Grafik: Claus Nørregaard og Mads Pedersen.
Foto: Privatfoto

Grafik: Claus Nørregaard og Mads Pedersen.

Ramt af livet

Camillas historie: »Jeg husker ikke meget fra den tid, dog står minderne fra det øjeblik, hvor vi blev bedt om at tage stilling til hans liv, meget klart«

Ramt af livet

I forbindelse med serien ’Ramt af Livet’ har vi tilbudt læsere at dele deres historie. Det har mange valgt at gøre. Vi har læst alle bidrag. Nedenstående fortælling er bearbejdet og publiceret efter aftale med forfatteren. Du kan dele din oplevelse med at blive ramt af livet her.


Camilla Andersen fortæller sin historie:

I 2008 blev jeg gravid med mit første barn. Jeg var 23 år, graviditeten var planlagt, og både min mand og jeg var høje af lykke over den positive graviditetstest.

Alt gik, som det skulle, indtil vi nåede til misdannelsesskanningen i uge 20. Barnet var for småt, og jeg blev derfor skannet hver 14. dag derefter. Senere opdagede de, at vores barn havde både hjertefejl og en kromosomfejl.

Emil blev født den 20. juni 2008. Han kom til verden ved planlagt kejsersnit på Rigshospitalet. Fødslen gik godt, og han var kun indlagt i 14 dage. Derefter blev vi udskrevet, og vi kunne nu begynde livet som en familie.

Men da Emil senere skulle hjerteopereres, gik operationen galt, og han endte med at få tre åbne hjerteoperationer på blot 17 dage. Der tilstødte flere komplikationer, og han var indlagt i mere end et halvt år.

I det lange forløb på halvintensiv børneafdeling tog døden os i hånden og var vores faste følgesvend. På trods af sygdommen var vores søn stort set altid smilende, han var fyldt med livsglæde. Han favnede livet, han ville det, kunne vi mærke. Han legede og smilte sig gennem selv de sværeste dage. Måske derfor havde jeg ekstra svært ved at se, hvor syg han var, selv om jeg jo godt kunne læse det på papiret.

Min søn døde om aftenen den 2. september 2011.

Jeg gik psykisk ned. Jeg kom så langt ned, at jeg var stærkt selvmordstruet. Jeg havde skrevet afskedsbrevet til min familie, der på daværende tidspunkt talte min mand og vores to andre børn, som vi har fået efterfølgende. Jeg havde endda planlagt min egen bisættelse. Jeg magtede ikke livet og smerten mere. Når jeg tænker på det i dag, tror jeg, at det bundede i, at jeg ikke kunne overskue, hvordan jeg nogensinde skulle få det godt igen.

Hvad gjorde du konkret for at komme videre?

Da jeg først fik taget mig sammen og råbt om hjælp, kom jeg i massiv behandling i distrikts- og socialpsykiatrien. Jeg indså, hvilken smerte mine børn og familie skulle leve med, hvis jeg valgte livet fra. Jeg blev diagnosticeret med en svær belastningsreaktion, personlighedsforstyrrelse udløst af et traume, ocd og tankemylder.

Jeg var nødt til at være åben og give mig selv fuldt ud til de behandlere, der stod klar og rakte mig hånden. Jeg rejste mig og kæmpede, og jeg kæmper stadig hver dag.

Jeg kan ikke ændre, hvad der skete, men når jeg er i mine depressive perioder, kan jeg være så ked af det, at sorgen stadig lammer mig! Hvorfor skulle mit barn dø? Var det ikke nok, at han skulle så meget andet igennem? Og hvorfor skal jeg syv år efter stadig være så mærket af det, at mit liv ind imellem handler mere om overlevelse end om nydelse? Jeg bliver enormt frustreret og føler en kæmpe afmagt, jeg har så mange gange grædt, råbt og skreget og bedt om at få ham igen... men sådan fungerer det jo ikke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvordan påvirker det din hverdag i dag?

Jeg går hjemme og er på ressourceforløb, og der er stadig mange ting i min hverdag, jeg ikke kan og derfor får støtte til gennem socialpsykiatrien. Hele forløbet har kostet mig mit ægteskab og min økonomi, så der er også en masse følelser udover dem, der skyldes tabet af min søn, som skal bearbejdes.

Jeg lider meget af mareridt, hvilket påvirker min søvn, som så påvirker min energi. Jeg kan ikke deltage i sociale arrangementer, med mindre det omhandler mine børn. De er nemlig alt for mig, og jeg føler lidt, at jeg kan gemme mig bag mor-rollen.

Jeg har nu lært at kontrollere min sorg, så den ikke længere kontrollerer mig. Jeg er begyndt at komme på et værested for psykisk sårbare borgere for at have andre at spejle mig i og for at få social træning. For fire år siden blev jeg tilbudt at komme på førtidspension. I dag er jeg lykkelig for, at jeg takkede nej, og jeg har fået det så meget bedre, at førtidspensionen ikke længere er en mulighed.

Min største drøm er at blive godkendt til en flexjob-ordning, så jeg igen kan komme ud og få en plads i samfundet og yde mit. Så jeg igen kan være andet end 'hende den syge', der mistede sit barn.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce