Han er filmhistoriens mest begærlige og begærede mand. Vi kender ham under navnet 007, for signaturdrinken ’Vodka-Martini – shaken, not stirred’, for hans machoelegante håndtering af alt fra teknologiske super-gadgets til letpåklædte kvinder og for de tørre humoristiske punchlines.
Nu er James Bond-franchisen blevet en ordentlig boomer på snart 70 år, som netop har spyttet den femogtyvende Bond-film ud til et stadig Agent 007-elskende publikum. ’No time to die’ hedder den, og det er den femte og sidste med Daniel Craig, som i 2006 på alle måder bragte den gispende dinosaurus tilbage til livet i det 21. århundrede med mindre sexisme, mere mandlig sexappel og en ny tiltrængt følsomhed.
Der er endnu ingen ultraskurke med tørst efter verdensherredømmet, der har besejret ham, men måske er vi der, hvor det ikke er en traditionel vansiret fjende, der besejrer Bond, men en ny woke tid, der får krammet på ham.
I dagens Poptillæg, som vi også kalder 'The Daniel Craig-Appreciation Society', taler vi om James Bond-figuren i al hans paradoksale, både sexistiske og sexede, storhed og ser på det spejl for kulturen, som hele Bond-universet er.
