En rutsjebane i den amerikanske delstat Californien lukkes permanent efter flere beretninger om hjerneskader.
Forlystelsesparken Six Flags Magic Mountain i byen Valencia meddeler onsdag, at den lukker rutsjebanen X2.
Rutsjebanen, der kører med 130 kilometer i timen og har en række stejle fald og drejninger, har været genstand for juridiske sagsanlæg.
Blandt andet hævder to kvinders familier, at kvinderne har pådraget sig hjerneskader efter ture i X2 tilbage i juli.
40-årige Pamela Guillen oplevede tryk på hjernen og fik en alvorlig hjerneblødning efter at være blevet svunget rundt i rutsjebanen, har hendes familie sagt til mediet CNN.
Guillen gennemgik ifølge familien en akut operation, hvor lægerne fjernede en del af hendes kranie.
Kort efter hændelsen mistede en anden kvinde bevidstheden efter en tur i X2. 25-årige Naomi Greer-Wilkinson måtte ifølge CNN derefter gennemgå en akut hjerneoperation.
Naomi Greer-Wilkinson lå i koma i flere uger og kan ifølge sine forældre endnu ikke tale eller trække vejret uden hjælp.
Advokater, der repræsenterer Greer-Wilkinson, har fortalt, at de er blevet kontaktet af mere end 100 personer, der hævder, at de er blevet kvæstet i rutsjebanen.
Rutsjebanen blev lukket kort efter hændelserne i juli, men nu nedlægges X2 permanent. Det siger Brian Oerding, der er direktør for Six Flags Magic Mountain, i en udtalelse.
»Selv om X2 konsekvent har bestået en lang række sikkerhedstests, har vi besluttet at tage forlystelsen ud af drift, fordi vi mener, at det er det rigtige at gøre«.
»Sikkerhed i forlystelser er en hjørnesten i vores virksomhed, og når vi oplever, at gæsternes tillid bliver påvirket, tager vi det alvorligt«, siger Brian Oerding.
Gennem årene har der været en række sager, der omhandler den nu lukkede forlystelse.
I august indgik Six Flags Magic Mountain sammen med rutsjebanens producent, S&S Worldwide, et forlig med familien til en 22-årig mand, som døde efter en tur i X2 i 2022.
Til næste år er der berammet en retssag med en 56-årig kvinde, der hævder, at hun fik en hjerneskade på forlystelsen i 2020.
X2 åbnede i 2008. Ifølge forlystelsesparken har mere end 16 millioner personer kørt i rutsjebanen.
ritzau