I 00’erne var der masser af klummer. Klummer, skrevet af kvinder, som handlede om karriere, kærlighed og nære relationer. Om at finde ind til sin vrede og være hysterisk og smadre glas og askebægere i parken om natten. Om grimme cykelhjelme formet som bøllehatte og følelsen af utilstrækkelighed i rollen som mor. Klummerne blev ind imellem samlet i bøger, der blev promoveret som chick-lit og filmatiseret med smukke, klodsede kvinder i hovedrollerne.

I dag er chick-lit en temmelig udskældt genre, der blandt andet kritiseres for at være overfladisk og fokuseret på modetøj og dyre sko frem for verdenspolitik og klimadebat. Men er det en genrekliché?

»De her klummer handler om det nære«, siger Gudrun Marie Schmidt, »de handler om følelser, forviklinger, kærlighed, forelskelser og venindeskaber. Alt sammen er de relationer, som kvinder er gode til at tale om. Det er et kvindeligt rum, skrevet ud fra en kvindelig erfaring. Det bliver generelt tit lagt for had. Men faktisk er der et kæmpe potentiale i det rum«.

Ugens panel består af tre kvinder, der alle har skrevet klummer og bøger, der er blevet behandlet som chick-lit. De kigger nærmere genrens potentialer og (højhælede) hæmsko og diskuterer, hvad der er sket med chick lit’en siden 00’erne. Skal alle kvindefigurer være gode, opbyggelige rollemodeller? Kan al litteratur, der handler om at være kvinde, kategoriseres som chick-lit? Og hvorfor er det egentlig blevet et skældsord?

fortsæt med at læse

Efter ’Skam’:

’Bitch City’ og ’Blank’ lærer ungdommen at trække vejret og fucke up i livet

• Politikens Poptillæg: ’Sex & The City’ fylder 20 år: Kan vi stadig lære noget af at se voksne kvinder fucke op i livet?

• Anmelder om 'Sick lit': »Når man skriver til børn, har man et moralsk ansvar«