Kan man tage sine børn med på vandretur i Grønlands øde vildmark? Bevæbnet med lige dele gåpåmod, opmuntrende ord og blåt saftevand tager jeg udfordringen op – mod stejle fjelde, manglende mobilsignal og uforudsigeligt vejr.

Glæden er ikke stor, da vi når toppen. Jeg håber, mine børn en dag vil tilgive mig

På vej til toppen af Lyngmarksfjeld. Der lå stadig meget sne, så vi havde svært ved at se vandrestien og de blå mærker, der var dækket af sne. Foto: Bo Normander
På vej til toppen af Lyngmarksfjeld. Der lå stadig meget sne, så vi havde svært ved at se vandrestien og de blå mærker, der var dækket af sne. Foto: Bo Normander
Lyt til artiklen

Opstigningen til toppen af Lyngmarksfjeldet har gjort os både svedige og forpustede. Vi gør holdt og drikker Blue Nanoq Safti – en syntetisk, skrigblå limonade fra det lokale supermarked, som åbenbart er det vidundermiddel, der skal til for at klare strabadserne.

Sammen med mine to sønner på 10 og 13 år spejder jeg ned mod den lille by Qeqertarsuaq, som vi forlod for et par timer siden. Vi ser de spredte huse og bådene, der sejler ind og ud af de smalle fjorde, mens gigantiske isbjerge rejser sig i Diskobugten, så langt øjet rækker.REJSEDEKLARATION GRØNLAND

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her