»Vi er bange for den her fase«, siger forfatteren Johanne Mygind om en del af livet, der ikke har fyldt meget i samfundssamtalen: overgangsalderen.
Men pludselig er kvindelivets store sene transformation begyndt at dukke op overalt: i litteraturen og samfundsdebatten med influencere og forfattere som Naja Marie Aidt, Kristina Stoltz og Lotte Kaa Andersen; endog i spørgeskemaer fra sundhedsforskere, der i e-Boks blankt indrømmer, at sundhedsforskningen ved alt for lidt om, hvad overgangsalderen er, og hvordan den påvirker forskellige kvinders liv og hverdag.
Så i ugens ’Den levende’ zoomer vi også helt ind på overgangsalderen og alt det, vi ikke har talt om. »Vi har det ikke nemt med kroppen«, siger Johanne Mygind, og især ikke med kvindekroppen. Ja, faktisk er den »et af de steder, hvor det er mest acceptabelt at udtrykke afsky« – for eksempel i forbindelse med fødsler: »Alle må godt sidde og sige ad«.
Digteren Ursula Andkjær Olsen peger på, at kvinders overgangsalder også udfordrer flere af de grundforestillinger, vi opdrages med. Den om, at vi lever i en stabil verden, hvor vi står op og er ens hver dag: »Der er ikke noget, der tager højde for livscyklus, og der er ikke noget, der tager højde for årstidscyklus, og der er ikke noget, der tager højde for noget som helst, der har cykliske tendenser. Alt skal være stabilt«.
Ursula Andkjær Olsen skriver om overgangsalderen i digtsamlingen ’Mit smykkeskrin’. Her følger hun, hvordan den også udfordrer en anden grundmyte, vi er opdraget med – nemlig den om, at vi er lukkede, afsluttede individer. For når menstruationen stopper, og sveden begynder at perle, bliver det meget konkret mærkbart, at vi mennesker overhovedet ikke er adskilt fra vores omgivelser:
»Du bliver opdraget til at være et lukket individ, og sådan går vi rundt – og hver gang individerne udveksler ukontrolleret med omgivelserne, føler vi et stort kontroltab«, siger Andkjær Olsen.
Læseklub om Ursula K. Le Guin
Johanne Mygind og Ursula Andkjær Olsen er begge gæster i ugens ’Den levende’, som holder læseklub. Vi læser science fiction-forfatteren Ursula Le Guins berømte essay ’The Space Crone’ fra 1976, der netop er udkommet i en fordanskning udarbejdet af Ursula Andkjær Olsen og professor i antropologi Line Dalsgård med titlen ’Rumhejren’ og efterskrift om hedeture, hormonel tumult, lyst og sorg, skrevet af dem begge.
Johanne Mygind har holdt foredrag om Ursula Le Guin og forklarer, hvordan forfatteren med essayet om rumhejren i 1976 hylder en kvindeskikkelse, som resten af samfundet ikke værdsætter. Le Guin forestiller sig nemlig, hvem et rumskib fra planeten Alta burde invitere, hvis de skulle tage et menneske fra Jorden med hjem til deres egen planet. Nemlig en ældre dame, der står i butik.
»Hun har visdom, og hun har kløgt. Hun har prøvet så mange forskellige ting. Og hun kan underholde dem om det menneskelige vilkår hele vejen hjem til deres planet«. Denne kvinde, skriver Le Guin, vil dog sige nej, for hun er vant til, at hendes erfaringer ingen værdi har. »Jeg synes, det er så smukt, fordi vi lever i en kultur, hvor kvinder over 50 bliver tavse«, siger Mygind – men tilføjer så, at nu er der noget, der er ved at ændre sig. For overgangsalderen er også en åbning: Til visdom uden opdragelsesansvar, seksualitet uden forplantningshensyn og alt muligt andet.
