedal Reich
Nadia Kløvedal Reich savnede sin far, der hellere ville være en kammerat end en far. Han dyrkede frisættelsen, også af sin datter.
Men frisættelsen til hvad?
»Det var ham, der lavede et oprør og et opgør med rollen som far, som mand og som hvad som helst. Så jeg tror også, at vores generation, altså x-generationen, bliver kaldt nå-generationen. Som ikke rigtig træder i karakter tidligt i vores liv. Fordi vi er på en eller anden måde så determineret af det, vores forældre har sat i værk«.
Selv uden en autoritær far kan man føle sig som en cirkushund for en domptør. Først sent opdagede Nadia Kløvedal Reich, hvad egentlig frigørelse vil sige.
»Hvis man bruger meget energi på at stå i modsætning til noget, så er det alligevel det, man vil væk fra, der styrer en. Jeg er jo ikke frisat. De handlinger, jeg foretager mig i mit liv, er jo i høj grad skabt af noget, jeg vil væk fra eller noget, jeg vil retfærdiggøre«.
Aydin Soei
Sociolog og forfatter Aydin Soeis far var alt andet end en kammerat. Han var flygtning fra Iran, psykisk syg og voldelig. Han forsvandt ud af Aydins hverdag, da han slog en anden mand ihjel.
Aydin Soei har hadet sin far det meste af sit liv. Så meget, at han som voksen pumpede jern i et træningscenter for at blive større og stærkere end faderen for måske en dag at kunne tage det endelige opgør.
Først senere forstod han årsagerne til farens adfærd. De var nemmere at forstå som sociolog, end som søn.
»Den form for vold, som egentlig skabte størst utryghed i hjemmet, det var ikke opdragelsesvold, som man kalder det. Det var en mere utilregnelig form for vold, hvor det bare kom ud af det blå. Og det er ikke noget, der er givet ved et mellemøstligt kulturmønster, eller et opdragelsesideal, man kunne finde i Danmark for to generationer siden. Det er et, som handler om, at min far var stærkt traumatiseret«.
I dag er hadet erstattet af en anden følelse. Én, der er langt sværere at håndtere.
»Jeg ville have ønsket, at jeg kunne have givet ham noget lindring, før han gik i graven. Men sådan blev livet ikke, vel? Det er jo en mærkelig fornemmelse. Og den er sværere at håndtere end vreden. Den her dårlige samvittighed over, at jeg ikke kunne give min far den her lindring, og at hans skæbne var så sørgelig, som den var. Hvad skal jeg stille op med den fornemmelse? Det er, som om den glider ud mellem fingrene på mig«.
Svend Aage Madsen
Psykolog og formand for Forum for Mænds Sundhed, Svend Aage Madsen, er i offentligheden kendt som manden, der taler den nye type far op. Som kalder det en verdenshistorisk nyhed, at fædre er blevet følelsesmæssigt nærværende.
Sådan en far var Svend Aage Madsens egen far ikke.
»På det fysiske område var det jo en nærværende far. Men når det så handler om vores relation til hinanden, så blev det en helt anden ting. Men min oplevelse var, at fra omkring skolealderen blev afstanden større og større følelsesmæssigt. Og vi blev mere og mere modsætninger«.
Svend Aage Madsen tog et opgør med sin far. Ligesom alle, påstår han, må tage et opgør med en forælder.
Og dernæst opgive, at det opgør skal føre til, at de forandrer sig.
»Det vigtige opgør, det er det opgør, der hedder, at når du kan acceptere og tilgive og forsone dig med, at de er, som de er, så kommer det hele til at gå meget bedre. Og så er du nemlig blevet voksen«.
fortsæt med at læse
